Det der med børn…

Nogen gange, når det lykkedes mig at træde et skridt tilbage fra hverdagens løbske karrusel og fra det faktum, at jeg for det meste føler at mine børn er så stor en del af mig og mit liv, at de ER mig, – ja, så indser jeg, at de ikke er mig.

Jeg ved det jo godt, men det er altså ikke altid til at se, når det går stærkt og alle deres behov og spørgsmål og ønsker fylder mig op og fylder mit liv op og fylder det hele.

Men når jeg så pludselig får trukket vejret dybt og kan se det hele udefra, så ser jeg at de er deres helt egne sære personer, og de fascinerer mig noget så inderligt. Hvem ER de her små mennesker? Hvad vil de – på længere sigt end bare nu, hvor de vil have slik og kram. Hvad skal de med deres liv? Hvilke veje vil de vælge, hvad vil de synes, føle, mærke, tænke, opleve, se og gøre?

Når de sidder i sofaen og synger med på Ramasjangs nye MGP sang, og de allerede kan teksten uden ad, så virker de så selvstændige. Det er ikke noget jeg har bedt dem om. Det er ikke noget, jeg har øvet med dem eller ytret ønske om eller på nogen måde har noget med at gøre. De gør det bare fordi de vil. Fordi de kan. Fordi de har deres eget liv, hvor en tv kanals univers er populært og hvor de synes, en sang er rigtig god. De synes noget, de føler noget, de gør noget. Selv.

Ja, jeg ved ikke… jeg synes bare, det er så stort.