Nogle af de mange billedbøger vi fornøjer os med hjemme hos os, selv om flere af os teknisk set nok er for gamle, er den her serie om Pia Linda og hendes mor. De er skrevet af Andreas Bræstrup Kirstein og illustreret af Rasmus Bregnhøi, og minder meget om makkerparrets tidligere serie om Poul og Far.
I den med dukken, skal Pia Linda og mor i byen. Det er lørdag og de skal rigtig hyggeshoppe. Pia Linda har kig på en helt særlig dukke og glæder sig rigtig meget til at købe den. Men mor er så langsom og skal hele tiden alt muligt først. Bade. Spise brunch. Shoppe alt muligt kedeligt. Til sidst har legetøjsforretningen lukket og det er totalt antiklimaktisk for Pia Linda. Mor er dog fuld af pep og gode ideer og hun har en overraskelse til Pia Linda derhjemme. Mors egen gamle dukke… som dog er lidt klam, desværre. Pia Linda er et utroligt loyalt barn og får ikke det hysteriske anfald mange andre børn nok ville have fået på nuværende tidspunkt.
I den med legen kommer Pia Linda og mor hjem fra arbejde og børnehave og Pia Linda vil gerne lege med nogen. Desværre er ingen af hendes kammerater hjemme, men mor springer til og vil for en gangs skyld gerne lege. Det bliver dog så totalt på mors præmisser og her er virkelig noget jeg kan genkende fra mig selv.
De der endeløse rollelege, hvor en 4 årig prøver at presse en ned i nogle kasser. Så sagde vi, at du sagde. Så gjorde du. Jeg har altid sagt til mine, at hvis jeg skal lege, skal jeg også selv bestemme.
Pia Lindas mor er dog meget dominerende i legen, helt derud hvor Pia Linda kun kan være hunden. Hvilket alle ved er det laveste. Øverst er Mor. Så kommer Lillesøster. Så kommer Storesøster. Så Far. Og så hunden. I alle de rollelege jeg har bevidnet.
Jeg synes de her billedbøger er genkendelige, hverdagshyggelige og morsomme. Jeg har ikke noget problem med at moderen er som hun er, vi er mange mødre der ikke konstant tilsidesætter egne behov for børnenes, og her er Pia Lindas mor virkelig en rollemodel.
Illustrationerne er sjove og fine og fulde af detaljer og små referencer til Rasmus Bregnhøis andre titler, samt andre bøger jeg genkender fra virkeligheden.
Pigerne synes de er sjove, men helt ideelt skal man nok være lidt yngre for at være i målgruppen. 3-6 år ca.