Så er vi hjemme igen, alle sammen. Det er nu rart. Jeg er meget til det her hverdagsliv med aftensmad sammen, putning af børn og så fritid til mor. Og far. Gerne hver for sig. Jeg vil helst være i fred i min sofa, så jeg kan have både den serie kørende som JEG gider at se, og samtidig bruge min iPhone og min iPad, ude at behøve retfærdiggøre det overfor nogen. Det er sådan jeg kan lide at se tv, okay? Jeg fortæller jo heller ikke dig, hvordan du skal gøre det og jeg kan godt høre hvad de siger, selv om jeg samtidig har gang i en chat med fire veninder på facebook og en pinterest søgning på ræve og et blogindlæg fra telefonen. Jeg trives sådan, okay?
Jeg har brugt noget af aftenen på at finde den gamle blå bog over svendborg gymnasium frem fra kælderen, fordi en af mine læsere er gift med en fyr der kan huske mig fra gymna. Påstår han. Jeg synes, jeg var så anonym man overhovedet kan være, i den gymnasietid. Jo, jeg var elevrådsformand og stod konstance på talerstolen og indkaldte til møder i lokale 87, men så stopper det også der. Men jeg var SÅ usikker. Så genert. Så genert faktisk, at min tavshed og stirren muligvis har fremstået som arrogance. Var der i hvert fald nogen der beskyldte mig for at være, til afslutningsesten. Stort stort a-ha øjeblik for mig, og jeg var ret skuffet over ikke at have fået den information tre år tidligere. Men jeg har husket det og i dag går jeg som udgangspunkt ud fra, at meget tavse og arrogante mennesker i virkeligheden er drøn usikre.
Hvilket ikke altid er rigtigt, men ofte. Og det har gjort det meget nemmere for mig at tale med fremmede.
Ellers er min mest markante tanke om gymnasietiden, at ungdommen er spildt på de unge, og jeg burde have værdsat hvor tynd og smuk og tykhåret og blond jeg var, og jeg skulle have festet meget mere og knaldet mange flere og ikke spildt så meget tid på at være så usikker. Det vil helt klart være mit bedste råd til Klara, når hun bliver 16… Minus det med at knalde…
Og Jette – jeg har googlet og facebooket og jeg har fundet ud af, hvem din mand er. Kan godt huske ham.
Nå. Jeg tror vi skal se et billede fra weekenden, mkay?
Hæ hæ, ja hvis bare man havde været noget mere udfarende!
Ja, det er nemt at være bagklog.
Jeg ser TV på præcis samme måde – til stor undren for min mand. Han synes, at jeg er meget asocial og ikke særlig hyggelig at sidde med i sofaen om aftenen, når jeg både kan se film, skrive blogindlæg, tjekke mail, tjekke facebook OG google alverdens ting. Men jeg er jo så åbenbart ikke alene 😉 TAK!
Asocial? Man ser film! Han sidder vel ikke og prøver at konversere dig? 🙂
Jeg har netop rådet en klassekammerat til at gå ud og knalde nogle filejser imens hun kan. Man skal ikke være nærig.
Sådan! Team spirit!
er så glad for at høre, at jeg ikke er den eneste, der ser tv med ipad’en i den ene hånd og mobilen i den anden. det er nok dét største problem, min mand og jeg har. han HADER det og bliver pissesur, så det er noget, jeg efterhånden skal sniiiige mig til, og det irriterer mig helt vildt, for det er sådan, jeg slapper bedst af
Hvad er det med de mænd? Kan de ikke bare se filmen og blande sig uden om?? Det er jo ikke dem vi skal sidde og kigge på?
Godt at du fik sat ansigt på husbonden min 🙂
Jeg var også død-usikker på min selv i mine sene teenage-år og faktisk ‘forfulgte’ det mig langt op i tyverne. Først omkring de 30 år faldt der ro på, og jeg begyndte at hvile i mig selv og den jeg er. Jeg er overbevist om at rigtig mange har det på den måde, men nogle er bare bedre til at skjule det end andre.
Præcis. Og nogen virker bare arrogante. Men det ER vi ikke!