Nå, men dengang jeg boede på Amager, havde vi et gigantisk kastanietræ nede bag ved min bygning. Og Klara og jeg, vi samlede og samlede!
Nogen gange kunne jeg finde kastanier i jakkelommer flere mdr. efter sæsonen. Og så nænnede jeg ikke altid at smide dem ud, så nogen gange lagde jeg dem bare ude på altanen. Psykotisk samler, ja.
Så en dag, var der to af dem der havde spiret. De lå bare der, og strittede med deres små spirer. Og jeg nænnede stadig ikke at smide dem væk, for det var jo MIT BARN der havde samlet dem! De repræsenterede jo hendes uskyldige barndom og dens små glæder! Så jeg lagde de spirede kastanier op i en potte med lidt jord. Tænkte, at så ville de jo nok dø af sig selv og træffe beslutningen for mig…
Men nej. De her to kastanier er nogle af de mest stædige og sejlivede sataner nogensinde. De satte sig fast og de voksede og jeg var sådan en type med kastaniebonzai på altanen.
Så flyttede vi. Og jeg tog dem med, for nu var de jo levende væsener med personlighed og historie og den slags smider man jo ikke bare ud, vel?
Jeg gav dem hver en større krukke, og tænkte at de jo nok ville dø før eller siden, når der ikke var plads til flere rødder i de krukker. Og så satte jeg dem omme i haven.
Nu har de så sprængt krukkerne, med deres stædige livsdueldige rødder. De træer vil ikke dø. Og hvis jeg ikke tager mig sammen, så har jeg lige om lidt to gigadontiske kastanietræer stående ca. midt i min lille bitte villahave.
Det går bare ikke. De ville suge al næring ud af den lille grønne plet. De ville sprede deres rodnet ud og overtage alting og vælte huset og gro ind under huset og løfte det op, på deres vej mod himlen. Hvilket lyder fedt, men i praksis ville være totalt no-go.
Så nu er jeg nødt til at finde en holdbar løsning. De vil ikke dø. De vil leve. Og de fortjener at leve et sted, hvor de kan slå sig løs og vokse til deres fulde potentiale.
Jeg har overvejet guerilla plantning i parken, men er simpelthen for bange for, at de vil blive opdaget og myrdet af Vej og Park.
De vil ud på landet. De vil have plads. Og en familie, der vil elske dem, som jeg har gjort – og gør. Er du den familie? Eller skal jeg ud i noget med en besynderlige annonce på dba.dk?
Desværre kan jeg ikke finde et større billede, men det er et armbånd fra Susanne Friis Bjørner, og I kan 
