Nogen gange, når det lykkedes mig at træde et skridt tilbage fra hverdagens løbske karrusel og fra det faktum, at jeg for det meste føler at mine børn er så stor en del af mig og mit liv, at de ER mig, – ja, så indser jeg, at de ikke er mig.
Jeg ved det jo godt, men det er altså ikke altid til at se, når det går stærkt og alle deres behov og spørgsmål og ønsker fylder mig op og fylder mit liv op og fylder det hele.
Men når jeg så pludselig får trukket vejret dybt og kan se det hele udefra, så ser jeg at de er deres helt egne sære personer, og de fascinerer mig noget så inderligt. Hvem ER de her små mennesker? Hvad vil de – på længere sigt end bare nu, hvor de vil have slik og kram. Hvad skal de med deres liv? Hvilke veje vil de vælge, hvad vil de synes, føle, mærke, tænke, opleve, se og gøre?
Når de sidder i sofaen og synger med på Ramasjangs nye MGP sang, og de allerede kan teksten uden ad, så virker de så selvstændige. Det er ikke noget jeg har bedt dem om. Det er ikke noget, jeg har øvet med dem eller ytret ønske om eller på nogen måde har noget med at gøre. De gør det bare fordi de vil. Fordi de kan. Fordi de har deres eget liv, hvor en tv kanals univers er populært og hvor de synes, en sang er rigtig god. De synes noget, de føler noget, de gør noget. Selv.
Ja, jeg ved ikke… jeg synes bare, det er så stort.
Det er da også mega stort. De er jo to nye liv, to (forholdsvis) nye mennesker, der skal danne deres egne meninger og selv tage stilling og skabe deres fremtid – selvfølgelig med dig og din kæreste som balasten hjemmefra. Dit vigtigste job er vel at give dem nogle værdier med videre, du tror på og som er vigtige for dig og håbe på de vil finde dem ligeså vigtige til at tage med sig. Jeg tror på man får det bedste grundlag på den måde.
Jeg har ikke selv børn – men har en dejlig nevø – og det er de tanker jeg gør mig, når jeg er sammen med ham. Hvad er mine grænser i forhold til hans forældres osv. Hvad kunne jeg godt tænke mig at ‘give’ ham udover min ubetingede kærlighed og støtte.
Men jo det er stort! Mega stort!
Tak Pernille. Du har ret i det med værdierne, men selv dér kan man ikke styre det helt. Jeg har f.eks. svært ved at se værdien i at de også kan alle Nik og Jay sange udenad, men det synes de selv er enormt værdifuldt 🙂
Mostre/Fastre er også store i børns liv, mine får i hvert fald rigtig meget med fra Moster Mette. Og flot blog du har – jeg bliver helt væk i alle de flotte billeder.
ha ha Nik og Jay ville jeg også have svært ved at sætte mig ind i 😉 og tak!
Sad selv og tænkte noget af det samme her forleden, da mine mellempiger optrådte med nik og Jay sange – dem har de IKKE lært af mig!