Jeg opfatter generelt mig selv som en svineheldig blogger. Jeg er også meget mere end det, men af en blogger at være, har jeg haft held med tingene. Ud over held, er der selvfølgelig også lidt hårdt arbejde, stædighed, vilje og lyst.
Og så er der jer, de bedste læsere i verden. I er ikke lige så mange som på nogle af de fancy modeblogs, men I er trofaste og positive og virkelig søde. Også de af jer der ikke kommenterer – jeg ved, I er der. Jeg har tal der sladrer. Og fordi I er der, og jeg kan kombinere jer med de ting jeg selv bringer til torvs, så øges mit held ind i mellem.
Som nu f.eks. den anden dag, da posten havde en ordentlig pakke med. Fuld af lækre produkter fra Urtekram. Vil du blogge om dem, spørger de så. Og det vil jeg gerne, for jeg er fan af Urtekram og alle deres mange produkter. Og så reklamerer jeg gerne. Jeg reklamerer jo også tit for alt muligt andet, også uden at få så meget som et anerkendende nik for det. F.eks. synes jeg godt Carré cph. kunne sende mig nogle diamanter, når man tænker på hvor ofte jeg i årenes løb har savlet over deres ting… Til gengæld har jeg ofte sagt nej til at reklamere for ting, som jeg ikke personligt bryder mig om eller som jeg ikke synes passer ind på bloggen. Poker-sider, f.eks. På trods af at de tilbød kontanter. Og medicinalfirmaer, der synes mine børn skulle prøve deres mundskyllevand… Kan vi være enige om, at det ville falde ved siden af?
Men når Urtekram sender godter, så siger jeg ja. For jeg kan stå inde for min mening om deres ting, jeg køber deres ting alligevel og føler mig bare ekstra heldig ved at modtage noget for at blogge.
Så her står de. Lækre, lækre ting. De dufter diskret af birk og kornblomster – en duft der er fundet i samarbejde med en rigtig parfumør. De er fulde af naturlige ingredienser så som birkeblade, brændenælde, valnøddeblade og padderokke. De er økologiske, naturligvis, og de er testet på mennesker, ikke dyr. De er heller ikke dyre og jeg har set nogle af dem i Netto. Og helt ærligt, så er det en fordel, i en travl hverdag.
Jeg har allerede taget bodylotionen i brug og den rigtig god, trænger hurtigt ind i huden uden at fedte, og fugter samtidig godt. Håndcremen, der er superfugtende, er også virkelig god.
Og se, der står også en orkidee!
Nå. Men jeg er i hvert fald tilfreds og glad, og glæder mig til at prøve resten af tingene i morgen.
Er selv meget begejstret for deres shampoo. Mon Urtekram sender lidt ekstra til en give-away – eller er det so-last-year med give-aways??
Det kan da ikke skade at spørge 🙂
Må man spørge hvor mange daglige klik du har? (læsere) 🙂
Det må man gerne 🙂 Det svinger en del. På de vilde dage er det omkring 600 og på de stille er jeg under 300. Om md. er det et snit på 15.000. Så det er faktisk ikke voldsomt mange, sammenlignet med f.eks. Julia Lahme eller nogle af de unge modebloggere. Men det er faktisk meget sjældent at de der sponsorer beder om de tal. Jeg tror de tænker mange bække små, eller noget? Og at det er vigtigere at det rammer den rigtige målgruppe? Jeg ved det ikke – jeg er bare glad når jeg sparer nogle kroner 🙂
Tusind tak 🙂 så har jeg lidt vej igen hihi