Dagen derpå

Nå, men jeg er jo alene med børnene mindst en aften om ugen, fordi han har aftenvagt og først er hjemme 23.30. De fleste gange går det helt fint og jeg får dem affodret og puttet i god ro og orden. (og al respekt for enlige mødre! Hvis jeg bliver skilt, så får han børnene).

Men nogen gange, som f.eks. i går, så kører det HELT af sporet. Fuldstændig ud på et overdrev, hvor ingen kan stoppe det og hive os i land igen. Jeg er ikke i tvivl om, at det hænger nøje sammen med mit overskud og dermed den måde jeg tackler dem på, så derfor er jeg netop ikke så meget ude efter løsningsforslag. Med mindre nogen virkelig sidder inde med et guldkorn?
Jeg så jo helst at ingen skulle græde, heller ikke mig. Og jeg vil gerne være varm og rummelig og en mor de kan have tillid til. Men det er som om jeg hele tiden liiige mister grebet om det. Som om, fornuften glider ud mellem fingrene på mig, og jeg når den ikke, lige meget hvor hurtigt jeg løber. Og sådan har jeg det også med alt andet pt – jeg føler mig ikke på toppen af tingene! Jeg kan ikke samle mig om mit arbejde, der er aldrig indkøbt basisting som kartofler og havregryn, vasketøjsbunken minder om Madam Skrald, fra Fragglerne osv osv.

Nå, men altså, i seng skal de jo. Klara bliver sat med en film, og jeg starter med at putte Agnes. Agnes falder i søvn ved brystet, og vågner derfor op 20-30 min. efter at jeg er gået, og skal gen-puttes i egen seng. Det falder så sammen med at Klaras film slutter, og hun kommer i tanke om, at hun ikke vil være alene. Jeg er jo mindst 3 meter væk, på den anden side af en væg!!
Hun kommer så og knirker med døren og MMOOOOAARRR??? osv, som om jeg nogen sinde er gået fra hende?? Jeg forstår ikke, hvad hun er så bange for? Vi bor på 80 m2 – vi er ALTID tæt på hinanden.
Nå, men Agnes der var lige ved at sove, har nu store øjne igen. Jeg sætter Klara i gang med at tage tøj af, børste tænder og tisse, mens jeg render ind til Agnes og trøster og lægger hende ned – op ned op ned – frem og tilbage – frem og tilbage.
Så får jeg Agnes til at sove (tror jeg) og Klara og jeg går ind for at læse godnathistorie. Straks vi sætter os og læser den første linie – græder Agnes igen.
Så tænker jeg AAAAAAAAAAAARRRRRRRRRRRRRGGGGGGGGGGGGGG og henter Agnes ind til Klara. Hun mosler så rundt, mens vi læser. Så slukker vi lyset og synger og jeg siger godnat til Klara.

Så skal jeg ind for at putte Agnes igen. Så begynder Klara at tude. Hun vil ikke være alene. Og mine argumenter om, at hun jo falder i søvn selv, i sin seng, hver eneste aften, virker ikke. Hun vil ind i soveværelset og sove sammen med os.
OK, så gør vi det. Så ligger vi alle tre i den store seng. Agnes ammer. Klara begynder at ligge og mumle og snakke med sine fantasivenner – gør hun altid inden hun skal sove, men nu holder det jo så Agnes vågen. Plus det irriterer mig helt vildt meget, at hun ikke KAN være stille, når jeg har sagt hun skal, og hun har sagt at det kan hun godt. Men det kan hun jo ikke… hun er 5, I know.
Jeg beder hende flere gange om at tie stille. Agnes vågner igen.
Vi ligger længe. Jeg savner mig selv og min aften og bare 2 min. alene.
Så sover de tilsyneladende begge to, jeg rejser mig og når ind i stuen og ser 10 min. af Desperate Housewifes – så græder Agnes.

IND igen og putte hende i hendes egen seng denne gang.
Så sover de måske begge. Når ind i stuen, DH er slut, sidder 10 min. ved computeren, så græder Klara og kommer gående ind i stuen. Hun vil ikke sove alene – nej, det er ikke godt nok at Agnes er der. Hun vil ikke sove alene med Agnes. Så ind i egen seng med Klara. 5 min. går.
Trip trip trip, og så står Agnes der fandme!! Hun er selv stået op og står nu og kigger.
IND og putte hende igen. Så kalder Klara. Frem og tilbage, frem og tilbage.

Og jeg er jo ikke helt zen længere på det her tidspunkt. Kl. er omkring 22, vi startede lidt i 19, jeg er træt og har en stor, smertefuld pukkel af stress på den ene skulder.
Ringer til en ven. Deres far. Han taler med Klara, jeg er inde og lægge Agnes ned endnu en gang. Hun græder i det mindste ikke (mere) fordi hun er så træt. Hun virker selv overrasket over, at hun ikke sover endnu.

Klara tuder igen, hun vil have sin far, hun vil ikke sove alene bla bla bla. Skruen uden ende. Men til sidst fik jeg hende dæmpet ned og overbevist om, at hun godt kunne sove, selv om jeg sad de 3 meter væk, inde i stuen. Med åbne døre, tændt lys og lyden fra tv´et.

Men altså. Jeg hader, når jeg bliver kørt helt derud. Jeg bliver SÅ vred på dem til sidst og kan slet ikke rumme dem. Jeg vil bare være i fred. Det er jo ikke sådan at jeg slår dem, slet ikke, men jeg må nogen gange stampe i gulvet og hvæse ad dem og jamre SOV SOV SOV, og andre helt ukonstruktive ting, som de ikke kan bruge til noget, og som bare skræmmer dem og gør det hele meget sværere. Jeg får bare sådan nogle røde gnister inde i hjernen og lyst til at skride fra hele det utaknemmelige spektakel.

Jeg tog sådan en stress-test på internettet og er helt oppe i det sorte felt. De rådede mig til at søge læge eller anden professionel hjælp.
Måske er jeg bare nået til det punkt, hvor jeg trænger til at opprioritere mig selv nu. Ikke nedprioritere dem, men tænke mere på mig selv og lave noget mere alene. Og få Agnes til at sove igennem om natten. Jeg er så træt, og så meget i underskud.
Og så må jeg nok også holde op med at være nem og sød, og kræve noget mere af ham manden. Han har jo ikke tilnærmelsesvist de samme problemer. Hverken med søvnmangel, alenetid, eller temperament.

Nogen gange tænker jeg, om det var en fejl at få barn nr. 2, for det hele var meget nemmere med kun 1. Men vi elsker jo Agnes så meget allesammen, og jeg kunne ikke forestille mig et liv uden hende. Hun er også meget nemmere end den store, på mange områder.

Og ja, børn er så søde. Så vågner de næste dag, og har visket tavlen helt ren og elsker en forfra, med normal styrke, selv om man slet ikke har fortjent det. Ville ønske jeg havde samme evne. Jeg har haft den aften siddende i mig hele dagen, og den forpestede min arbejdsdag, gav mig hovedpine og ondt alle vegne. 

Det hjalp heller ikke på det, at en låner spurgte, om der var ugler i mosen? A´hva? sagde jeg – lynende intelligent som jeg er. Venter du dig? Spurgte hun.

Så nu starter det så også igen. Spørgsmålet. Og svaret vil være nej, med et syrligt smil, de næste 4 år mindst. Lige meget hvor hævet min mave end ser ud. Men gid man dog kunne proppe dem man nu engang har fået, tilbage derind, hver aften. Så fik man da fred.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

12 Kommentarer til Dagen derpå

  1. Rikke skriver:

    Yup, er heller slet ikke fan af mig selv, når jeg ryger derud.
    Ingen gode råd, kun et forstående nik. Du er ikke alene.

  2. Kirsten skriver:

    Åh, hvor jeg kender det. Og allerede imens jeg raser, hører jeg stemmen i mig, der siger, at jeg skal slappe af og det er synd for børnene… Men jeg kan bare ikke stoppe, når jeg først er kørt af sporet.
    Her hjemme sker det ind imellem, at computeren kommer med i soveværelset. Så kan man insistere på, at de skal lægge sig, og istedet for selv at ligge og skumle, kan man sidde og lege med computeren, evt me høretelefoner i. Kunsten er så, at de helst ikke skal se skærmen, for så er det for spændende. Det virker for 5-7 årige børn, der er total kørt af sovesporet, men en 1 årig ved jeg ikke lige med…
    Og ellers er det bare en fase. Om 25 år vil du slet ikke have de problemer mere, forhåbentligt!
    Kirsten

  3. bish skriver:

    Jeg føler med dig, det er en rigtig træls situation som de fleste forældre har prøvet (inklusiv mig selv), bøvlet ligger i at komme ud af det!
    Nu er et godt råd typisk noget man ikke kan bruge til noget som helst…. så lad os istedet kikke på hvad du siger selv:
    “Og så må jeg nok også holde op med at være nem og sød” – godt nok sagt i forbindelse med manden, men hvis vi et øjeblik tænker på de to kære, så kunne jeg tænke at der er nogen der løber lidt om hjørner med dig 🙂
    “Jeg så jo helst at ingen skulle græde, heller ikke mig. Og jeg vil gerne være varm og rummelig og en mor de kan have tillid til.”
    Hvis du skal ud af de negative situationer kunne det måske være en ide (som er et råd du måske slet ikke kan forholde dig til) at tænke over hvordan du reelt set gerne vil have at putningen skal foregå, hvordan du kan være varm og rummelig og hvordan du kan være konsekvent (venligt insisterende) uden at de mister tilliden. Jeg kunne forestille mig (det er også et godt råd i kamufleret skikkelse!) at du kunne arbejde med at finde en struktur som du så venligt insisterer på at køre igen og igen og igen, indtil børnene er helt klar over at du faktisk mener at de skal sove, i egne senge og med samme ritual (kys, knus, kram, amning osv) hver gang.
    Men alt det kræver jo overskud……………………så måske kunne en store bededags miniferie være god til at få “manden” til at tage lidt over så du kan få noget overskud, lægge en plan og gøre dig parat til “kampen” med den dejlige 5 årige og den lille søde 🙂
    Se det blev jo alligevel en masse gode råde – undskyld!!!

  4. julie skriver:

    Bish – det ER gode råd, og vi følger dem jo også. Vi har haft en helt fast putte-struktur med Klara siden hun var knap 2 år og normalt er der ingen slinger i valsen. Men vi mangler at afrette Agnes ordentligt på det område. Og jeg mangler at finde en metode der virker HVER gang, når jeg er alene med to.
    Jeg synes ikke selv, de kører med mig, netop fordi vi har den faste struktur og jeg er lidt skrap. Men måske er det fordi de prøver og jeg kæmper imod at konflikten opstår nu. Måske er vi inde i en grænse-testningsfase…

  5. Jane skriver:

    Been there – done that…

  6. Line skriver:

    Kender det… Og helt ærligt, lige meget hvor søde, velopdragne, velafrettede og en masse andre anti Jesper Juul udtryk, børn er, så er der jo aftener og dage, hvor de bare er små monstre, der modarbejder. Jeg har en snart tre-årig søn og en lige blevet et-årig datter. Normalt er der ro kl. 20, men kører det hele op en enkelt gang imellem, så lader jeg (vi hvis begge er hjemme) altså stå til. Så får sønnen på snart tre lov til at se Desperate H. sammen med mig, eller hvad det nu er, mor her har glædet sig til hele dagen. Det ser jeg ikke som, at han kører om hjørner med mig, for det sker bare, at han har sovet for meget i børnehaven og ikke er træt nok. Om han så er træt dagen efter, er ligesom ikke noget problem, sålænge han ikke er hjemme eller sammen med mig og barnefaderen. Men nu har jeg jo heller aldrig haft en fem-årig, så jeg ved ikke, hvor hurtigt en god rytme kan ødelægges.
    Ingen gode råd herfra. Udover at du skal lade være med at have dårlig samvittighed. Jeg tror på, det er sundt for børn at se, at en mor også sagtens kan blive træt og hylet ud af den. Ellers ville hun jo ikke være af denne verden.
    Hilsen Line
    PS: Måske er det tid til at opgive amningen? Jeg har ammet i et år nu og er SÅ klar til at stoppe. Min søn sov nemlig igennem fra dag 1, da jeg var stoppet med ham. Og det kræver jo stadig ekstra fysiske ressourcer, selvom det måske kun er 1-2 gange i døgnet. Så det er mit næste forlænget weekendprojekt…

  7. AB skriver:

    Hvor ER det fedt, at du skriver om det, alle vi andre også oplever, men ikke tør sige højt 🙂
    Du er IKKE alene, og du er IKKE nogen dårlig mor. Men det ved du jo også godt allerede. Som sagt, fedt at du skriver det ned. Først og fremmest for os andre, selvfølgelig, men mest af alt for dig selv, for jeg læser faktisk dit indlæg, som at der er nogle ting, der går op for dig undervejs. Måske er det en overfortolkning, men det var min tanke, da jeg læste det.
    Og hende finken på bibleren dagen efter. Hun kom sgu også til New Jersey for et par uger siden. I disse finanskrise tider er det vel ikke helt åndsvagt at tænke, om vi skulle splejse til en fælles lejemorder. Nu det er den samme finke, vi snakker om, for der findes vel kun én kvinde, der er så dum at stille en anden kvinde det spørgsmål uden at være HELT sikker på svaret inden!

  8. julie skriver:

    AB – tusind tak og godt set. Der ER ting der går op for mig mens jeg skriver, og det er egentlig også hovedårsagen til at jeg overhovedet skriver. Ting falder på plads. Alt det andet er sidegevinster.
    Jeg må desværre skuffe dig med, at der findes virkelig mange typer som hende damen. I de år der gik fra jeg fik Klara til jeg rent faktisk var gravid igen – og det var omkring 4 år – fik jeg Spørgsmålet +50 gange. Jeg holdt op med at tælle dem sammen, da jeg rundede 50. Folk skal IKKE spørge om den slags, med mindre de allerede kender svaret. Ellers må de holde sig til den sikre og mere diskrete variant – “sikke du gløder – hvor ser du godt ud” og så kan man jo selv svare a) ja, det er fordi jeg er gravid eller bare b) tak, hvor er det sødt af dig at sige det.
    Spørger de om “der er ugler i mosen” kan man jo kun svare a) nej, jeg er bare fed eller b) hvad snakker du om? eller hvis man er heldig c) ja, det er der.

  9. Damen skriver:

    Puha det er bare så hårdt. Jeg kan ikke engang helt huske hvad jeg gjorde da mine poder var små…. men jeg var også jævnligt en super arrig og ond mor. Heldigvis har jeg lidt fortrængt det, og det virker ikke som om mine børn har taget permanent skade :0).
    Jeg tror sgu det er en fase, og jeg tror vejen frem for jer er nogle gode rutiner og en fast struktur. Men jeg ved også at det er nemmere sagt en gjort.
    Jeg har en gang været så idiotisk, at spørge en kvinde om hun ikke havde født endnu, og der stod hun med sin baby i hospitalets fine plastikvugge. Dumme mig, men jeg var altså selv meget højgravid, og åbenbart også lidt forvirret. Den dag i dag spørger jeg ikke en kvinde om hun er gravid, med mindre hun har veer!!!

  10. Malene skriver:

    Ak det kunne jo være mig, der skrev det der…det er lige sådan hos os også …Ingen sublime råd for, men forståelse;-)…De allerværste aftner er dem, hvor man virkelig ser frem til sin lille tids-oase foran fjerner eller pc..Men heldigvis er der også aftner hvor harmonien bevares..pøj pøj med det..
    KH Malene(med 3 børn 6, 3 1/2 og 6 mdr)
    Og tak for en fantastisk blog;-)

  11. Anne skriver:

    Åh hvor jeg håber at du passer på dig selv, Julie! Sorte felter i stress-tests skal man helst styre uden om, også selvom den måde at teste sig på kun er vejledende, og tit giver et lidt for drastisk udslag, hvis man laver dem lige i kølvandet på sådan en oplevelse hvor det hele bare tårner sig op.
    Håber du har fået lidt mere nattesøvn nu, at manden er klar til at komme på banen, og at det hele bare stille og roligt er faldet lidt mere i hak.
    Lige den der dobbelte sengetids-seance er jeg nogenlunde forskånet for. Det er en af de positive sider ved at få børn med 8 års mellemrum (hvilket i øvrigt ikke var med vores gode vilje, ellers). Men den gode gamle kommen-til-kort, som fremmaner den indre monstermor, den kender jeg alt for godt. Og den dårlige samvittighed, selvbebrejdelserne og trætheden. Men jeg tror – nej, jeg er tordnende overbevist om – at du har fat i den lange ende, når du konkluderer at vejen frem handler om at være mindre nem og sød, og om at opprioritere dig selv og din egen tid. Arbejder selv på sagen hver eneste dag. Men kan ikke helt finde ud af at blogge det henne hos mig selv, fordi det stadig hæmmer mig grænseløst at vide, at svigermor er en af mine ivrigste læsere…
    Hvis det kan være en trøst, har jeg også fået ‘ugler i mosen spørgsmålet’ et par gange. I et af tilfældene havde jeg SÅ meget lyst til at lave noget kung fu på hende der spurgte. For jeg var og er overbevist om, at hun godt vidste at der ikke var nogen stær i dén kasse. Beeyatssch!

  12. Anne Christine skriver:

    Åh gud Julie, hvor jeg dog ler når jeg læser din blog. Jeg når jo kun at læse den en gang om måneden, men du rammer så præcist hver gang. Been there, done that, all the way. Og især den der med at den lille allerede tidligt er en varyler der er i stand til at vikle os om lillefingeren… Lige nu prøver jeg at bestikke ham til at sove i egen seng ved at love legetøj for hver fjerde nat vi ikke bliver forstyrret. Det virker desværre ikke så godt endnu. Og det ER jo som om man bliver noget mere intolerant over for smadret nattesøvn når man er færdig med natteamningen 😉
    Ingen gode råd herfra – andet end at du skal passe på dig selv, og at jeg er helt enig i at søde-Julie skal fortrænges en smule af ego-Julie. Bare lidt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *