– alle de der er glade for at være færdige med ferie?
Jeg er ikke selv helt færdig. Jeg har nemlig selvindsigt og erfaring, og derfor har jeg planlagt det så jeg afspadserer i dag. Helt alene. De små nuttede børn har været hjemme i 10 dage, så de er afsted i deres respektive institutionelle rammer i dag, og jeg sidder her. Alene.
Og læser statusopdatering efter statusopdatering og blogindlæg på blogindlæg, fra mødre der er trætte. Det er hårdt at være sammen med sine børn og anden familie i så mange dage. Man er aldrig alene. Man smører mad på mad og tørrer røv på røv, og der er hele tiden nogen der snakker. Spørger om noget, vil noget, forventer noget, bare siger noget.
Jeg vil godt være flot og sige, at alle – alle – de kvinder jeg kender, der har børn, er gode mødre. De er også gode kvinder, og jeg synes ikke nogen af dem passer i den kasse med over-selvopofrende curlingmødre, man af og til læser om i medierne. De kvinder jeg kender er stærke og selvstændige og kender dem selv. De forstår godt at sige fra og finde en balance og være realistiske. De har også alle sammen mænd som er gode, nærværende fædre. Som ikke holder sig tilbage fra at tage deres del af slæbet.
Men hvorfor er det så alligevel, at der sidder så mange af mine venner og bekendte derude og er trætte nu? Og hvorfor er de allesammen overbeviste om, at de er alene om den følelse? At de er den dårligste mor i verden, at de er de eneste der ikke orker 10 dage med alle de familiemedlemmer omkring sig? Hvorfor har de her dygtige, veluddannede, stærke kvinder så svært ved at sige “jeg går lige i haven – alene!” eller “jeg går lige ind og læser – bag lukket dør, i en time!”
Hvorfor, er det så forbudt for dem at ønske at være alene ind i mellem? Hvorfor giver det dem dårlig samvittighed?
Jeg siger nogen gange til mine børn “hold lige op med at snakke – der løber blod ud af mine ører!” Og så holder de op – i et splitsekund. Gør det mig til en dårlig mor? Det synes jeg ikke. For det første er mine børn flasket op med ironi, så de ved godt at der ikke bogstavligt talt løber blod ud af mine ører. For det andet, synes jeg det er helt i orden at stå ved sine følelser. Hvis man har brug for fred og alenetid, gør det da ikke en til Hitler eller noget? Er det ikke et behov de fleste af os har, i større eller mindre grad? Og man er i mine øjne en ringe rollemodel, hvis man ikke viser sine børn hvem man er. At det er okay at have brug for alenetid.
Er det mon derfor de her kvinder på min alder ikke bryder sig om at vise det? Har de ikke lært det hjemmefra? Viste deres mor dem ikke, at hun ind i mellem fik nok? Det ved jeg ingenting om, men jeg ved, at min mor aldrig har lagt skjul på at hun har det fint med at være alene i sit eget selskab. Og det har jeg heller ikke.
Og er det noget andet for mænd? Jeg ved det ikke. Hersker der måske en opfattelse af, at det er mere “normalt” for en mand, at have brug for at være alene? Min har i hvert fald ingen skrubler over at indrømme, at han gerne vil alene i kælderen ind i mellem. Og jeg kan da også huske fra min yngre dage, når man fik en ny kæreste, at det var den generelle opfattelse, at man ikke kunne ses hver dag, fordi manden havde brug for at være alene. Og at kvinder var de der klæbende typer, der ville gøre alting sammen og sidde lårene af hinanden.
Kvinde der læser dette: du er ikke alene. Du er ikke en freak. Du har lov til at have de behov du har. Og selv om Maude var en karikatur, en vi grinte af, så er det okay at kopiere hende. Gå op og læg dig. Gå ud i haven. Gem dig bag en bog. Du har lov til at have brug for pauser. Og hvis min lille kvalitative undersøgelse i dag tæller for noget, så har alle det ligesom dig. Alle.
Jeg har også nogle gange brug for ro. Jeg siger til mine unger, at jeg ikke kan høre mig selv tænke, når de snakker så meget – og så sender jeg dem ind til sig selv eller ud eller tænder fjernsynet eller noget…
Selvsølgelig har mødre også brug for alene-tid – ligesom fædre. Jeg tror bare, at det er mere “legalt” for fædre at “kræve” det end det er for mødre – hvilket faktisk er noget pjat, hvis du spørger mig.
Så nej – du er ikke alene – vi er ihvert fald to mødre med trang til alene-tid 🙂
Vi er maaaange, Kian 🙂
Endnu en hånd, jeg trænger til at være alene uden at have en ni måneder baby klæbende til mig. Selvom han er den sødeste baby, så er jeg af og til ved at blive vanvittig over hele tiden at skulle underholde ham, fordi han konsekvent nægter at sove om dagen – aftenerne går med tøjvask, rengøring osv. Suk. Men dejligt at vide at jeg ikke er alene:)
Åhh, og du kan ikke engang tage på arbejde? Stadig på barsel? Så har man bare aldrig alenetid. Men meget andet godt, jo jo 🙂
Fantastisk skrevet! Lige sådan har jeg det!! Bortset fra, at jeg er en af dem med konstant dårlig samvittighed (hvilket dog ikke holder mig tilbage fra at forlange alenetid, for ellers krakelerer jeg). TAK for ordene, og dejligt, at jeg fandt din blog!
Kh
Anna
Selv tak for de ord, Anna. Der ser godt nok også hyggeligt ud ovre ved dig 🙂
Men er det ikke fordi detmed alenetid for andre kan føles som et fravalg af dem? Jeg har ind i mellem været lidt for ærlig overfor min kæreste og indrømmet, at jeg havde brug for at være lidt alene. Og så bliver han jo altså lidt ked af det, og det ønsker jeg jo ikke
Jo sikkert. Men vi skal da frem til at det ene ikke betyder det andet. Synes jeg.
Sikke da en fantastisk læsning…. Lige netop sådan har jeg det. Men desværre er jeg en af dem der slet ikke kan sige fra.
Jeg har konstant dårlig samvittighed over ikke at være den overskuddet
Agtige mor jeg gerne vil være.
Men når man går hjemme på
Fuld tid, med en syg datter på snart 2 år, har en på 4 og en på 7. Er alene med dem min. 2-3 dage om ugen pga mandens arb. Så har man bare inke tiden til at sige slut stop vi hiver lige stikket ud.
Så nyder jeg aften hvor manden er på job, der kan jeg kan tillade mig at sidde med en kom kaffe foran symaskinen og lave magi…
Ellers er der ikke meget mor alene tid.
Tak for din lille øjen åbner, tror jeg vil prøve at sige fra lidt mere, og evt lave en maud. Glæder mig til at følge med på din blog
Hilsen Diana
Ork, sådan har jeg det også. Har endda skrevet et par indlæg om det ovre hos mig selv. Har ikke engang (så meget) dårlig samvittighed over det, for det ER benhårdt at være sammen med små krævere hele tiden og så igen. I ti hele dage. Men som mor til en 3-årig og en 6 mdr. gammel baby, så ser det ud til, at jeg må vente et par måneder (år), før det er helt ladesiggørligt at få noget alenetid. Derhjemme, i hvert fald. For de kan ikke forstå endnu, at jeg er hjemme, men ikke tilgængelig. Og det kan jeg egentlig godt forstå. Men så kan jeg løbe mig en tur. Eller drikke kaffe med en veninde på en café. Et eller andet. Maude’n venter jeg dog med, til de bliver lidt ældre 🙂
(Og hvad påskeferien angår, så var jeg alene med ungerne nogle dage hos mine forældre. Så hvis jeg lavede en Maude der, var det dem, der stod med børnene, og det syntes jeg heller ikke var helt fair…)
Ih, hvor har du ret Julie – endnu engang et dejligt & ‘sådan kan vi vist alle ha’ det’ -indspark fra dig :O)
Ja, det er jo altså sværere med små små børn. De fatter det ikke rigtig. Det er meget nemmere for mig, nu hvor mine er 4 og knap 9. De kan jo også underholde hinanden, alene, i timevis på værelset. Det er noget at glæde sig til, for jer med babyer.
Skønt med lidt ærlighed i blogland- hvor de lyserøde damebladsfremvisninger af pæne hjem, tøj og børn huserer:-) Nej der er selvfølgelig ingen der tror at bare fordi man kun viser det pæne og positive så findes der ikke en anden side af medaljen- og mange blogge kan jo sammenlignes med de glittede blade vi læser for drømmenes skyld- men helt ærligt tak for at sige at det er ok at melde fra at MOR vil være alene- min mand har intet problem med at sætte sig bag en lukket dør ved pc’en – mens jeg synes det er svært at sætte sig bag symaskinen bag en lukket dør… vi bruger barnets første år på at opfyld alle behov- også de uudsage- og derefter 18 år- eller resten af livet på at vænne ungerne af med den komplette behovsopfyldelse .-)
🙂
– synes tit jeg hører den med at der er så lyserødt i blogland. Måske læser jeg de forkerte blogs, dem med trashy mødre. Eller også læser jeg for få blogs… er nok nærmere det 🙂 Jeg synes aldrig jeg tænker, at alle har det så lyserødt. Jeg tænker nærmere, at det er en lille del af deres virkelighed, og at alle naturligvis er som mig 🙂