Hverdage

Nå, men det er jo heller ikke sådan at jeg IKKE vil blogge i 2015. Jeg vil godt. Såeh, nu gør jeg det bare, uden at have noget banebrydende på hjerte. Måske kan jeg chokere nogen med denne udmelding: jeg glæder mig til at komme på arbejde i morgen. Jo. Jeg har hverken været i jule- eller feriestemning, og det eneste jeg vil er at være på arbejde med mine kollegavenner og have en tryg, fast ramme fuld af kærlighed og struktur. Det har biblioteket. Og det har været helt forkert at arbejde der uden alle, mens de andre havde ferie. Jeg vil tilbage til normalen. Jeg vil have hverdag. Ikke mere kaos eller uvished eller usikkerhed eller ensomhed eller noget som helst. Jeg vil VIDE ting og regne med folk. Jeg vil have ting kategoriseret og alfabetiseret og på rette plads. Så jeg ser frem til i morgen.

Der er også grænser for, hvor mange flere samtaler af den her art jeg har tålmodighed til:

Agnes; mor, skal jeg sige dig noget? Ja, Agnes, sig mig noget (indre suk). Ved du hvem der er fortabt?? Øh nej, hvem er dog det? Det er jeg!!! Er du fortabt, Agnes? Hvorfor det?

Agnes; Jeg kan ikke lave en enhjørning, og jeg kan ikke engang finde en bænkebider!

Øh, okay.

Og senere stod hun så op, på et tidspunkt hvor jeg bestemt troede hun sov, for at fortælle mig, at hun ville lede efter en bænkebider i skolen i morgen, og hvis hun finder en, og det er en pige, skal den hedde Candy. For det er hendes yndlings ord, der minder hende om Tivoli og første gang hun smagte candyfloss.

Så ja, jeg ser frem til en mandag der indeholder køns bestemmelse af bænkebidere med strippernavne, såfremt det overhovedet lykkes hende at grave en frem på denne årstid. Hvilket det jo nok på helt umulig vis gør. Når det barn først har fået en ide…

Dette indlæg blev udgivet i Hverdagsliv og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 Kommentarer til Hverdage

  1. Onkel Anne skriver:

    Se jeg troede det var nye husdyr, I havde de fået aka lus! Mon også de kan kønbestemmes. Spørg lige Agnes 😉

  2. Kirsten skriver:

    Du gør det godt. Det der blogging. Også når du ikke har noget på hjerte. Og jeg er sikker på, at du om 5-10-20 år vil vende tilbage til den postering her og tænke tilbage med taknemmelighed og en smule sentimentalitet. (Hep hep hep… fortsæt 😉 )

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *