Uden på nogen måde at være direkte manio-depressiv, så tror jeg roligt man kan sige, at jeg er en type hvis humør er noget svingende. Jeg ved ikke om andre (alle?) har det sådan, for jeg har immervæk aldrig prøvet at være andre end mig. Men jeg har altid haft det sådan.
Og nu er jeg nede igen. Min kæreste er ikke sød (nok) og vejret er noget lort og jeg får aldrig et ordentligt arbejde og jeg har trænet siden april og har taget 1 kg på og min mave er større end nogensinde. Og fortæl mig ikke, at det er fordi mine muskler er blevet større, for der er fandme ikke mange muskler i den del af maven. Den del der stikker ud.
Mit hår er fladt og trænger til en klipning, min konto er slunken og trænger til et boost. Min selvtillid er svingende og i morges nåede jeg til det punkt, hvor man bare ikke føler man har noget at give tilbage til verdenen og helst vil tilbringe dagen under dynen. Med en bog måske. Eller bare sovende.
Men så er det man har en 2 årig datter der står op 6.30. Og der er no mercy, for tale kan hun også nu. OP mor, op op op op op op, moaaar! Avvergryn, mor, OP! Og det var jo min tur. Og så ville hun ikke have ble på, og så gik hun med numsen bar og så sked hun gudhjælpemig på gulvet. Efter at jeg 3 millioner gange havde bedt hende om at sige til, hvis hun skulle på toilettet. Og man skal jo ikke traumatisere afkommet, så man smiler bare og siger hovsadasse, det var sørmelørme ikke så godt, hvad skatter? Kan du liiige huske at sige til en anden gang? I bad med hende, og op med kæresten som fik optørrer tjansen. Han er vel manden i huset, ikke? Og med et hvert privilegie kommer sure pligter.
Afsted på arbejde, med coldplay i ørene og så så jeg noget som gav mig en ide, som jeg ikke har lyst til at skrive om endnu, for så bryder jeg magien og så sker det i hvert fald aldrig.
Og så har jeg fået en taxabon. Troede ellers kun det var noget der skete for Lars Krimi, i Mandrillen. Men jeg har den i lommen og skal om 15 min. suses til Dyssegård, hvor de har en bibliotekarisk nødssituation.
Vil stadig hellere hjem under dynen, nu med taxabon.
julie, kære julie.. tænkte det nok, at det var på vej.. Og helt ærlig, hvis ikke snart det her vejr opper sig, så spår jeg, at vi alle sammen ligger med vinterdepresion midt i september.. Men som med alt andet, er det en fase, man skal igennem. Jeg har ikke de vilde råd. For mig sidst hjalp det at se en tudefilm (Brødre – jeg havde ikke set den før og ved ikke, om det egentligt ER en tudefilm, men det blev det..) Den gav mig en undskyldning for at tude i fem timer.. Ved ikke om selvmedlidenhed hjælper, men under alle omstændigheder får man renset en smule ud.. Jeg tror faktisk det er ganske meget normalt, at svinge mellem at håret (mv.) da faktisk er helt ok, til at det er helt umuligt og man derfor ikke kan gå uden for en dør, uden at føle, man er jordens mest grimme og uelskelige person. Håber, du allerede er i lidt bedre humør og at du får en god weekend.. Knus
Næh nej, du søde…. Du kan skam ikke prale af at være den eneste i verden der har det sådan. Slet ikke og desværre… Håber dagen bringer noget godt, så dit humør kan blive løftet lidt, for “vi” kan jo ikke lide når du ikke er dig selv 🙂
En ordentlig krammerlammer til dig, i håb om at det snart vender igen !
Eller, du er jo faktisk dig selv også, når du er nede – men vi er nok mange der sætter pris på dine mere sprudlende indlæg 🙂 Jeg er selv meget svingende for tiden, så meget at min kære mand begynder at tale om psykolog og anti-depressive midler 🙂 Knus !
Julie, der er flere der har det som du selv, end du umiddelbart tror, det er nok især noget kvinder kæmper med. Vi har jo´også en masse hormoner fisende rundt i kroppen, så det kan være svært at stå imod og bevare det gode humør. Bare rolig, før du ved af det er du oppe igen – du skal jo ud og sejle:-) Lad være med at træffe vigtige beslutninger når du har det som nu, lad dem vente, se tiden an, pas på dig selv:-)
Stakkels Julie! Jeg kender godt de dage – alt er gråt, alt hvad der kan gå galt går galt og alt hvad der kan være surt er surt. Og mest af alt har man bare lyst til at råbe og skrige og smadre eller kaste med ET ELLER ANDET og så i øvrigt bare tude lortet ud.
Jeg har også de dage. Og jeg har heldigvis ikke en lille datter, der gør krav på mig, for så ville det være væsentligt sværere for mig at greje. Min opskrift?
At være alene hjemme med en god film (gerne noget supersentimentalt og med en handling, der gør det klart, at der gudhjælperme er mennesker, der har det langt værre end mig og ikke flæber, så snart det er lidt gråt udenfor – noget, der rigtig kan give tårene frit løb) samt en god bog til før/efter filmen, fodbad, langt bad (jeg har desværre ikke karbad, det ville ellers have været optimalt), hårkur, yndlingsmad etc. Alle de ting, jeg ved gør mig afslappet og glad og som ikke kræver for meget af mig andet end at jeg skal nyde det.
Kort sagt: vær god ved dig selv!
Stoffer må klare Klara den dag (i dag?)!
Knus :o)
UFFF ja, kender det godt. Men hvis ikke enhver skulle blive depri af denne elendige sommer…så ved jeg sgu ikke hvad man kan blive depri af. Jeg er også nede at dykke og har været det on/off hele denne friuge. Havde bare glædet mig så meget til min friuge, men synes virkeligt at det er svært at holde humøret oppe i det pi…vejr. Go weekend Julie!
Wau.. bibliotikarisk nødsituation.. Julie Bond is on her way.
Altså når jeg er blevet udsat for den slags er det fordi der er nogen der skal på skadestuen, øv!
Men jeg kender godt det med elevator humør, problemet er at jeg ikke engang er velformulerende når jeg er nede. Det er du da i det mindste. Så der scorer du da nogle points.
Knuser fra Henriette der er lige midt i mellem i dag.
Mit hår er rødt, når jeg er lykkelig. Det er underligt – men sandt. Der kommer et andet skær i det.
Det er underligt, som livets trivialiteter på en dag kan virke som selve meningen – og næste dag virke ubærlig at skulle igennem igen. Man kan vel trøste sig med, at de gode dage kommer igen – om hjørnet – når bare denne er forsvundet igen..
Mange hilsner
Pernille
(der kan ANE en smule rødt i håret)
Hi there! Læser lidt med her, efter at have stiftet første bekendtskab med “Julie_a” på “Babyklub”. Din kommentar omkring maven; min søn på godt 4 år, som jo selvfølgelig er jordens sødeste, kommenterede moderens figur den anden dag: ” Arj mor, din mave er godt nok blevet større… Man kan godt se at du træner!” Hmm… hva’ si’r man så? NIce Guy… Det var godt nok ikke lige det der var meningen, men … Det er jo tanken der tæller, ik? Og tanken var helt sikkert at være sød ved mor!Nu deler vi smag mht U2, som I mit univers er helt uovervindelige, og Coldplay som er ganske udmærket – du skulle prøve Jamiroquai’s “Dynamite” – hvis du da ikke allerede har den. Den er svær at beskrive men omend den er ‘anderledes’ så er det svært, at forblive alt for ‘blå’ mens man hører den – hyggelig måske 🙂