Skygger, af Henriette Rostrup

I slutningen af min ferie læste jeg denne her

nej, der gemmer sig ingen vampyrer i de skygger…

Af en roman uden vampyrer, engle eller andre overnaturlige væsener at være, er den overraskende god. Jeg troede ellers, at jeg slet ikke kunne holde de der social realistiske fortællinger ud, hvor folk er så kede af det og aldrig finder deres sjæleven, og hvis de gør er han IKKE vampyr og har IKKE ledt efter dem i flere årtusinder.

I Skygger følger vi en lokalpolitiker, en skolelærerinde og en ung pige af anden etnisk herkomst, på Nørrebro. Politikeren er træt og kommer til at køre en dreng ned. Han dør, hun panikker og stikker af. Pigen har set det hele, men afslører ikke noget for nogen. Lærerinden gætter dog efterhånden hvad der foregår og så har vi et forrygende trekantsdrama. Personerne er rigtig godt beskrevet – jeg synes, jeg lærte dem godt at kende og kunne ikke slippe bogen før jeg vidste, hvad der skulle ske med dem.

Sproget er smukt og flydende. En fornøjelse at læse. Jeg har svært ved at beskrive, hvor god jeg faktisk synes den var. I starten kan man se sig selv i politikeren, Benedikte. Normalt menneske, engageret, mor osv. Men hun går fuldstændig i stykker efter hun kører den dreng ned, og jeg tænkte flere gange om jeg mon ikke selv havde valgt at melde mig til politiet. Alt havde da været bedre, end at gå helt derned hvor Benedikte går ned.

En rigtig god bog. Og en jeg kommer til at anbefale mange gange, som bibliotekar. Der er sjovt nok masser af voksne lånere, som ikke gider læse om vampyrer?!?