Hul i hovedet

Nå, så fik mit barn hul i hovedet. Igen. Første gang var i vuggestuen og i karambolage med en sandkasse. Denne gang havde hun lagt alle sofahynderne ud på stuegulvet og legede en form for hoppende "ikke-røre-jord". Og så gled den sidste hynde ud under hende, og hun knaldede panden lige ind i kanten på døren. Og så gik der hul.

Jeg sad i bilen, 2 min. væk på vej hjem fra arbejde, da stoffer ringede med panik i stemmen og klaras skrig i baggrunden, og ævlede løs om blod over det hele og klara osv. Jesus, tror I jeg kørte fornuftigt hjem? Har aldrig drejet så hurtigt ind ad stille villavej før, det kan jeg godt afsløre. Og så lod vi blod på ubehandlet trægulv være blod (på ubehandlet trægulv) og så drønede vi til skadestuen. Klara tog det i stiv arm og sad helt stille i sin autostol og pegede på panden, mens hun sagde "av, mor…", som om hun ikke helt forstod smerten.

Jeg kunne dårligt se på hende, uden at få kvalme af den 1½ cm lange gabende og blødende flænge. Er ikke god til blod. Er besvimet 4 gange ved synet af blod. En gang på efterskole i 9. kl. To gange i forsøg på selv at donere blod (er nu venligt henvist til anden velgørenhed) og en gang efter egen fødsel, bare ved tanken om og følelsen af alt det blod.

Nå, men heldigvis kunne de nøjes med at lime såret sammen, og Klara klarede det rigtig flot. Sad helt stille, spurgte sygeplejersken hvad hun hed og spurgte 300.000 gange "hvorfor det?". Til alt hvad de sagde.

2½ time senere kom vi så hjem igen, til kold aftensmad og blod overalt. Yrrk. Jeg tog det på stuegulvet og stoffer tog badeværelset, som var værst. Han må have været ret hurtig med at få hende halet derud.

I aften kommer Anna med familien og gæt hvad? De tager sushi med inde fra den civiliserede del af Kbh. Sushi. MMmmm. Nårh ja, og venner på besøg. Også behageligt. I tirsdags var en anden af Klaras gamle vuggestueveninder og hendes mor på besøg, og det er altså rart at vi ikke helt er glemt.