Dolken fra Dødemandsbjerget

Jeg skal møde sent i dag, så jeg kan lige nå en bog mere.

Sidste år (eller forrige år?) stod jeg i et hjørne til Gyldendals legendariske efterårsreception og forsøgte at spise mine pindemadder uden at gøre væsen af mig. Ved siden af mig stod tilfældigt Rita Bitsch, forfatter til ungdomsromanen Fuck dig, Johannes. Og til nogle begynderlæsningsbøger. Rita kendte heller ikke så mange, så det blev en fin snak vi fik os.

Nu er Rita udkommet med en ny bog for børn, og jeg har læst den. Denne gang er det for de ca. 10-12 årige, efter hvor godt man nu læser. Den har lix 25, hvis det siger dig noget.

Dolken fra Dødemandsbjerget er en spændende historie, med fuld fart over feltet fra første side. Det gør den særligt velegnet til drengene. De der typer, der skal læse, men som hurtigt ikke gider det. Den her bog vil muligvis fange dem hurtigt nok, til at de bliver ved. Og det er dejligt med noget til dem, for de kan være virkelig svære at finde noget til.

Handlingen starter i Vestjylland, hvor drengen Adam skal holde jul hos sine bedsteforældre. Hans mor er forsvundet i Indien og hans far er ude at lede efter hende. Stormen raser og Adam roder sig lynhurtigt ud i et eventyr, der bringer ham over sunkne engelske krigsskribe og hele vejen til Indien og jagten på en mystisk skat. Undervejs får han hjælp af en pige fra fortiden og han opdager hemmeligheder om sin egen familie.

Som voksen tænker jeg, at der er virkelig mange tråde i den her historie, og nogen gange går tingene lige lidt for nemt godt og der er mange hovsa-løsninger som er for gode til at være realistiske. Men det er voksenbrillen. Det tror jeg ikke målgruppen bekymrer sig om. For dem er det bare fuld skrue derud af og et gennemført spændende eventyr for en tilsyneladende helt almindelig dreng. Der er biljagter, folk du muligvis ikke kan stole på og hemmelige døre alle vegne!

Sproget er fint og flydende, nemt uden at blive fladt.

Forsiden er flot og fanger øjet, og alt i alt bliver den her bog god at have i samlingen.

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

2 Kommentarer til Dolken fra Dødemandsbjerget

  1. Cecilie skriver:

    Åh! Jeg synes også jeg husker noget om, at alle bøger som havde noget med “død” i titlen var ekstra spændende (og måske lidt uhyggelige). Især De tre detektiver var der mange bøger med noget “døde-” et eller andet

  2. Rikke skriver:

    Den er noteret. Jeg har en 9-årig der nok snart kunne klare den

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *