Olivia

Agnes: “mor, ved du at der er HELT VILDT mange der hedder Olivia?”
Mig:”øh jaeh?”
Agnes: “ja! Rasmus Seebach synger om en, og en eller anden gris i fjernsynet og min veninde!”

Haha. Vildt mange, eller i hvert tre.

Agnes og jeg holder fridag i dag. Vi er ikke stået op endnu. Vi ligger i sengen, mens hun aer min arm og fortæller mig hvor lækker jeg er og hvor meget hun elsker min arm. Uhhhh, bare jeg var dig! Siger hun. Den største kompliment.

Det har været en fin weekend. Vi har bare været hjemme og leget med lego og set tv og spist mad og haft veninder ovre.

Lørdag aften var jeg inde og se The National i Forum. Det var pragtfuldt! En ægte god rockkoncert. De gamle sure mænd i ekstrabladet har ikke ret. Men de stod vel heller ikke oppe foran og tog aktivt del i festen?
Åh Hej, forsanger Matt

Af nydelige mænd i jakkesæt at være, forstår de virkelig at feste igennem. Johanne og jeg stod helt deroppe. Indtil Johanne blev svimmel og røg ud til samaritterne. Også en slags oplevelse. Det er fordi hun er så høj. Luften er for tynd deroppe.

Ja. Så det meste af søndagen havde jeg postconcertdepression og var ærgerlig over, at hverdagen ikke er mere som en koncert. Hvis jeg var 13 år, ville jeg være en af de der, der hele tiden har musik spillende højt på mobilen og støjforurener det offentlige rum. Men jeg har hele tiden musikken inde i hovedet. Og jeg ville ønske jeg kunne dele den med jer. Og at vi var til koncert hele tiden.