Nogen gange ræser hverdagen bare forbi en så hurtigt at man glemmer at tænke over tingene. Man er jo midt i dem og har ikke brug for hele tiden at tænke over dem. Nogen gange, er ens mest dominerende følelse omkring det med at have et barn, at man glæder sig herremeget til hun skal i seng… 🙂
Men andre gange… andre gange bliver man mindet om, hvor lækker hun er, hvor dejligt livet med hende er. Nogen gange, kommer jeg til at tænke på, hvor mange mange år jeg ønskede mig hende. Og nu er hun her. Nogen gange rammer den følelse mig helt nede i mellemgulvet – at jeg har ønsket mig det her – hende her – siden jeg var 19. Og nu bliver jeg snart 29 og hun bliver snart 2. Og ganske som jeg mærkede den første morgen jeg mødte hende, på Hvidovre fødegang, så er det stadig hende og mig. Dig og mig, lille pige.
Når vi danser rundt i stuen til Garbo, som for 10 min. siden og hun holder om min hals med sine små buttede arme, og lægger sit hovede helt inde i hulningen ved min hals, som om hun vil sniffe en overdosis af mig. Og vi snurrer rundt og hun læner sig bagud i fuld tillid til at Mor holder fast, og hun griner og griner og griner. Jeg bliver stadig overrasket hver eneste gang det går op for mig, hvor ubetinget hun elsker mig.
Eller som lige før, da vi satte medisterpølse over, og hun prøvede på at sige det. Menitdetter pøls.
Ja man bliver heeelt blød i knæene.
Vi har en foldevogn, men vi kan lade den blive hjemme, den fylder ca halvdelen af pladsen, det var mere for det kan jo ikke nytte at jeg tager den med og mødes med Klara og dig midt i byen for at finde ud af at der ikke er plads til Klaras vogn, for den stiller man jo ikke et eller andet tilfældigt sted, vel? Jeg har ikke det store behov for vognen, regner næsten med at hun er vågen til vi skal hjem igen, hun er ikke sådan at få til at sove til middag i weekenden.