Torsdag med de håbefulde?

Måske kan nogen huske, at jeg for nogle uger siden havde en pænt dårlig mandag. Med de fattige og de tykke. Og så skrev jeg sådan lidt kækt, at hvis der var nogle samarbejdsvillige diætister på linien, så skulle de da bare melde sig.
Så er det, at man skal passe på med, hvad man ønsker sig… For her på internettet kender vi alle sammen hinanden. Malene, som jeg lærte at kende via internettet da Agnes var baby, læste det. Og hun kendte en diætist som hun sendte mit indlæg videre til. Og hun skrev så til mig, og er utrolig frisk på at hjælpe!
Så frisk, faktisk, at jeg her til aften brugte lidt over to timer af hendes tid og gik meget klogere derfra. Selv om vi ikke er de typer der opfatter pomfritten som en grøntsag, og selv om vi ikke er bange for fisk, og jeg faktisk slet ikke kan lide flødeskum, så er der alligevel ting der skal justeres.
Jeg skal f.eks. blive bedre til at planlægge mine mellemmåltider, så jeg ikke ender helt derude hvor blosukkeret styrtdykker og jeg får lyst til at udhule et franskbrød og fylde det med faxekondi og rulle mig i det.
Og jeg skal huske grøntsagerne. Og tallerkenmodellen. Og 80-20.
Og så fik jeg den fineste plan, med helt konkrete ting jeg kan holde mig til og planlægge efter, sådan at jeg ikke behøver være i tvivl. Og så ved jeg, at hvis jeg holder mig til den plan, så taber jeg mig. Og det bedste er, at der i planen faktisk er plads til et glas Faxe kondi om dagen. OG lidt mørk chokolade. Genial plan.
Den er ikke engang særlig svær. Der er masser af mad i den.

Diætisten hedder Cahtrine Ilsøe og er en kvinde efter mit hoved. Realistisk, sympatisk, fornuftig, vidende og nem at snakke med. Så jeg sagde ja tak til en snak mere om fem uger, og så må vi se om der er sket noget. Lidt spændende.

Tidligere på dagen var jeg også enormt håbefuld. Da sad jeg i et møde. Et af den slags nørde møder, hvor vi bruger meget lang tid på at diskutere om et materiale er “borte” kontra “væk” kontra “savnet”, i systemet, og hvad der er hvad hvornår og hvorfor. Og netop som man tror alle er enige, siger en, at der jo også er “wæk” med dobbelt w. På det tidspunkt håbede jeg, at biblioteket ville blive stormet af store, anarkistiske vikinger, den slags der er ligeglade med at sætte etiketter på ting, og at de ville bortføre mig til en verden hvor IT systemer ikke eksisterer og møder afsluttes på sekunder og den der råber højest vinder.