Nå, men jeg er så holdt op med at blogge åbenbart? Her går man ud og køber sig ifone for at være online constanze og blogge alle vegne fra – og hvad sker der så? Man holder op. Jeg får jo aldrig tændt for min computer mere. Telefonen opfylder alle behov. Men når jeg så sidder med den, så gider jeg alligevel ikke blogge fra den, fordi tastaturet er så lille og man kan ikke linke i teksten og det med billeder er lidt omstændigt… forkælet, det er hvad man er. Tænker, at jeg måske skal have en iPad? Tror I?
Nej, men jeg gider bare heller ikke tænde for min mac om aftenen. De sidste mange aftener har jeg set Mad Men på dvd. Jeg har et afsnit tilbage af sæson 3, og så ved jeg simpelthen ikke hvad jeg skal lave mere, resten af mit liv, før sæson 4 kommer på dvd. Det er vist i maj? Ai, men den serie er SÅ god. Det er helt vildt. Jeg elsker dem alle sammen. Selv dem med skurketræk, kan jeg alligevel godt lide. Don Draper f.eks. – nej, man gad nok ikke være gift med ham (….og dog??), men man kunne da godt, sådan, være “venner” med ham, ikke? Og Betty og Joan og Peggy – dem elsker jeg også! Og jeg elsker hele tidsbilledet og kostumerne og møblerne og at det eneste folk laver er at drikke og ryge og hore. Those were the days!
Og sjovt nok fandt jeg også tid til at læse en bog der mindede mig lidt om serien. Den nye af Jennifer Weiner, som hedder Bedste venner. Den foregår egentlig i nutiden, men ind i mellem går man tilbage i historien og hører om pigernes barndom. Og jeg kan ikke helt få årstallene til at passe sammen, men jeg siger bare, at de der tilbageblik minder mig om 60´erne og hele set-up´et i Mad Men.
Jeg er stor fan af Weiner, og synes normalt hun ligger blandt de bedste chick lit forfattere, men denne her synes jeg var lidt tynd. Måske havde jeg for høje forventninger til hende, og jeg siger heller ikke den er dårlig, slet ikke. Jeg synes, du skal læse den, hvis du normalt er til genren. Men den er ikke på højde med God i sengen og Små jordskælv og I dine sko.
Bedste venner handler som titlen antyder om to piger, der er bedste venner. Eller, det var de, indtil den ene gjorde noget og forrådte den anden. Men det er 15 år siden og nu er det tid til high school gensynsfesten. Det kan kun gå galt. Det gør det også, og der kommer en nuttet politimand ind over og lidt Thelma og Louise stemning. Det er snart påskeferie, og det er jo altid godt med lidt let i ferien.
Noget andet, der viste sig at lide under mine forventninger, er Prospect Park West, af Amy Sohn. Her var det dog den anden vej rundt – jeg forventede letbenet chick lit, men fik meget mere, og det var lige ved at slå mig helt ud af kurs. Jeg gav slet ikke den bog den ro og den tid den skulle have, fordi jeg troede, det var sådan en man lige kunne læse, ligesom alle de andre lyserøde bøger. Det er det ikke. Den er faktisk bedre.
Som sagt, så skulle jeg lige ind i den, men så synes jeg også den blev rigtig god. Den er lidt mere krads, der er ikke så mange nemme løsninger og lyserøde slutninger i den, som man normalt forventer af en chick lit bog. På den måde er den egentlig mere realistisk end så mange af de andre bøger jeg læser. Også selv om den foregår i et helt andet miljø end mit, i New York, og den slynger om sig med navne på film og skuespillere. Det realistiske er følelserne, især de mindre glittede, ved at blive mor og ved at være en del af et parforhold. Kampen for at genfinde, eller bevare, sig selv og ikke bare være mor.
Der står i bogen at de forventer en nr. 2 og det er bestemt også en ret åben slutning. Endvidere står der, at de er ved at lave den om til en tv-serie, og det kan jeg faktisk sagtens se for mig. Den gad jeg godt se. Jeg håber bare ikke, den falder i Desperate Housewifes fælden og gør det hele fjollet og utroværdigt. Jeg håber, den bliver ligesom bogen, alvorlig og selvironisk.
Ja. Så det er det, jeg laver. Og arbejder. Mand, jeg arbejder meget.
Pingback: Når lydbøger bliver en teknisk udfordring « Et år i sandaler