Og i dag er det mig der er prinsessen 🙂
Jeg har nemlig fri i dag, og Klara holder far-dag. De stod op sammen, jeg sov videre. Jeg stod op og ammede en gang, og så gik jeg ud på shoppingtur og på biblioteket. Skønt skønt vejr.
Så kom jeg hjem og fik lidt frokost sammen med dem, og nu er de lige gået ud, for at være sammen med stoffers ven B og hans datter A på 1½ år. De trofaste læsere husker måske en gang i efteråret, hvor samme forsamling gik en tur og kom her hjem og endte med at knalde A's hovede ned i gulvet og svinge en taske i hovedet på Klara? Det var Klaras første bule.
Jeg har bedt dem ikke påføre min datter flere skader lige i dag, og så er de ellers sluppet løs.
Stoffer glædede sig rigtig meget, for det er første gang han sådan kan være væk med Klara i længere tid. Hun har en banan med og kan drikke af kop, så de er ikke nødt til at være hjemme til ammetid.
For mig er det lidt (meget) ambivalent. På den ene side er det jo rigtig dejligt at de to kan tage ud og hygge sig sammen. Det er dejligt at stoffer har lyst til den slags og at Klara er stor nok til at kunne følge med. Det er dejligt at jeg kan få nogen timer alene hjemme, med en god bog på sofaen og en kat på maven.
Men på den anden side, så er det også lige en pille man skal sluge. Nu er jeg ikke uundværlig mere. Jo, jeg kan da tydelig mærke hun har savnet mig, når jeg har været væk et par timer. Men hun er jo fuldt ud tryg sammen med sin far, så det er jo ikke et spørgsmål om liv eller død. Hun er heller ikke afhængig af mig for mad mere.
Nå. Ikke nogen triste tanker. Det er den vej det går med børn og jeg gad jo ikke amme hende til hun blev 8 år alligevel. Hun skal jo have lov at løsrive sig i det tempo der passer hende.
Det hyggelige er, at jo mindre hun ammer (selv om det jo stadig er en hel del) så bliver hun mere putteagtig om dagen. Lægger sit lille hovede ned på ens skulder, putter sig ind til en, strækker armene op efter mig (suuuuk :-)) og krammer dem rundt om halsen på mig.
Om aftenen bliver hun stadig ammet i søvn. Men det er ikke alle aftener hun falder i søvn med brystet. Det er som om, at når hun har spist det hun har brug for, så er brystet faktisk mere irriterende for hende. Så begynder hun at ligge og slippe og sprælle, og så lægger jeg hende over i hendes egen seng, på siden, som hun helst vil, og så ligger hun sig til at sove. Tænk at det skulle komme så vidt med den lille skrighals 🙂
Så jeg er begyndt virkelig at nyde de aftener hvor hun falder i søvn ved brystet. Så ligger hendes lille varme levende krop endelig helt stille, og jeg kan mærke hendes hjerte slå mod min brystkasse. Jeg kan dufte hendes hår og høre hendes små smaskelyde, når hun lige bruger mig som sut. Det er den mest fredelige, trygge stund i verden og jeg kan slet ikke få mig selv til at rejse mig og gå. Jeg vil ligge der, i min lille urørlige og hellige boble, og suge det til mig og nyde den nærhed og varme, der om nogen måneder er forbi. Min lille baby, der er ved at blive sådan en stor pige. Snøft.
Så får vi selvfølgelig andre nære og varme stunder… men det er jo ikke det samme.
Vi har haft fredelige nætter de sidste 3-4 dage. Ingen skrigeture, men stadig 3-4 opvågninger, hvor hun gerne vil ammes. Hun spiser ikke så meget dog, kun de dage hvor hun ikke har gidet spise så meget om dagen. Men oven på de 14 dage med 2-3 timers skrigeri midt om natten, da virker 2-3 ammeture jo som den rene ferielejr. Det er fint med mig, når bare hun sover videre med det samme. Jeg tror det vil gå over af sig selv efterhånden som hendes måltider om dagen bliver større og større.
Hun gider slet ikke grød for tiden, men er meget glad for rugbrød med smøreost, og de to klassikere – banan og avokado.
Nå – min sofa, min kat og den gode bog kalder 🙂 Man skal jo nyde stilheden så længe den varer!
kh julie
