12+0

Nå, så var jeg de der 12 fulde uger henne. Dvs de første tre måneder er overstået. Så er det NU energien skal vende tilbage, madleden skal forsvinde, jeg skal ikke længere i seng kl 21 senest og jeg skal begynde at se smukkere og mere glødende ud, end nogen sinde før.

Yeah right.

Bliver ikke tilfældet i dag. Efter en nat, hvor Klara vågnede SÅ mange gange, at jeg til sidst satte mig op i sengen med et ryk og brølede “nu slår jeg hende kraftædemig ihjel!!” – hvorefter stoffer vågnede og tog over. Nok godt for alle implicerede parter. Men jeg lå tilbage og tænkte, hvorfor hvorfor hvorfor? Hvad skulle jeg på den her gallaj? Hvor dybt hjernedød og masochistisk er man så ikke, når man frivilligt starter forfra, med een til? Det er så sjældent hun har de her nætter, og det er i virkeligheden meget meget synd for hende, for hun er meget forvirret og ulykkelig og ved ikke selv, hvorfor hun vågner hele tiden. Og hun får det ikke bedre af en mor der jamrer “jammen hvad VIL du????” Men selv om det er sjældent nu, så bringer sådan en nat mig straks tilbage til det år af mit liv, hvor sådanne nætter var normalen. Hvor en god nat var en, hvor hun kun vågnede et par gange. Jeg tror, jeg har taget skade af det. Er blevet traumatiseret. I hvert fald står det vist lysende klart for alle, at jeg ikke er nogen altfavnende, tålmodig mor om natten. Ikke efter 24 og før 07.

Og det kom meget bag på mig selv. Jeg har altid betragtet mig selv, som et meget tålmodigt og rummeligt menneske. Ikke så meget som typen, der ønsker sit barn hen hvor peberet gror. Men sådan er jeg altså så, om natten. Hvilket er endnu en årsag til, at jeg værdsætter mit barns far. HAN er nemlig tålmodig om natten. Men han vågner så også først når JEG begynder at skrige højere end barnet… dvs han er jo ikke med helt fra starten. Og når han så vågner, forstår han ikke altid hvorfor jeg er så rasende. Han aner jo ikke noget om, hvor meget der foregår mens han sover. Lucky bastard.

Nå, men til sidst kom hun ind til os (IGEN – det havde vi allerede prøvet en gang, hvor hun efter at have væltet rundt og holdt alle vågne en halv times tid, ville tilbage i sin egen seng…) og så lovede hun at ligge stille og så sov vi. Og det første hun sagde, da jeg vækkede hende i morges var “jeg lå bare helt helt stille, ikke mor??”. “Jo skat, det gjorde du. Du var meget dygtig!” sagde jeg så. Med den ondeste dårlige samvittighed over at have truet hende på livet i kampens hede og nattens mørke. Men sådan er det altså også at være nogens mor. Ikke lutter glimmer og pailletter og lyserøde strudsefjer!

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

8 Kommentarer til 12+0

  1. Lone skriver:

    Det er ikke uden grund, at mangel på søvn er verdens mest udbredte torturmiddel. Man BLIVER sindssyg…… underforstået at det er du jo ikke nomalt, vel? Til lykke med de første 12 uger.

  2. Perle skriver:

    Hvor kan jeg bare genkende det (selv om det er mange år siden efterhånden Nr. 1 (som er knap 14 nu) sov bare aldrig og jeg har også været helt ude på kanten når hun om natten græd og var vågen for gud ved hvilken gang.
    Men jeg gjorde det også igen 🙂 Heldigvis da! Har endnu en skøn pige (bliver 11 lige om lidt) og hun sov igennem allerede da hun var 2 uger. Og selv om hun skulle have skreget utallige nætter, så er børnene jo det mest værdifulde vi har.
    Sender dig tanker og Ole Lukøje støv til din datter 🙂

  3. Katja skriver:

    Nej du er ikke unormal eller hjernedød eller masochistisk, men man undrer sig. Fordelen er jo at denne gang ved du hvad du går ind til – og hvis du er rigtig smart – så begynder du allerede nu at sparke til Stoffer allerede ved det første pip.
    Jeg er til alt held gift med en der oftest hører Dicte før jeg gør ;)) Kan undrer mig om morgenen når Jan ligner en hængt kat, og han så siger: Hørte du hende slet ikke i nat…. Næææh må jeg så sige. Andre gange er det så omvendt.

  4. maggie skriver:

    Du kan trøste dig med, at du er helt normal ;)) – vi er nogle stykker som også har prøvet at nå derud, hvor man var så ligeglad med alt og alle inkl. barnet og bare gerne ville sove bare nogle få timer I TRÆK! og besynderligt nok, er man den rummelige altfavnende mor igen, næste morgen :)))

  5. SHA skriver:

    Been there, done that. De nætter hvor jeg ønsker min datter død så jeg kan få fred, de næste morgener hvor jeg ønsker mig selv død fordi jeg er sådan en dårlig mor at hun ville have det bedre på et børnehjem. Godt der er så få af dem, for de er SLET ikke til at holde ud …

  6. spacemermaid skriver:

    Du er nu sød 🙂

  7. Anette skriver:

    Det eneste tidspunkt, hvor jeg ønsker, at jeg fik børn som 19-årig, og ikke i 30’erne, er, når min nattesøvn forstyrres! Som 19-årig kunne jeg klare mig fint, og endda se godt ud, med kun få timers søvn. 😉
    Tillykke med de 12 uger! En rar milepæl at passere.

  8. Mariahønen skriver:

    Mine forestillinger om mit kommende barn og hvordan tilværelsen vil blive – er falmet en del i farven. Måske skulle jeg bare holde mig væk fra denne og lignende blogs… NEEEEEJ det kan jeg jo alligevel ikke 🙂 Det er nok meget godt at vide lidt om hvad man går ind til alligevel.
    Heldigvis har jeg også en mand som sover let – så måske bliver det bare værst for ham og ikke mig – måske… 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *