Nå. Men den USA tur.
Jeg føler, jeg burde skrive en masse hysterisk begejstrede indlæg om den, fordi folk reagerer sådan WAAAUUUWWWWWW hver eneste gang, jeg kommer til at nævne den her ude i virkeligheden.
Men jeg er mere sådan… åhh, I ved, slæbe den store kuffert omkring i 14 dage, og alle de indenrigsflyvninger og man kan blive bestjålet og stukket ned og kropsvisiteret. Og hvad hvis der ikke er frokost kl. 12??? Så dør jeg, mand! Jeg SKAL have min frokost kl. 12, ellers så snerrer jeg ad folk og kan ikke tænke klart eller koncentrere mig og så får jeg hovedpine og så kan jeg lige så godt gå op og lægge mig. Og don´t EVEN get me startet om det med at undvære Agnes i 14 dage (de to andre skal nok klare sig… er i virkeligheden mere angst for, at de opdager de sagtens kan undvære mig…)
Men folk er vilde med rejser og udlandet og “oplevelser”?? Hvad sker der for det? Hvad er der nu galt, med at sidde hjemme og se Gossip Girl, med et tæppe over benene og en god kop the? De 8 generationer af bønder, på begge sider af familien, fornægter sig ikke.
Jeg havde min første udlandsrejse da min søster blev konfirmeret, og ville 14 dage til Tyrkiet i stedet for at holde fest. Vi besøgte noget af min fars familie på vej til lufthavnen, og jeg kastede op i samtlige blomsterkrukker på deres gårdsplads. Da jeg rejste til Indien i 14 dage, mistede jeg stemmen. Jo længere øst på vi kom, jo værre fik jeg det. Jeg levede af ris og agurker de første tre dage i Mumbai. Da min søster tog til Guatemala (første gang) var jeg så vant til at blive fysisk dårlig ved udsigten til udlandsrejser, at jeg misforstod de første graviditetsgener (med Klara) og troede, at jeg kastede op fordi min søster skulle ud og rejse!
Nu skal jeg afsted om mindre end to uger. Jeg slår allerede helt ud, med stressbumser på hele halsen. Jeg prøver at planlægge mig ud af angsten, og er begyndt at lægge ting til side, som skal med. Sove-maske i Liberty silke, tjek. Mini sæt med REN produkter, tjek. Ørepropper, tjek. Har været ved tandlæge i dag, tjek. Kan ikke tage til USA med snuskede tænder. Og skal klippes i morgen, tjek.
Men jeg har ikke sådan rigtig glædet mig. Måske er det også for stort, for svært at forstå.
Indtil i aften, hvor jeg modtog en mail fra CEO´en på NY Hall of Science. Med beskeden om, at vi er inviterede med til deres første World Maker Faire. Og det ser så mega ultra vildt sjovt og spændende ud. Så nu glæder jeg mig faktisk en lille smule.
Ha ha, greb mig selv i at sige “HA!” da jeg læste din liste over ting du har tjek på 😉 Det bliver super spændende at læse om din tur over there. Mon ikke de gode sommerfugle kommer et par dage før afrejse?
Sådan er jeg også lidt – skal også snart til USA og har pt. lidt svært ved at glæde mig, dels fordi det er så meget jeg skal nå inden og dels fordi jeg ikke er super-vild med den lange flyvetur. Men ved jo, at det bliver fedt når man først er fremme!
(Og kan slet ikke få tid hos tandlægen før jeg skal afsted – havde også en idé om, at man jo skal til tandlægen inden – nå, mon ikke det går an uden…)
Forstår så udemærket dit dilemma mht. børnene. Vi rejste til USA i 10 dage i 2007. Det var en FEEEEEED tur med mange oplevelser, men jeg indrømmer gerne at jeg aldrig forlader mine tøser i så længe igen. De var hos mine forældre og SAVNEDE OS SLET IKKE. De havde knapt tid til at snakke med os når vi ringede hjem. Så uanset hvad – så bliver det nok værst for dig :o)
Og når det så er sagt, så får du garanteret en super, super tur – med tonsvis af oplevelser.
Og bare rolig – amerikanere “snacker” konstant, så jeg tvivler på du når at blive hys LOL
Rigtig god fornøjelse…..