Der sker meget med ens læselyst over et liv. For mig bevæger den sig i faser. Der var den indiske periode, de historiske romaner, den sydamerikanske periode, der ledte over i magisk realisme osv osv osv Jeg læser meget på den måde, i genrer eller områder. Da jeg fik mit første barn og ikke sov i et år, havde jeg svært ved at koncentrere mig særligt, og i de år læste jeg nordiske krimier, ligesom alle gjorde i start 00′ erne og en masse chick lit. Da jeg blev træt af det, begyndte jeg på ungdomsromaner og børnebøger. Og der har jeg været i mange år, kun afbrudt af en kærlighedsroman eller noget historisk ind i mellem. Og så dystopier og sci fi naturligvis.
Det sidste års tid har jeg bemærket at jeg kan lide noget nyt. Måske fordi jeg gerne vil bruge min hjerne en lille bitte smule mere, men stadig ikke rigtig evner det… kommentarer er ikke nødvendige her. I hvert fald er jeg blevet glad for den ret stramme nye danske prosa der kommer, med Stine Pilgaard som mit absolut yndlingseksempel. Men de er mange, de unge kvinder der skriver med humor og meget spids pen. Det fede ved de her bøger, for nu at sige det som det er, er at du føler dig enormt intellektuel når du læser dem, og de får dine tanker sat i sving. Men det er stadig nemt! De er ikke tykke, de er ikke fulde af overflødige ord, du kan sagtens fortsætte hvor du slap, når du er blevet afbrudt af børn der vil tusind ting.
Julie Top-Nørgaard faldt jeg over via fælles bekendte på facebook, og hun er netop debuteret med den her lille, meget fine bog. Som titlen indikerer er det 59 replikker, en på hver side, som er taget ud af kontekst og stadig danner en fin ramme, om et parforhold på kanten. Om de går fra hinanden eller ej betyder mindre, det hele er meget genkendeligt for enhver der har forsøgt at leve sammen med et andet menneske.
Det er nedslag som f.eks.
Eller hvad med
Måske synes du til at starte med, at det er lidt underligt med de her korte replikker. Er der overhovedet en rød tråd, og hvad med spændingskurven? Er det mere en slags lyrik, eller hvad?? Bare lad det ligge. Nogle af replikkerne sagde mig ikke så meget, men de der gjorde læste jeg igen og igen og sendte billeder af til folk, fordi jeg synes de var så beskrivende i al deres enkelhed.
Det er en rørende sårbarhed med humor og selvironi. Du kan læse den på den halve time du alligevel låser dig inde på toilettet i ulvetimen, for at få lov at være i fred, bare lidt. Og hvis den ikke vækker eftertanke eller genkendelse, så er du bare alt for lykkelig og det ved jeg ærligt talt ikke, hvad jeg skal stille op med.
Julie Top-Nørgaard er også lige udkommet med bogen Jeg går i min fars støvler, om at være voksen datter med en meget syg far.
