Her går det godt

Ingen bakkedal endnu, kirsten 🙂 Faktisk synes jeg, det går rigtig fint og bortset fra at jeg ikke har en vaskemaskine, så er jeg godt tilfreds.

Jeg har gået og hygget mig med Klara og det gode vejr, og så har jeg været på det der kursus. Var ude og træne med Maya for første gang i.. hmm – ugevis? månedsvis? i dag, og havde det som om jeg ikke havde set hende i flere år. Hun har tabt sig, den forrædder, og så helt anderledes ud. Hvorfor gør sommeren ikke den slags ved mig?

Har også tænkt en hel del over, hvad der er virkelighed og hvad der er fantasi. Fik det der spørgsmål fra strange days, om hvorfor nogen af stoffers venner ikke accepterer mig, og så har jeg tænkt rigtig meget over det, og over om de nu gør det eller ej, og er kommet frem til, at langt det meste af det drama nok udelukkende foregår inde i mit paranoide hovede, og at de nok i virkeligheden bare er indifferente, de der bekendte han har. De er ligeglade, og de sidder jo ikke og bagtaler mig og sviner mig til, og det er jo nok også derfor han godt gider være sammen med dem ind i mellem. For det er jo ikke hans nærmeste venner. Dem kender jeg, og vi har det fint sammen.

Men forhistorien er den, at jeg for omkring 3½ år siden mødte en pige, som jeg blev sådan lidt veninder med. Hun var sjov og festlig og storby-pige, og sådan nogen veninder havde jeg ikke rigtig dengang. Hun havde så en kæreste, som hun boede sammen med. Og til en fest de holdt, lagde jeg mærke til Kristoffer. Men han skulle gå kl 23, for han havde natarbejde dengang. En måned eller sådan senere, skulle pigen og hendes kæreste så holde en stor indflytterfest i deres nye lejlighed. Jeg var med, og så trådte stoffer ind ad døren. Og jeg tænkte, at ham ville jeg have. End of story. Følelsen var åbenbart gensidig, for vi tilbragte resten af aftenen med at snakke og danse og flirte, og til sidst kyssede vi også, på crazy daisy af alle steder! På det tidspunkt besluttede jeg så, at jeg nok hellere måtte fortælle at jeg havde en kæreste, som jeg dog var i færd med at gå fra. Det havde gået dårligt i mange år, men vi havde været sammen siden vi var helt unge, så det var svært at afslutte det. Men man kan sige, at jeg indså, at når jeg kunne føle det jeg gjorde for stoffer den aften, så var der altså ikke noget at redde i det andet forhold.

Nå, men hende der pigen, min "veninde", hun blev stiktosset. Hun havde set os kysse, og hun flippede helt ud og var sur og gal og skabte sig som en hysterisk teenager. Jeg har aldrig helt fundet ud af hvorfor, det eneste svar hun gav mig var, at i hendes vennekreds, måtte man altså ikke blive kærester på tværs. Hendes veninder måtte ikke blive kærester med hendes kærestes venner. Og det argument har jeg simpelthen aldrig fattet, for i min verden er det da bare den ideelle måde at møde folk på?? Det danner da en langt sundere grobund for et forhold, end hvis det er en man har mødt fuld i byen f.eks.??? Med veninders kæresters venner, har man jo allerede fælles omgangskreds og lærer hinanden at kende under civiliserede forhold osv.

I hvert fald var hun tosset over det og jeg fattede ingenting. Hvilket jeg sagde lige ud til hende. Måske var hun bange for, at jeg bare ville udnytte stoffer og blive ved min anden kæreste? Måske var hun bange for, at jeg bagefter ville flirte med hendes kæreste og udnytte alle hendes venner sexuelt? Hvad ved jeg, konen kunne jo ikke forklare sig overhovedet, og til sidst sagde jeg fra, og sagde at jeg synes hun var usammenhængende, barnlig, hysterisk og meget mærkelig. I en periode troede jeg, at hun måske selv var vild med stoffer, for ellers kunne jeg simpelthen ikke se, hvorfor det betød så meget for hende? Til sidst slog jeg op med hende, og hun begyndte at græde. Total grænse-psykopat. Men jeg havde jo kun kendt hende 4-5 mdr. så vi kendte ikke hinanden så godt, og stoffer kyssede meget bedre end hende, så jeg besluttede at satse på den af dem med bedst fremtidsperspektiv i.

Ham kæresten hun havde, var/er jo så en af stoffers venner/bekendte. Og han var jo lidt fanget i midten. Han var nødt til at støtte sin kæreste, det forstås, selv om hun havde roterende fis i kasketten. Og han ville jo også gerne støtte stoffer, og samtidig helst holdes helt ude af det drama.

Så gik der så de berømte 4 mdr. og så var jeg gravid. Og vi var lykkelige. jadajadajada, og så havde ham der vennen slået op med hende der tossen. Og han kom da også ud på hospitalet, da klara blev født, med en flaske vin og en kæmpe buket hvide liljer (som garanteret gjorde samtlige nyfødte spædbørn på gangen allergiske, så meget som de duftede…)

Nå, men pga alt den ballade, som jo reelt mest var med det ustabile tøsepigebarn, dengang, så har jeg altid følt at ham der vennen ikke rigtig accepterede mig. I virkeligheden er han jo nok ligeglad, men jeg føler bare, at han synes jeg har ødelagt stoffers ungkarleliv, og står i vejen for en masse fest og ballade. Hvad jeg jo på en måde også gør, for med barn og fast kæreste er stof jo ikke fri som før. Og den udvikling skete jo meget pludseligt og meget hurtigt og meget overraskende for de der party-uartig venner, som ikke selv ville være i stand til at kende forskel på hovede og popo på et spædbarn.

Og hvis vi skal blive rigtig dybe og selvransagende – og det skal vi jo – så er sagens kerne nok i virkeligheden, at ham vennen kommer til at repræsentere den lille del af stoffer selv, som ikke rigtig har accepteret mig. Som ikke rigtig kan forstå, at det her er det, og at sådan skal det være nu, og at sådan er spillereglerne, når man forpligter sig i forhold til et andet menneske. Så i virkeligheden er det slet ikke noget problem med de reelle venner, men udelukkende med mine følelser af usikkerhed, og stoffers lille indre frihedskæmper. Det er min teori. Og det er jo altid nemmere at være sur på nogen tilfældige druk-fyre, end på sig selv og kæresten. Og så er det jo immervæk ikke de mennesker han ser mest til. De inviterer ham til nogen fester ind i mellem, og det er altid sådan noget fyre-noget, som jeg under ingen omstændigheder skal, vil eller gider deltage i.

Hans RIGTIGE venner er jo nogle dejlige mennesker, som jeg godt kan lide, og som jeg, frem for alt, er sikker på accepterer mig og synes, at jeg og mit barn er en god ide og gør gode ting for stoffers liv. Som interesserer sig for Klara, som synes hun er skøn, og som i det hele taget også kan lide hele den del af stoffers liv. Og så har de nogle søde kærester, hvilket nok også gør en forskel, for så er de jo selv på et lidt mere stabilt og forpligtelses-indstillet sted i deres liv.

Så sådan er det, og jeg tror det var godt jeg fik tænkt over det. For nu vil jeg holde op med at bruge kræfter og energi på at være paranoid over de fyre, når de helt sikket ikke skænker mig mange tanker. I stedet vil jeg glæde mig over alle de mennesker som synes, at stoffer er heldig fordi han har fået sådan et pragtfuldt barn og som synes, jeg er alletiders fordi jeg gav ham hende.