Nå, men så sagde vi, at jeg havde noget at skrive om. Det har jeg egentligt ikke, men jeg er nødt til at skrive i dag, for ellers tror jeg ikke, jeg kommer til at skrive igen nogensinde. Ever. Det er utroligt så hurtigt man kan komme væk fra noget, man egentlig nyder. Jeg synes bare ikke, der sker noget særlig interessant.
Og det er jo løgn, for det gør der. Jeg ved bare ikke, om det er noget jeg vil skrive om. Ikke det hele, sådan er det jo altid. Der er tusind ting man ikke vil skrive om. Heller ikke selv om man måske har brug for at vende det med sig selv. Man vil måske bare helst vende det et mere anonymt sted.
Klara er syg for tiden. Jeg har også selv lidt feber. Alligevel tog vi hen på hendes skole i formiddags, fordi der var fotografering og hun VILLE med på klassebilledet. Det forstår jeg godt, det er også vigtigt. Ellers er det som om, man slet ikke eksisterede det år. Hun vil desværre også meget meget gerne have den pakke, med de små billeder i. Det er jeg mere loren ved. Vi har gjort det nogle år, købt den pakke, og jeg har hver eneste gang fortrudt det. Hun står altid og ligner en, der lige har fået bank og er ved at tude, på de billeder. Hun kan ikke smile naturligt eller afslappet. Det kan jeg heller ikke, så det er ikke noget jeg bebrejder hende. Jeg gider bare ikke betale 350 kr. for en mappe med billeder der er så dårlige, at vi ikke engang kan være bekendt at forære bedsteforældrene dem til jul. Men nu prøver vi igen. Jeg forsøgte at psyke hende inden fotograferingen, sådan a la “tænk på noget sjovt og noget du elsker” og “prøv at smile med øjnene og mindre med kæberne…” Vi må se, hvad det ender med. Tror de kommer på nettet i morgen, så jeg kan se dem og vælge.
Nå. Hun har stadig feber, så nu ser vi Nik og Jay videoer på youtube. Det hjælper altid…
