– min røv var spids – hvis bare den var… nå, sidespor. Det jeg ville sige var, at HVIS jeg nu skulle giftes, og det skal jeg ikke – eller, det skal jeg da en eller anden dag, men jeg ved ikke om stoffer synes han skal (men det skal han)… nå. men altså. hvis jeg nu skulle giftes, så kan jeg ikke forestille mig det der kirkehejs mere. Jeg er blevet for gammel.
Ligesom dengang jeg fyldte 25 og jeg tænkte at nu var mine modeldage ovre. Så var det løb kørt, og jeg nåede det ikke og så var jeg for gammel. Ikke et ord om de 160 cm og nogen for mange kg. Jeg var for gammel til det så.
Og nu er jeg for gammel til kirker. For gammel til hvidt. For gammel til kjoler, puf, silke, roser, ris og små puder med hjerter og flæs. Det har jeg også engang i en ophedet samtale råbt til stoffer – hvad venter vi på? Jeg bliver ikke kønnere. Ikke tyndere. Ikke spor bedre. Og nu er det løb kørt. Ingen hvide marengs hér.
Nu er jeg moden til rådhus og efterfølgende havefest, og måske er det i virkeligheden det vi har ventet på, for det er da SÅ meget mere afslappet og behageligt og normalt. Jeg vil ikke bruge penge på en kjole, et lokale og 57 platter mad til halvfremmede mennesker. Jeg vil på rådhuset, og så vil jeg hentes i en cykeltaxi og spise på billig restaurant med den nærmeste familie. Og så vil jeg holde en havefest. Sådan en hvor børn er velkomne, men mine skal passes for jeg vil drikke. Og der skal være kulørte lamper. Og en buffet-tag-selv-bord. Måske noget grill som en anden har ansvaret for. Og et dansegulv. Og ALLE mine penge skal bruges på at få HUSH til at komme og spille. For jeg kan KUN blive gift, hvis Dorte synger den her for mig bagefter
[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=I_1zQxbSHSo&hl=en&fs=1]
– den og alle de andre gode.
Julie, det lyder simpelthen så dejligt – din beskrivelse af et havebryllup :o)
Det var mig der aldrig skulle giftes. Jeg var bange for at blive almindelig, tror jeg.
Men nu forstår jeg ikke, hvorfor nogle folk er så bange for at gifte sig. Det er jo ikke som om der går skår af én. 14 år and I’m still standing og han er super-glad. Det, der er irriterende, er omverdenens og deres lyserød-ficering af det hele.
Det lyder da vidunderligt!!!
Og mon ikke så meget andet end flæser ville klæ’ dig meget bedre.
Glæder mig til at se billederne her på bloggen, ned på knæ med ham stoffer-drengen! 🙂
Årh hvor det bare er min meget meget ømme tå, for jeg har det på samme måde. Og det var sådan noget der var den triste optakt til alt det møg vi var gennem sidste år.Pludseligt gik det op for mig at Henrik ingen intentioner havde om at blive gift, med mig i hvert fald, og jeg blev bare så vred så vred. Det har jeg altid troet at jeg/vi skulle og det skulle jo gerne være mens min far kunne følge mig til alters osv osv.
Midt i min vrede blev Henrik så alvorligt syg, så jeg skulle til at mobilisere noget omsorg og være bange for at han døde fra mig, og for at toppe det, havde hans familie bare NUL forståelse for min situation…som i øvrigt includerede 8 ugers pædagogstrejke så vi havde børn hjemme 24/7 og jeg skrev på mit BA OG den mindste skulle gen-opereres………jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg undgik at blive sindssyg!
Stoffer – hvis du læser med, så se at få friet i en fart! Du ved ikke hvad der lige pludseligt kommer på tværs, og at blive gift på sygesengen er bare ikke romantisk.
Og mig? Ja, jeg er stadig vred………..og desillusioneret og meget meget skuffet
Ej, man bliver da ikke for gammel til et kirkebryllup! Og det kan nok også gøres uden det vilde blondehelvede og marengskjole. Men hvis det føles mere rigtigt at gøre det på rådhuset.. eller hvad med jeres helt egen livsceremoni?.. så er det da bare dét, I gør. Når altså lige, du får ham overtalt. 🙂
Held og lykke..
med al respekt, jo….det kan man altså godt føle at man er, når man hastigt nærmer sig de 40 som jeg fx gør
Go for it! Vi blev gift på rådhuset med efterfølgende grillfest i kolonihaven for 70 glade mennesker….vi har stadig hul i “bølgetaget” i havestuen efter en vildfaren champagneprop 😉
Præcis AndenJulie – det er den slags man vil have. Og plastikbestik så de der gæster ikke kan hamre på servicet og tvinge en til at gennemføre latterlige ting som at kysse på og under borde. Gider jeg ikke. Måske er det DET man bliver for gammel til – det at være i centrum på den der hysteriske måde? Nu vil man bare gerne have det ordnet og more sig med nogle venner.
Lone – jeg husker godt dit forår. Jeg forstår heller ikke, du ikke blev sindssyg. Men blev I så gift?
Nej! og det bliver vi aldrig………..kan jo ligeså godt indse det og jeg er stadig vred!
Det kan jeg sq godt forstå. Især efter alt det I nu har været igennem sammen. Hvordan kan han på nogen mulig måde have nogen som helst argumenter for ikke at gøre det? Går over min forstand.
det værste er næsten, at jeg ikke længere har lyst……..dvs, jeg er stadig vred over at skulle droppe min drøm, men tiden er lissom forpasset og jeg vil ikke fries til af medlidenhed.
Stoffer altså – lad det ikke ske for jer!
Det lyder helt perfekt. Afslappet, hyggeligt og fremfor alt som en fest man selv gad komme til som gæst. De der stive bryllupper er jo også kedelige at være gæst til. Nej der skal danses på bordene, der skal grines og grædes og drikkes. For fulde gardiner. Og man skal ikke være bange for at spilde på dugen eller sige noget forkert til den fremmede bordherre. Vi blev gift i forbindelse med barnedåben, men samme princip som rådhuset. Vi har endnu ikke holdt festen. Det er så faren. For hvornår bliver festen til noget? Men altså..engang når vi får taget os sammen. Vi snakker bål i haven, bolchestribet festtelt og stor buffet med lækker mad. Og snobrød til natmad.
Jeg hepper på Stoffer!
Ej, Julie! Du plejer sq da at være så fornuftig at følge med i.
Vi blev gift i kirken sidste sommer. Det var anden gang for os begge. Vi er de stolte forældre til 5 sammenbragte børn i alderen 3 – 10 år.
Og vi gjorde det på vores måde.. Pissedyre vielsesringe, lånt brudekjole, brugt jakkesæt, afhentning i cykeltaxi, reception MED børn i mine forældres have og KÆMPE gourmet middag UDEN børn på Egeskov Slot..
Vi blev fulde og sov branderten ud i en himmelseng, hvorefter vi kørte hjem og gloede videofilm hele søndagen, før vores unger kom hjem igen.
Pointen? Du kan lige præcist det, I vil ;).. Men giv ham nu lige en chance. Mænd vil ikke presses på det område.
Vil de ikke???????? 😉 Ja, det er ligesom gået op for mig 😀 Men han har haft 7 helt upressede år – nu er det min tur og så skal der satme ske noget! (men altså stadig åpå den fornuftige måde!) Egeskov lyder SKØNT, men vi har bare slet ikke penge til den slags. Nok også derfor jeg nedtoner mine drømme.
Jeg kender en, hvis mand også var lidt sløv til det der frieri. Til sidst gad hun ikke vente mere. Hun friede ikke. Nej, hun begyndte bare at fortælle alle, at de skulle giftes den og den dato. Og det blev de. Og brylluppet blev fuldstændig som hun ville ha’ det =)
Hej Tøser!
Det gør det vel ikke noget at man kalder jer? Ugifte eller ej!
Må lige starte med at udtrykke min dybeste agtelse for din skitserede, omend nedtonede, plan. Jeg synes det lyder SÅ fedt. Børn, Grill, have og ikke alt det der hejs med leje af dit og dat. Nu du er i gang… Køb den der designerkjole du ellers aldrig under dig selv. Jeg garnaterer dig at du kommer til at gå i den oftere end andre brude går i deres brudekjoler!
Pointen i alt det bryllupsnoget: Tjah?
Jeg synes det er fedt at man gifter sig. Jeg er selv gift på 13. år, og mener derfor også jeg kan tillade mig at påstå; at ægteskabet intet i sig selv forandrer!
Der er stadig ‘sokkebolde’ ved fodenden, toiletsædet er stadig nede når HUN har brugt det!, vi diskuterer stadig hvem der kører godt, og hvem der får trafikken til at glide, jeg tror heller ikke vores børn ville kunne mærke forskel når vi henter dem i institutionen: Der kommer min ugifte far! (Måske pædagogerne ville være anderledes?), men i bund og grund er vi jo de samme mennesker gifte eller ugifte.
Det jeg elsker ved bryllupper: At to mennesker siger JA til hinanden. At de markerer det overfor resten, at han/hun er taget fra nu af! Vi vil fejre det med jer! Det er sgu da smukt, uanset indpakningen!
@Egeskovslotsbruden: Suite i en brandert er ikke noget min bank råber hurra for! De ville nok alligevel foretrække at jeg så i det mindste var ædru, så jeg kunne huske hvad jeg fik for de penge der lukkede mit dankort!
@ Suzy Q: Kender du det at resten af verden kigger på en med det der: Du er jo gift, så du kender ikke til kæresteproblemer? I elsker jo hinanden og lever lykkeligt til jeres dages ende… Det her er ALTSÅ virkelige problemer!
Sikkert lidt det samme som ikke at have børn: Du har jo ikke børn, så du forstår det ikke!
Nå men Julie: Pøj pøj med det hele!
Tak! Det skal nok gå. I bliver de første der hører om det 🙂
og ps – du rammer fuldstændig plet mht det med kjolen! Er faktisk lige præcis hvad jeg har tænkt mig!!
Tjah, med hensyn til at ramme plet mht. kjolen… Hvad kan man sige: Jeg bor selv med en ‘stofafhængig’ og det er vel mange års træning, der siger mig at skal det være dyrt, skal det også være lækkert og kunne bruges. Jeg ved jo ikke om I vælter jer i penge, men for vores vedkommende er det noget med at strække luksus… FUCK DIG FINANSKRISE DU FÅR IKKE MIG NED MED NAKKEN!
PS. Jeg mente selvfølgelig at jeg garanterer dig, ikke at jeg garnaterer dig, hvad det så end er?
Hov, hov – “Det forkromede overblik” ;)) Hvor i alverden så du, at vi sov i en suite? Vi overnattede på Korinth Kro, som nu er gået HELT konkurs, men som dengang var vældig tæt på konkurs.. Det var en himmelseng af bambus, men det var fantastisk at være der med min mand.
Julie.. Vores bryllup var ikke vildt dyrt – alt incl. var vi under 50.000. 😉
Bare lige (endnu) et surt opstød over det manglende frieri og hvad deraf følger, så har det netop næsten gjort kål på “kæresten”…forstået på den måde at jeg bliver mere og mere kold på ham når det skal være på den måde. Kan godt være det er barnligt, men sådan har jeg det altså……….nej, hans “kone” forstår ham ikke, efter 8 år og 3 børn så begriber jeg ikke hvad fanden (undskyld) der kan være så skræmmende ved at blive gift.
@Lone: Det er da heller ikke sikkert det er skræmmende… Det kan i hvertfald ikke være meget mere definitivt end 3 år og 8 børn, eller hvordan det nu var, men måske kan du forklare hvad der ville være så fantastisk ved det, for det er jo heller ikke fordi i mangler at sende omverdenen et signal om at I hører sammen, eller skal have børn, eller bo sammen, eller…hvad? Er det behovet for at holde en fest, hvor du/I er midtpunkt? gaverne? eller hva?
Jeg mener egentlig bare man skal feste, når lysten er der, men store fester kræver planlægning, vilje og glæde… Den hype er jeg med på! Jeg blev gerne gift med min kone en gang om året… mindst!
Pøj pøj med det!
Jamen jeg forstår dig godt Lone! Jeg ville også gå helt kold. Og tage det meget personligt. Kan man andet? Jeg ville være helt ude i “jammen hvorfor er vi så sammen?” … på en måde.
Overblikket: ja, men sådan har jeg det når jeg omtaler “mine døtre” – jeg venter hver eneste gang på, at nogen skal sige noget a la arrh, du kan da vist ikke være mor til to, hva? Men jeg vil gerne sige “min mand”. Jeg synes det lyder total teenager agtigt når jeg snakker om “min kæreste”. Det passer så dårligt sammen med børn, realkreditgæld og toyota. Og en gang er jeg blevet spurgt om han så var far til børnene? Dem begge to? Som om man ikke kan have to børn og “kun” være kærester. Irriterende.
Forkromet overblik: Yesyes, jeg har heller ikke børn, så DEN får jeg også tit 🙂
fordi det er en drøm jeg har og med garanti deler med rigtigt mange andre kvinder…så simpelt er det faktisk. Og Julie rammer det meget godt med at det er såååååå teenageagtigt at sige “kæresten” om een man har delt alt med (og i mit tilfælde i den grad glæder og sorger, skal nok skåne jer for detaljer). JEG savner at han også har lyst til at skrige det ud til verden at hende deer, hende vil jeg bare SÅ gerne!
Jo, jeg er en smule bitter………..det ville du edderrødme også være i mine sko, trust me!
@Lone og Julie: Jeg tror også jeg ville tage det personligt, hvis min kæreste ikke ville giftes med mig. Altså hvis hun vitterligt ikke VILLE! Det tror jeg er lidt svært at komme videre fra, uanset hvor meget kvindelig bitterhed man så prøver at bløde situationen op med!
@ Suwzy: Jeg er faktisk skyldig i 3 levedygtige unger, så jeg må have udtrykt mig uklart, hvis du forstod at jeg ikke har børn, men jeg prøvede blot at sige at den største forandring ved at blive gift ikke er forholdet mellem kærester/mand&kone, men omverdenens blik på en. Lidt ala hvis man får børn tidligt eller ikke har børn ‘senere’… At folk taler til en som om man ikke kan forstå dem fordi man selv er i en anden situation. OG DET ER VIRKELIG NOGET CRAP! Det handler blot om empati og indlevelse… og en lille smule vilje.
Jeg blev selv gift som 19 årig, fik barn som 20 årig, og hele mine 20’ere, blev jeg mødt med fordomme ala “Er du mormon?”, eller “Du ved jo heller ikke hvordan det er at være ung og single!” eller “Det forstår Alfons Åberg ikke, han er så lille!”
Det eneste jeg gjorde mig skyldig i, var at finde en fantastisk kvinde, score hende og gifte mig og få børn… At resten af verden så troede at vi aldrig har oplevet problemer, kriser og tvivl… det er svært at bære, specielt når det står på…
@ Sara: Læste det at i drak jer en kæp i øret på Slottet og sov i en himmelseng og så tog hjem dagen efter som at det var samme sted, men det er nok bare mig der drager mine egne konklusioner:-) Det er hverken første eller sidste gang det sker, spørg bare min kone @Julie: (Og det er fanme nok det mest skræmmende ved at blive gift… MAND OG KONE… hvad blev der af kæreste?) Jeg har været gift i 12½ år, og det er først for nyligt jeg er holdt op med at få nervøse trækninger, hvis jeg overhører SHM tage telefonen og sige: “du får lige min mand!” Shit er hun gift? nå jah det er jo med mig…!
Men da jeg var yngre, der var det da underligt at omtale hende den 20 årige, labre sild jeg havde været heldig nok at kapre, som min kone…
Jeg skal nok nærmere under 5000, hvis det nogen sinde skal ske. Især efter det her år på barsel og med dagpenge osv. Korinth Kro styrer ellers for vildt 😉
Jamen altså – helt ærligt så GØR det på forunderlig vis en forskel at være gift. Jeg fik min elskede til at fri allerede efter ½ års kæresteri, og så gik der nogle år før vi fik råd osv. (Vores fine kirkebryllup kostede i øvrigt ca. 10000 inkl. tøjet og festen, ville bare nævne det. Men det var så også for næsten 14 år siden. Kjolen farvede jeg grøn og brugte til den var slidt op – ingen flæser, slæb, blonder, pailletter eller sløjfer i den).
Og bagefter, var det bare anderledes! Underligt at det skulle gøre en forskel, for vi havde nemlig også kreditlån og fællesøkonomi før præsten kiggede os i øjnene, men det var alligevel et statement over for familie og venner, der gjorde os selv mere glade for hinanden og meget bevidste om at det var det vi ville.
Det eneste jeg synes har bundet os sammen mere end det var børnene – det er jo det ultimative statement, for har du først fået børn er du sq da forpligtet, selv hvis det ikke holder…
Anyway, Stoffer, tag dig sammen. Hun vil SÅ gerne, du slipper for kirkepjattet og får en fest ud af det, og I slipper for at gå til advokaten for at sikre hinanden i tilfælde af pludselig død.
– og faktisk HAR vi jo forlængst været hos en advokat. Så alt er sikret. Det er kun pga symbolikken, at jeg gerne vil.