Den her er ikke ny, men jeg har elsket den længe:
Antons sten, af Lotta Geffenblad.
Måske fordi jeg selv er sådan en samler-type. Og fordi jeg godt kan huske den der barnlige medlidenhed med alting. Jeg elsker at læse den her højt for Klara, som også i den grad elsker at få den læst højt. Det er en stille og rolig fortælling, med nogle meget smukke og anderledes illustrationer af forfatteren. Den handler om Anton, som finder en lille ensom sten på vejen, på vej hjem fra børnehave. En meget genkendelig hverdagssituation for børnefamilier. Min samler i hvert fald ALT muligt og umuligt op fra jorden, når vi går hjem. Nå, men pludselig bor der temmelig mange sten hjemme hos Anton, og hvad gør en klog forælder så? Jeg ville ikke afsløre mere her.
Ny er til gengæld opfølgeren, Antons gaver.
Det er de samme smukke, lidt melankolske, illustrationer af Lotta Geffenblad. Nu har Anton fødselsdag og han glæder sig. Han pakker pakker ind til alle, af ren og skær forventning. Og igen lykkes det Anton at få en masse ud af meget lidt, med hjælp fra sin store fantasi. Begge historier er meget rørende og lette at genkende for de små. Jeg ville læse dem højt for en ca. 3 årig og op efter. Klara kan stadig godt lide dem.
Nogle af mine all time favorittes er bøgerne om Benny, af Barbro Lindgren. Der er kommet to tidligere, “Jamen, Benny dog” og “Jamen dog, Benny”, og nu er der så kommet en tredje, Øf Øf, Benny.
De er illustreret af Olof Landström, og det er lige så man har lyst til at skille bogen ad og ramme de illustrationer ind. Jeg ELSKER at de er så enkle i stregen, men alligevel indeholder de helt utroligt meget. Bennys bitte små griseøjne er meget udtryksfulde og nogle af hans ansigtsudtryk siger mere end tusinde ord, på trods af de enkle streger der er brugt. Det er stor kunst.
Barbro Lindgren er jo også altid en dejlig fortæller, og de her bøger om Benny er sådan nogle der fik mig til at tude af rørelse, da jeg var gravid med Agnes og læste dem for Klara. Hun er godt nok lige ved at vokse fra dem, men heldigvis er der kommet den tredje, Øf Øf, Benny, hvor en af hovedpersonerne hedder Klara – så nu gider hun dem lidt igen.
Det er helt enkle hverdags historier om Benny, hans evigt støvsugende mor, hans søde/skrigende lillebror og hans bamse Lille Øffe. Man kan genkende rigtig meget fra sig selv, især elsker jeg den scene hvor Benny får nok og bare får lyst til at grave sig et mudderhul – hvem har IKKE prøvet at være dér??
Sidst men ikke mindst, har vi herhjemme haft utrolig stor fornøjelse af en af de seneste Fupz-Aakeson historier. Det er svært at sige om det er den nyeste, for den mand sprøjter jo historier ud i en lind strøm. Heldigvis.
Denne her, “Derfor prutter man” er muligvis ikke helt ny, for jeg tror den har været med i Sallies Historier tidligere. Men nu er den illustreret af Rasmus Bregnhøi og det er med et rigtig godt resultat. Den er super sjov til de lidt ældre, 5-6 årige, for de elsker jo alt sådan noget med numser og prutter og falde på halen humor.
Det er kort fortalt, historien om hvorfor mennesket prutter. Fortalt med masser af humor og i typisk Aakeson´sk stil. Noget med mennesket i gamle dage, der bærer deres børn i munden, ligesom katte, fordi vi skulle svinge os i træerne. Og derfor udviklede vi numsesproget, så vi ikke kom til at sige noget med børnene i munden og derved kom til at tabe dem ned til krokodillerne. Meget underholdende. Og sandt.
Kender godt Antons Sten som jeg har læst højt for min 10 årige. Det er ganske rigtige en historie der skal fortælles stille og roligt og billederne er smukke og afdæmpede. Kunne godt finde på at låne den nye med Anton, bare til mig selv!
Tjo.. Malene og jeg er såmænd kusiner, med hver sin klejske blog. 🙂
Jeg har 2 favoritter: “Muldvarpen der ville vide hvem der havde lavet lort på dens hoved” og Strid “Min mormors gebis”. Vi læser også “hvordan grisene fik deres tryne” med fornøjelse, men ellers har jeg nul forstand på børnebøger 😉
Har læst med i et par måneder uden at give mig til kende – tak for en rigtig hyggelig og sjov blog. Og især tak for inspirationen til højtlæsningen. Jeg har to piger på 5 og 3 år og vi havde netop planlagt en bibliotekstur i morgen;-)
Ej. Kunne godt låne dem på biblio bare til mig selv. Hvad anbefaler du til 0-3 årige? Max er totalt ekset med sin bog med flap ud dyr. Ja, bare det er med dyr, er han himmelrykt!
Hvor mange Klejsiske læsere er der her??
Og AC – det er jo bare ugens favoritter. Måske vi genlæser Strid i næste uge. Vi kan bedst lide den med frøen der skyller sig selv ud i toilettet.
Ja Mustafas Kiosk. Den bog var den første børnebog jeg købte, mens jeg stadig var gravid. Total yndlings!
PS: Hentyder din overskrift til at man kan se frem til et lignende indlæg en gang om ugen? Uiii DET gad jeg godt!
I hvert fald en gang i mellem. Ved ikke om jeg gider hver uge… i princippet jo.
Ej altså – er det bare fordi du har for små børn? Men hvor er Strids rimbøger? Vi læser “Rejsen til jorden” mindst én gang om ugen i øjeblikket. Drengene er altid ved at dø af grin når jeg når til den franske kok der først bliver meget verbal da rumvæsnet Flop lander i hans kage (jeg plejer at sige sacre bleu, som er nogenlunde den eneste franske ed jeg kender) og derefter stum da Flop kaster op i hans ostegratin. Det hele med bedst mulige franske accent. Paul kan afslutte alle sætningerne efterhånden…
Åh, jeg vil også have børn, så jeg kan tillade mig at købe billedbøger. Har kun den klassiske muldvarp og en om en grisebasse (haha, mor) Gad godt have alt med Strid, for han er for SEJ – men vennerne kigger i forvejen underligt, så vil helst ikke udfordre skæbnen 😉
Sjovt du nævner den med prutterne. Min svigerinde er også børnebibliotekar og har faktisk næsten lige nævnt den – er det sådan et bibliotekar-hype I kører? hehe
Super med nogle gode ideer….. Tænk at vi lever i et land, hvor man kan låne alle de bøger man vil, helt gratis (ja ja, jeg ved godt vi betaler skat- hvilket jeg gør med glæde) det er fanme for sejt!!!!!!!!!!!!!!!
.. Og nu man (du) har stukket næven i Kim Fupz Aakeson, må du også nævne Vitello bøgerne.
Sebastian på 3½ er muligvis lidt for ung. Han har i hvert tilfælde erklæret, at han hedder Vitello og også går med kniv.
Uanset, at vi nægtede ham at tage nogen som helst kniv med i børnehave, så han de store børn stift ind i øjnene og snerrede: “Hvad glor du på, møghund?”…
Og her må man da i det mindste give barnet, at han citerer korrekt 😉