Date #1-3

Faktisk var min første date i 13 år nok den første date nogensinde. Jeg datede da ikke, da jeg var yngre. Ung? Shut up! Nå, men vi datede da ikke? Man mødte bare en, ik´? Til en fest, venners venner, kollega på studiejobbet, den der aften på Chessbar. Men nu er alle jo gift og mine venner kender ingen der er single, eller hvis de er, så er der en årsag til det og de er sjældent nogen man vil rode sig ud i. Statistisk set burde flere af mine venner begynde at blive skilt om et par år, så kan det være der bliver nogle flere muligheder. Ja, det sagde jeg lige. I ved allesammen godt at jeg fik første barn 3-5 år før jer, og andet barn da I fik det første. Så naturligvis bliver jeg også skilt før jer. Det er hårdt at være skelsættende, men I ved, hvem I kan spørge om Tinder råd, når det er.

Min første date var en jeg fandt via Tinder. Google det, hvis du ikke ved hvad det er. Han var overhovedet ikke min type og jeg var på ingen måde hans type heller, jeg drak en kop kakao på en cafe og sagde pænt farvel og nej tak. Så kedeligt var det. Men på det tidspunkt var jeg grundlæggende bare lettet over, at jeg ikke blev øksemyrdet eller solgt til hvid slavehandel eller døde af akavethed. Det var allermest en følelse af; jeg gjorde det. Jeg døde ikke.

Den næste var meget værre. Decideret akavet. Det fik mig til at spekulere meget over, hvor meget fejl man kan tage af mennesker, altså man tror måske, de fleste er lige så fornuftige som en selv. Stor fejl. Jeg følte mig nærmest skamfuld over overhovedet at indgå i et møde med et menneske, jeg havde så lidt tilfælles med. Hvordan kunne jeg tage sådan fejl? Det kan man altså, og jeg har siden lært at det gør man åbenbart ofte, også selv om jeg er blevet meget mere skeptisk.

Den tredje var så fin. Den foranstaltede jeg selv, med en jeg havde fulgt på instagram. Jeg skrev til ham noget a la; hej, din profil er forrygende. Vil du drikke en kop kaffe? Eller, ideen kaffe, for jeg kan ikke lide kaffe. Og han svarede, at min profil også var cool og det ville han gerne. Så gjorde vi det, og det blev aldrig romantisk, men venskabeligt og jeg er ham evig taknemmelig for, at han var så positiv og bare sagde ja. Så lærte jeg, at man sagtens kan tage en chance og ikke dø. Og jeg ville ønske flere mennesker gjorde det. Jeg kender kun EN mand, som reelt tager tusind chancer, men han kommer også hjem med dates alle vegne fra – møder i styrelsen, ture i vildmarken, hvor som helst. Han spørger bare. Det kunne vi andre godt lære noget af.

 

 

Dette indlæg blev udgivet i dating og tagget , . Bogmærk permalinket.

4 Kommentarer til Date #1-3

  1. Sanne skriver:

    Er han single? Ham der der tager 1000 chancer

  2. Rikke skriver:

    Fantastisk du igen er i blækhuset efter en sommerpause. Du har været savnet! Jeg glæder mig til flere beretninger fra dating-land, dine beskrivelser er uovertrufne.

    Et sted derude er der en sød og rigtig mand der bare venter på at flytte ind i dit åbne hjerte. Jeg ved det!

  3. Du får da oplevet lidt – chancetageri er heller ikke min force, men så snart man kaster sig ud i det, så tænker jeg også: “Det bør man gøre noget mere!”, lige til næste gang hvor jeg står og er i tvivl (;

    – A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *