– er jeg ved at være ret træt af.
Først da jeg havde min flotte kæmpemave og alle kunne give en kommentar til den – og nu til mit barn.
Jeg ved godt, jeg beskriver hende lidt ironisk her af og til og fremstiller hende som en værre sirene, men vi ved jo alle sammen, at jeg er tosset med den unge og synes hun er helt fantastisk. Hun passer jo lige til os, selv med hidsigheden og skrigeriet….ja, det er svært at forklare i ord, men I andre mødre ved jo hvad jeg mener – man gad bare ikke have noget andet barn, for det man har er jo perfekt til en, på en måde. Man aner jo ikke, hvordan man har kunnet leve i så mange år uden lige netop det barn…
Nå, men jeg synes jo altså så hun er herlig, på trods af ( eller måske netop på grund af…?!!) hendes komplekse og omskiftelige personlighed.
Jeg ved dog godt at hun skriger helt utroligt kraftfuldt og højt, når hun virkelig går i gang. Men jeg ved jo, at der ikke er noget galt. Hun er bare utilfreds med den øjeblikkelige situation, og jeg kan jo ikke tage hende op af vognen midt på gaden i regnvejr, når hun skriger, for jeg ved, at hun bare gerne vil hjem i sin sofa og have mad og slappe af. Så jeg går lidt hurtigere og spilder ikke tiden på at stå og forsøge at trøste hende. Det kan man alligevel ikke, når hun er nået til det niveau af ophidselse – hun vil hjem, op og til brystet!
Men det ved andre jo ikke. De ser bare en sammenbidt ung mor haste afsted og ignorere sit afkom, selv om vognen er nærmest rødglødende af skrigeriet.
Det blev så for meget for en ung pige her til aften, da jeg var på vej hjem fra netmødregruppe mødet.
Jeg kommer stormende hen ad fortovet – Klara vågnede i metroen og gider ikke ligge i den vogn mere i mørket – hun vil op og spise og det skal være NU ( vi havde allerede fået en kommentar fra en ældre dame i metroen, der sagde at det da godt nok var en flot stemme… johh, tak…) og Klara lyder som om hun er ved at dø (som sædvanlig) – så stopper den her søde unge pige på sin cykel, og spørger mig, om jeg ikke bare kan stikke en hånd ned og prøve at trøste barnet, for det lyder da helt forfærdeligt…
Ja… det kan jeg jo kun give hende ret i. Og for en gangs skyld fik jeg svaret det man ellers altid først kommer i tanke om 2 timer senere. Det perfekte svar.
Ved du hvad, sagde jeg, nu har jeg kendt hende i 4 mdr. og det nytter ikke noget at stå her og spilde tiden. Hun vil hjem, hun vil spise og hun vil sove og det kan kun gå for langsomt. Det er jo ikke fordi, vi ikke har prøvet hvad som helst – det er jo ikke sådan, at jeg ligefrem nyder at høre hende skrige, vel?
Øh, nårh, ok, sagde pigen – som om det kom bag på hende 🙂 Hun var sød nok og jeg ville selv have tænkt det samme, for nogen år siden. Men nu ved jeg jo, at de der sammenbidte, blege forældretyper, der ser lidt onde ud og bare småløber afsted med en skrigende vogn – de HAR prøvet. ALT. Nu ved de, at det eneste der hjælper, det er at komme hjem og slappe af og få et bryst eller to. Eller hvad der nu virker for dem. det er jo trods alt de færreste forældre der nyder at høre deres barn skrige.
Tirsdag skal Klara og jeg på cafe med min ældste veninde Maria, som jeg har kendt siden børnehavekl. Hun skal til peru i praktik, i forbindelse med sit studie, så hun rejser i 4 mdr. på torsdag. Øv øv. Nu får vi se om Klara får skreget på cafeen, så Maria får nervøse ticks og drypper sved – Jeg er jo efterhånden ret cool overfor det 🙂
kh julie
