Hvor var jeg?

Nu er jeg jo kendt for at være sentimental. Og årsdage betyder noget for mig. Jeg husker næsten alle mine venners fødselsdage, hele min families, stoffers families (altså, dem husker jeg, men jeg lader ham om at reagere på dem. Det er hans ansvar.) og mange andre tilfældige menneskers. Jeg husker årsdagen for gamle og nuværende kæreste(r), for alt hvad der har med graviditeten og Klara at gøre. Og for mange helt irrelevante ting.

Jeg husker også den her dag, for fem år siden. Det gør langt de fleste nok.

Jeg er ikke specielt politisk engageret, selv om jeg da altid stemmer, har en del holdninger og den slags. Jeg gider ikke harcelere over Amerika og Osama og om Danmark er stat nr. 51, eller hvad ved jeg. Jeg beskæftiger mig med livet i al almindelighed, og for alle os almindelige mennesker, var den dag bizar, ond, surrealistisk og den ændrede mange ting. Ikke så meget i det daglige – jeg står stadig op kl 7, jeg kan stadig købe mælk i supermarkedet, jeg bruger stadig for mange penge på tøj og tilbehør og min kæreste kan stadig ikke huske halvdelen af, hvad jeg fortæller ham. Og det endda selv om det er en helt anden kæreste nu, end det var den dag for fem år siden.

Men det har ændret noget i mit syn på verden. Jeg synes, dengang, lige at det gik så godt. Jeg var optimistisk, jeg var holdt op med at bekymre mig om den kolde krig og atombomber og hvorvidt jeg ville kunne overleve, hvis jeg polstrede badeværelset til med madrasser og skabte et lufttæt rum, fyldt op med konserves. Lyder langt ude, men var rent faktisk en af de ting jeg var allermest bange for som teenager og ung.

Jeg ved ikke, om man egentlig kan hævde, at verden nogensinde har været uskyldig, men efter den dag var den det i hvert fald ikke mere for mig. Og jeg har stadig svært ved at forstå det. Især hvorfor-delen. Efter min mening, skulle alle folk bare gå hjem, elske deres kone/mand, passe deres have og opdrage deres børn. Lev dog livet, og lev det dog lykkeligt. Og ja, nu siger alle de kloge så til mig, at nogen mennesker lever under forhold, hvor de ikke kan leve livet i fred og derfor bliver de sure og lader det gå ud over andre. Old news. Men jeg mener, at man altid har et valg og der vil altid være andre måder at ændre tingene på. Måske ikke på en dag eller på en uge, men på længere sigt.

Måske er jeg bare typisk dansker, måske lever jeg i en beskyttet kokon, og måske bliver der aldrig revolution i Danmark, fordi vi allesammen skal hjem og spise kl. 18. Det passer mig fint. Det kunne folk godt lære noget af.

Nå, men hvor var jeg så?

Jeg var nyuddannet, arbejdsløs og hjemme i min stue. Jeg havde visse rutiner. Det var september og solen skinnede og jeg kedede mig. For ligesom at have visse holdepunkter mens jeg søgte en masse stillinger, havde jeg oparbejdet vaner, og en af dem var at se Beverly Hills 90210 kl. 16. (så vidt jeg husker var det det klokkeslet, men hæng mig ikke op på det). Så jeg tændte for tv'et et stykke tid før mit program skulle starte, og straks så jeg et brændende højhus. Og jeg tænkte, som flere andre der oplevede dagen på den måde, at det da var et underligt tidspunkt at sende en katastrofefilm på. Dårlig hollywood film, brændende skyskraber, helt uden for programmet! Jeg satte mig forvirret ned i min falmede gamle ikeasofa og var lidt træt af TV2 og deres upålidelighed, da det så efterhånden gik op for mig, at det ikke var nogen film, for der var en som speakede ind over, og der stod da vist også noget om Nyhederne og Ekstra udsendelse.

Så forstod jeg, at det var virkeligheden. Og jeg ringede til min daværende kæreste, som var på arbejde, og sagde at det var meget mærkeligt, det her, men at der var et stort hul i et af tårnene på WTC og at de snakkede noget om et fly der var fløjet ind i det. Min kæreste, som kendte mig og min levende fantasi godt, spurgte skeptisk hvor stort det hul mon var??? – men jeg sagde, at han skulle finde et tv og tænde for det.

Og mens jeg sad og så det, kom det andet fly. En lille sølvskinnende plet, der dukkede op i det fjerne og kom tættere på og jeg tænkte, nej, det kan da ikke passe, men det gjorde det. Det andet fly fløj ind i det andet tårn, og pludselig vidste vi alle sammen, at det ikke var nogen ulykke, at nogen havde gjort det her med vilje. Jeg forstod slet ikke, at det kunne lade sig gøre at se den slags ske, på tv. Jeg følte mig så tæt forbundet med det, som om jeg var en del af den historie jeg så blive skrevet. Som om jeg oplevede den. Og det var så surrealistisk at dreje hovedet, og se ud af stuevinduet, ud i solen og ned på amagerbrogade, hvor busserne kørte og livet overhovedet ikke havde ændret sig. Mens i min stue, var 3. verdenskrig indledt.

Og så kom nyheden om Pentagon og derefter rygterne om det 4. fly og stadig havde jeg så svært ved at forstå, at det hele skete lige for øjnene af mig. Resten af dagen sad jeg i sofaen og græd. Mest for alle de almindelige mennesker. Dem jeg så springe, dem der gik grædende rundt i NY's gader. Børnene der mistede forældre. Over 3000 børn mistede en forælder den dag. Og jeg ved godt det ikke er mange i forhold til andre katastrofer, aids, sult, tørke, borgerkrig. Der er nok at tage af. Men jeg græd alligevel.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

8 Kommentarer til Hvor var jeg?

  1. tine skriver:

    ja jeg græd sgu også Julie fordi det var ondt. Det var uskyldige mennesker, som måske ikke engang interesserede sig for politik. Sådan nogle som “alle os andre”. Så Temalørdag om det fly hvor passagerne reagerede og brød ind i cockpittet. Og kunne tydeligt mærke hvordan jeg selv skar mere og mere tænder for hver gang de kommer tættere på cockpittet.
    Tænk en frustration de må have haft. De har vidst de skulle dø!
    Og jeg tænkte “de sataner, hvad skulle det til for?”
    Og så vil jeg bare sige, at jeg sad og ammede den dag og ventede også på Beverly Hills som aldrig kom….

  2. Kirsten skriver:

    Jeg husker mest det, at jeg kom på seminariet dagen efter, og slet ikke forstod, hvorfor alle var så mystiske og sad og gloede i EB og BT. Og hvor flov jeg blev, da jeg fandt ud af, at verden var blevet ændret (det siger I jo, at den er) uden at jeg havde opdaget det. Måske er det derfor jeg nu tager en runde i nyhedsland (din blog er med i runden) ca. 15 gange dagligt.
    Og hvorvidt det kan forstås eller om det har ændret verden, så er jeg i sådanne tilfælde ikke nær så sentimental som du.. “Man ligger som man har redt” og desværre har det ændret verden alt for lidt. Men ok, det har måske ændret lidt på vores uskyld og naivitet.
    Men nu så jeg jo heller ikke skrig og løbende børn på direkte tv.

  3. Lone skriver:

    Min bror og jeg havde været ude og købe nye sko…. (er det ikke bare den perfekte bror, og så er han ikke engang bøsse??). Men da vi bor i hver sin landsdel er det ikke så tit jeg ser ham, og jeg nyyyyyyder at have tid sammen med ham. Så meget desto mere var det en rystelse af min grundvold at sådan en dejlig dag pludselig var en alt andet end dejlig dag. Vi så det andet fly drøne ind i tårn 2, og på det tidspunkt var det det gik op for de fleste at det IKKE var et uheld….og verden BLEV forandret…..desværre til noget der ikke var bedre, synes jeg.
    Nej, min lille verden er den samme, men alt det udenom er noget andet….kan man sige at jeg blev voksen den dag?
    I dag er det min venindes datters fødselsdag – hun bliver 1 år, og det er helt ærligt mere vigtigt for mig nu. Men det andet glemmer man ikke sådan lige…..skæbnens ironi at datoen er den samme på amerikansk, som alarmnummeret (911)

  4. Lone skriver:

    og så er jeg bare slet ikke enig i det udsagn “man ligger som man har redt”….. meget skidt kan siges om USA, men de har ikke fortjent at 3000 helt tilfældige skulle slås ihjel for en sag ingen vil, være bekendt at stå offentligt frem med! Terrorisme i gamle dag var noget med at bortføre en fagforeningsboss, altså een der havde nogfet at skulle have sagt. I dag er det “bare” at sprede død, vold og rædsel…………det begiber jeg ikke!
    Nu bor jeg i Odense – hvor der lige er 9 anholdt for at planlægge terror…og et par dage senere lød et gevaldigt brag. Det viste sig at være forsvaret det brød lydmuren med deres jagerfly, men jeg lover dig at jeg var døden nær af skræk! Det er bare det vi skal forholde os til, fordi vi “ligger som vi har redt”….sludder!

  5. Kisten skriver:

    Lone, selvføgelig er der ikke noget, der kan retfærdiggøre, at uskyldige dør, men altså.. Det gør uskyldige døgnet rundt verden rundt. Og jeg har bare så meget svært ved at se, at det er værre, fordi det er et land tæt på (sådan rent forståelsesmæssigt).
    Men jeg har faktisk fuld forståelse for, at nogle i afmagt reagerer uhensigtsmæssigt eller uretfærdigt. For mig er det lige så simpelt, som mine elever i 1. klasse, når de pga. omsorgssvigt af forskellig art har en uhensigtsmæssig adfærd. – Dem bruger jeg heller aldrig vold eller fysisk afstraffelse imod, for jeg ikke tror, det gør dem til bedre mennesker på sigt.
    Jeg retfærdiggør det ikke, men jeg har forståelse for, at det sker.

  6. Mette skriver:

    Det er altid svært når der er uskyldige mennesker der bliver ramt af hændelser som de slet ikke har haft nogen andel i, men jeg hæler nu også lidt til Kirstens “ligger som man har redt” i hvert fald på det samfundsmæssige plan. Der sker SÅ mange ting og tages ufattelige mange beslutninger som offentligheden ikke får at vide – især i USA – men som får store konsekvenser for os alle. USA har selv har finansieret og trænet Osama i krigsførelse mod nogle som USA på det tidspunkt ikke kunne lide. Hvis deres indblanding så omhandlede næstekærlighed var det een ting (det er den udlægning de helst vil have vi skal tro på) men det handler jo som altid om penge, magt og adgang til olie.
    “Det du sender ud får du igen”, “Du høster som du sår”, “Du ligger som du har redt”, karma – kald det hvad man vil men USA har vist sendt en masse “ud” i løbet af de sidste mange årtier og nu kommer der så noget retur. Det betyder så ikke at det ikke er skrækkeligt for de mennesker det går ud over. Under 2. verdenskrig, før japanernes angreb på Pearl Harbour ønskede USA at gå ind i krigen i europa. Der var udbredt modvilje mod dette i befolkningen. USA havde brudt japanernes kode længe før angrebet og de var klar over der ville komme et angreb. Man mente at et angreb på amerikansk jord ville ændre befolkningens holdning til at gå i krig. Nogle folk højt på strå i USA valgte at ofre de soldater og civile der var omkring Pearl Harbour. Nu kunne USA godt få opbakning til at gå ind i 2. verdenskrig. Det er skrækkeligt for de mennesker, der får smadret deres liv i den slags hændelser men jeg siger bare at der sker så meget bag kulisserne og USA – som samfund – mærker nu nogle af konsekvenserne af deres handlinger.

  7. Lone skriver:

    Jeg køber ikke den der sammensværgelsesteori….jeg er ikke pro-USA, men jeg kan ikke finde noget som helst der skulle retfærdiggøre at man bruger 2 fly som bomber mod mennesker der tilfældigvis lige er på arbejde i en bygning i USA. Eller London… eller Madrid…eller Odense.

  8. Lone skriver:

    Ja der er vi så så forskellige – jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor terror mod fuldstændigt tilfældige skulle kunne gavne nogens sag, og at man kan føle sig SÅ fremmedgjort. Jo, der er uskyldige der dør hvert eneste sekund verden over, og kunne jeg, ville jeg stoppe det øjeblikkeligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.