sagde min ven JC til mig, da jeg fortalte jeg var blevet gravid. Det er vist et af hr. A.P. Møllers leveord, og med det mente JC, at det var min pligt at føde børn og sikre de fremtidige generationer, når nu jeg havde evnen til at blive gravid.
Jeg kan argumentere både for og imod. F.eks. er det vel ikke min pligt at gøre det, bare fordi jeg har evnen til at ligge på sofaen en hel uge med et par gode bøger og noget mad…
Men hvis man har nogen særlige talenter eller evner, så kan jeg da godt se, at det på en måde er ens pligt at få det bedste ud af dem og bruge det til gavn for en selv og andre.
Nu tænker jeg så, at man også godt kan vende det rundt og sige; den der har pligten, har evnen.
Sådan synes jeg i hvert fald det er blevet med hele den her mor-karriere. Man kan, fordi man skal og fordi der jo ikke kommer nogen og gør det for en.
Man kan føde f.eks. for man skal jo. Det gør ondt ja, men barnet skal jo ud. Man kan gå hjem med det og lære det at kende, for man skal og man vil, og det er ikke altid nemt – men hey – hvad skulle man ellers gøre?
Man kan overleve 4 mdr's kolik-mareridt, for man skal jo. Der er ingen returret på barnet. Man kan vågne en million gange hver nat, man kan fungere selv om man egentlig ikke har sovet noget videre i 6 mdr., man kan smile og sige "det går da fint" når folk spørger…. – fordi det gør det jo. Det går fint. Ingen er jo døde eller noget, og man kan det man skal, andet er der ikke at sige til det.
Man er mor, man er ligesom sidste mand på skansen. Sidste led i kæden. Når alle andre har holdt dit barn, travet op og ned af gulvet med det og hun stadig skriger, så ender hun ved dig, for du er mor og du har pligten – og heldigvis også for det meste evnen! 🙂
Klara bliver 7 måneder i dag. Jeg fatter ikke hvor tiden bliver af – det går så utrolig hurtigt.
Jeg får hende vejet og målt på mandag, så det må vi vente med til der. Men ellers er statussen at hun kan; sidde selv, ruller som en vanvittig, kryber på maven – mest baglæns, spiser mere og mere og har fået rugbrød nu – det kan hun bedre lide end grød, tror jeg. To tænder i undermunden, mere og mere hår, snakker meget (da da da da da da da dad ad dadadadada – dagen lang!)
Feberen er væk og hun begynder at minde om sig selv igen, med lidt bedre nætter (kun 3 amninger…) og er ikke helt så pyldret mere. Hun er begyndt at række armene ud efter mig, når hun vil over til mig – det scorer virkelig points ved den gamle mor 🙂
Fredag passede vi Erik og det gik fino fino. Hvem der bare havde et barn med sådan en appetit og sådan et sovehjerte! En hæsblæsende dobbelt-date på msn med sanne og dorthe gav aftenen en herlig afslutning med et grineflip jeg ikke har haft i månedesvis 🙂
Lørdag vil jeg se om Noa Noa evt. har slutspurt udsalg og om aftenen kommer m og s med mine katte – de flytter nemlig hjem nu. Kattene altså. Håber det kommer til at gå godt, men ser ikke frem til daglig støvsugning pga deres tusind millioner hår allevegne. Havde lige vænnet mig til pænt tøj uden kattehår på… Men det bliver nu rart at hygge med dem i sofaen om aftenen igen. Håber ikke Klara skræmmer livet af dem.
kh julie
