Det er noget sært noget med den.
Nu er vi hjemme igen, og mit hoved er usædvanligt tungt. Meget meget tungt, så jeg nærmest må slæbe det hen ad gulvet. Mit hoved er træt, tungt og forstår slet ingenting.
Vi kom hjem til fyn onsdag aften og tog straks videre til hospitalet, hvor et par af mine mostre vågede over mormorster. Hun registrede at vi kom, for da vi talte til hende, åbnede hun kort øjnene, men ellers døsede hun hele tiden.
Torsdag døsede hun konstant, og kl. 23.05 døde hun. Hun sov ikke stille ind, for hun ville ikke dø. Det gik alt for stærkt, og på trods af sin høje alder, havde hun ikke set det komme. Jeg har skrevet ti a4 sider om alt det her, men det meste er ikke passende for min blog. Min mor bad mig også skrive noget til præsten, som jo skal forfatte en tale, så jeg føler mig ærligt talt udtømt om emnet.
Fredag morgen tog vi ind og så til hende en sidste gang, men da var hun der jo ikke mere. Der lå bare sådan en tom skal. Meget meget mærkeligt. Hvad med sjælen? Hvor går folk hen, når de dør? Sjælen er jo ikke noget fysisk, så den dør vel ikke på samme måde som kroppen? Men hvad sker der så? Det ved man jo ikke, selv om mange muligvis har deres mening om det. Og alt det der med rigor mortis – jeg havde ikke regnet med at det ville føles så stift, så koldt. Hun så lille og ensom ud, og vi sad lidt og græd. Min mormor ville gerne at vi bad fadervor og sang lidt, så det gjorde vi. Det er meget hårdt for min mormor, for det er jo hendes lillesøster der er død. Det er forkert. Min lillesøster må f.eks. heller aldrid dø.
Resten af dagen brugte vi på bedemand og praktiske ting der skal ordnes. Bisættelsen bliver på onsdag, og det bliver kun mig der tager til den. Stoffer og Klara bliver hjemme, for hun er for lille til at forstå det. Vi har snakket med hende om det fordi hun så mormor og mig være så kede af det, men helt forstå det, gør hun jo ikke. Hun forstod dog nok til, at da jeg børstede hendes tænder lørdag aften, sagde hun, at jeg aldrig må blive væk fra hende, og at jeg aldrig må komme op i luften.
Men det kan jeg jo ikke love. Så hun fik den traditionelle smøre om, at det først sker når jeg er meget meget gammel, og at hun til den tid sikkert hellere end gerne vil af med mig, og at hun har sin egen familie når vi når dertil. Og så havde hun allerede glemt det emne igen, og koncentrerede sig om at synge Tornerose var et vakkert barn, med tandpasta i hele kæften. Børn er alletiders.
Min veninde mistede sin mor sidste sommer, og jeg mistede så en ekskæreste for nylig. I søndags sad min veninde og jeg nemlig lige og talte om: hvor går det hen, når de dør? Hvor er de så nu? De kan da ikke være INGEN steder.
Det gør mig ondt at du har mistet, Julie.
Det gør mig virkelig ondt. Og det der med en tom skal kan jeg virkelig godt genkende. Min farmor døde meget pludseligt for mange år siden. Hun fik det dårligt da en veninde var på besøg og der blev ringet efter ambulance. Hun havde altid sagt, at hun ikke ville genoplives hvis hun døde og det lykkedes heller ikke. Men det var meget mærkeligt at køre tværs igennem landet for at komme på sygehuset og se hende. Personalet havde gjort hende i stand, men håret var sat helt forkert og så lignede slet ikke min søde farmor. Hun var nemlig taget afsted mens kroppen lå tilbage.
Jeg håber det bliver en flot begravelse på onsdag – det hjælper altid. I mellemtiden sender jeg lige lidt medfølelse til dig virtuelt!
De er vel i vore hjerter? Os som holdt af dem..Os som trækker på smilebåndet, når vi tænker på dem.
På sygehuset hvor jeg arbejder, åbner vi altid vinduet så sjælen kan flyve væk. Og jeg ser også at den døde ændrer udtryk. Forstået på den måde, at der ER forskel på menneskekroppen før og efter dødstidspunktet.
Men det der med døden er svært. Sad og holdt i hånd på job og græd sammen med patient, som snart skal dø. Han er/var pensioneret lærer og har altid sagt til sine elever, at han ikke frygtede døden men tiden der ligger før. Og som han sagde(han er cancerpatient): “jeg HAR været 3 år i helvede, døden kan kun være en befrielse”
Håber ikke mit indlæg har gjort da ked af det Julie. Men hvorfor græder vi? Er det fordi vi syntes, det er synd for os selv..eller synd for den døde?
Ps: Du har en skøn datter 🙂
Det gør mig ondt, at du har mistet – det er aldrig nemt, selvom det bestemt er nemmere når personen er klar. Som min farmor sagde et par mdr. før hun døde “I skal holde en fest og glæde jer over, hvordan jeg var” – jeg var 17 år og kunne ikke forstå, hvordan hun kunne sige sådan, men det VAR en trøst at hun var klar….
Føler med dig.
Jeg arbejdede nogle år på et plejehjem, og der var naturligvis nogle af de gamle der døde. Også en del som jeg var kommet til at holde meget af. Oftest var det dog sådan, at jeg kunne sige til mig selv, at i tiden op til at de døde havde de det så slemt, at det egentlig var en lettelse for dem, at de ikke skulle kæmpe med livet længere. At de til sidst fik fred.
Da min egen mormor døde troede jeg, det ville være på samme måde, men det var det overhovedet ikke. Selvom jeg sad ved hendes seng og holdt hende i hånden og så hvor meget hun kæmpede og led, ville jeg bare ikke have, at hun skulle dø.
Da hun var død og lå helt stille tudbrølede jeg bare og det havde ikke ret meget med fred at gøre men mest af alt med at min mormor var væk for evigt.
Altså det var jo en lettelse for hende, for hun var meget syg og kunne ikke have overlevet, og i den forstand ville det jo være værre at ligge der længe og lide og kæmpe. Men jeg synes det var svært, at vide at hun ikke ville. Hun var ikke selv parat.
Med min farmor i sin tid, var der ingen tvivl, hun sagde selv, at hun ikke ville mere. Hun var også 94 og meget træt, men for hende var det virkelig fred, og det virkede som om hun valgte det selv.
Men min mormorster nåede slet ikke at accepere at nu var det nu. Fra hun blev indlagt med for meget vand i kroppen, til det gik helt galt, gik der maks en uge. Og for et par mdr. siden var hun helt frisk og i fuldt vigør og virkede som om hun havde masser af gode år endnu. Så det føles meget pludseligt, og det må det også have gjort for hende.
Det sværeste for mig, er også helt klart, at det er for evigt. Hun efterlader sådan en stort tomrum. Fedt, nu tuder jeg igen.
Gør mig virkelig ondt, Julie. Jeg har et meget (meget!) dårligt forhold til den død der. Hvis jeg kunne, ville jeg smadre den sønder og sammen. Dét jeg altid tænker, er, at den døde, nu er i gang med at hoppe i en hoppeborg, sammen med alle de andre søde døde folk. Og de har det bare SJOVT. Og når de har hoppet færdig, hygger de sig sammen i en verden, hvor der ikke findes uvenskab, krig, smerte eller sorg. Der er kun lykke. grin, kilden i maven og kærlighed. For evigt. Skider på, at nogle siger det ikke er sådan det er. Det ER sådan. Jeg skal nok bede min døde søde mormor om at tage godt imod din mormoster.
Undskyld jeg fik dig til at tude. (Det kom jeg også selv til)
Æhm…tjek alle mine mærkelige kommaer…tss.
Kærlige tanker til dig – vi er tilbage netop for at huske tiden der var med den vi elskede og havde så mange gode timer med. At du skriver her er din hyldest til mormoster – og derfor bliver hun ikke glemt.
Min mor hopper rundt i hoppeborg med Maries søde mormor og nu er mormoster med.
Charlotte
Åh, Julie – hvor jeg nikker genkendende. Al medfølelse til dig, selvom jeg kun er ydmyg bloglæser!
Jeg har mistet en go’ ven fornylig og har tænkt over hvorfor vi græder – det er fordi det uigenkaldeligt farvel, for evigt aldrig mere! Det et sejt, og jeg ville gi’ min højre arm for at møde mange af mine elskede døde igen. Men de lever alle i mit hjerte, så jeg finder dem frem jævnligt og min søn ved alt om hvilke fantastiske bedsteforældre jeg har haft. Eneste håb er at vi alle mødes igen i den hoppeborg – er der gratis is? Som ikke feder?
mange e-knus
Sanne
Det gør mig ondt Julie. Sender dig en masse medfølelse.
Det gør mig ondt – især fordi jeg kan mærke helt herover hvor meget du holdt af hende.
Kh
Lone
Nå, men jeg har kage og varme og hysterisk barn. Whenever, baby.
Kære Julie.
Det er forfærdelig trist at miste nogen, man har stået nær. Det der med “aldrig mere” er så ubegribeligt, og det er, som om hele balancen i ens tilværelse forrykkes. Jeg ved ikke, om man nogen sinde genvinder den balance … Hvordan man har kunnet gå så længe gennem livet uden at forstå, at døden ikke bare var noget teoretisk, er meget, meget mærkeligt. At den, man har mistet, ikke lige om lidt holder op med at være død, “bliver udskrevet fra det dér Død”, det tager vist lang tid helt at acceptere.
For to år siden døde min far, mens jeg stod ved siden af hans seng. Han var gammel og helt parat til at dø, men alligevel var det en fuldstændig grænseoverskridende og chokerende oplevelse at se det ske.
Værre endnu: Jeg mistede min højtelskede søster – verdens bedste vuggestuepædagog – i december sidste år. Som trøst sagde en af mine andre søstre: “Nu leger hun med alle de små englebørn i himlen.”, og det billede gjorde faktisk det hele lidt mere udholdeligt. Så, Mette, dine små børn er i gode hænder. Jeg har aldrig kendt nogen, som ELSKEDE børn så meget som min søster, og når jeg nu ikke må have hende her i min verden mere, er det rart at tænke på, at andre har glæde af hende. Hendes livs mission var at passe børnene, lege med dem og være søde ved dem, indtil forældrene kom og igen selv kunne tage sig af dem. Sådan gør hun vist stadig … 🙂
Julie – jeg ønsker dig styrke og mod til at komme igennem dagen i morgen. Jeg kan trøste dig med, at man efter en tid ikke længere ser billedet af den døende for sig, når man tænker på den afdøde – men den livfyldte person, man holdt af.
Kh Ulla
P.S.: Min far ELSKEDE katte!!
Det er virkelig grædekonernes dag. Jeg sidder helt med tårer i øjnene!
Jeg kom til at tænke på, da en af mine forældres venner døde af kræft. Hun var virkelig dårlig til sidst og det var en befrielse for hende, men det gjorde det jo ikke nemmere. Hendes mand var lærer og nogle af hans elever gik til mini-konfirmand i den kirke, hvor hun arbejdede som sognemedhjælper. Da hun døde ville han derfor selv fortælle eleverne det. De blev selvfølgelig kede af det og da han også blev ked af det kom en af eleverne (de gik i 3. klasse) op og tog ham i hånden og sagde, at han ikke skulle være ked af det, for hun havde hjulpet Gud ovre i kirken så nu skulle han nok passe godt på hende…
Jeg håber, at I får en rigtig god dag i morgen, fyldt med både tårer og gode stunder over alle de gode minder I har haft med hende!
Ai, Mette – nu tuder jeg igen, og kl. er kun lidt over 8 om morgnen. Jeg vil overhovedet ikke begynde at forestille mig, hvordan det er med børn. Børn bør bare ikke dø. Men hvis de gør, så er jeg sikker på, at de har det dejligt oppe på den store hoppepude, med den ikke-fedende is og alle vores bedsteforældre til at holde øje med dem. Og mine gamle fede katte, som er virkelig kælne.
Tak for din medfølelse.
Okay – tårefiskene svømmede rundt, inden jeg kom herind…og efter at ha’ læst dine ord, samt kommentarerne herover, triller de bare endnu mere…
Det gør mig ondt, Julie, at du har mistet én, du havde kær…
Kære Julie
Det gør mig ondt for dig og din familie at miste et elsket familiemedlem. Det kan være svært at acceptere dødens ubarmhjertige endeligt. Det er aldrig noget man vænner sig til uanset hvem man mister, når nærheden og følelserne har været tilstede.
Jeg kom til at græde, da jeg kunne mærke din sorg ud gennem skærmen. Jeg har desværre selv prøvet at miste 2 børn, hvor jeg sad med dem, da de var døde og gik fra at være varme og levende til at blive stive og kolde. Rigor mortis – dødsstivhed kommer meget hurtigt og fra at have en varm og levende krop forvandles den til et tomt hylster. En forfærdelig proces, når man er omgivet af og befinder sig midt i den.
Æret være din oldemorsters minde.
Kærlig hilsen
Mette
Så, nu begynder jeg også at græde over alle mine døde, over at jeg aldrig skal se dem mere, hvilket jeg synes er VIRKELIG synd for mig.
Og over alle jeres døde, fordi jeg synes det er VIRKELIG synd for jer, at I aldrig skal se dem mere.
Og jeg ville jo faktisk sige, at jeg synes det er VIRKELIG synd for DIG, Julie, at du har mistet din mormoster og for hende, at hun ikke var klar til at dø, og for dig og din familie, fordi det ikke er spor sjovt at sige farvel til en, der slet ikke er klar til det :´-(
Det er grædekonernes dag.
Jeg føler virkelig med Jer!
Jeg døde min far for en måned siden, og jeg kan slet ikke acceptere det. Jeg ved ikke hvor han er nu eller om han har det bedre. Men alligevel beder jeg til ham hver aften og fortæller om min dag. Jeg græder når jer ber’, for i det øjeblik går det op for mig, at han er død og at jeg ikke kan kramme ham mere.
Men i hverdagen, når jeg går i skole, kan jeg ikke græde. Jeg lader mest som ingenting og når jeg så er alene, bryder jeg sammen.
Jeg blev ringet op, hvor min svoger fortalte at min far var død. Jeg glemmer det aldrig! Samme aften tog vi ud på skadestuen for at se ham, og det gjorde så ondt. For det lignede bare, at han sov. Men alligevel så han ked af det ud.
Jeg ved hvor bange min far var for at dø. Han fortalte mig det mange gange, mens han græd. Men jeg sagde, at han først ville dø, når det var hans tid. Men der gik kortere tid end vi alle havde ventet.
Jeg ved hvordan I føler. Det er skrækkeligt at miste noget man elsker så højt. For ligeså højt vi elsker dem, ligeså meget sorg føler vi!
Men jeg håber, at vi alle end dag kan tænke tilbage og smile – ikke græde!
Kære Line. Det gør mig ondt med din far. Jeg håber for dig, at de gode minder en dag vil fylde mere end sorgen. Og at du har andre kære, du kan støtte dig til. Vh Julie
Tak Julie! Jeg føler også med dig, kan du tro. Det er ikke altid et fair liv vi lever, især ikke når man føler sig særligt ramt. Men hvad kan vi gøre.
Ja, jeg håber også at de gode minder en dag vil fylde mere end sorgen.
Vh. Line.