Nåmmen har jo så været alene med sygelig tre årig hele dagen. Er udmattende, skulle jeg hilse at sige. BS ville knække som en vindtør pind i stiv kuling.
Ham den anden kommer så nok så flot hjem fra sit meget vigtige arbejde i intet mindre end 45 min. Så tager han afsted i biografen.
Man ville rent faktisk ikke vide han havde været her, hvis det ikke var fordi at lyset er tændt i samtlige rum i lejligheden, samt det faktum at alle skuffer og skabslåger der findes, nu står åbne. Mænd, tss.
Da den gavmilde farmor var her i fredags, fik jeg faktisk spurgt hende, om han er født i et telt, men jeg synes ikke der kom der noget klart svar.
Mit barn derimod er høfligheden selv. I løbet af de 45 min. hendes far var her, nåede vi lige at dele et fælles aftensmåltid, hvor hun nægter at starte med at spise, før han også har øst op og der er sagt værsågod.
Der efter siger hun – og der er tale om et ordret citat fra en pige på tre og et halvt år – "altså far og mor, I er bare så søde og gode, når I laver sådan noget dejligt mad til mig!"
Vi sad bare og stirrede på hende. Med åbne munde.
Da hendes far så skal gå, starter jeg min kone-messen. Den skal han jo have hver gang han skal ud af døren. "Kør forsigtigt, gå nu ikke med fremmede, se dig for, lad være med at blive stukket ned (hvortil han svarer; skal jeg nok, men tak fordi du mindede mig om, at det kan ske), husk cykellygter og lad være med at rende med andre damer!"
Her RÅBER Klara så ud i stuen; "JAA! For han er VORES far, ikke??!!!!"
Jo. Det kan du tro, han er.
Hmmm… Jeg synes jeg kan genkende mig selv i den kone-messen…*fløjte fløjte*
Hende der Klare hun kan nogle tricks. Hold du bare fast i hende 🙂