Hvor var jeg?

Nu er jeg jo kendt for at være sentimental. Og årsdage betyder noget for mig. Jeg husker næsten alle mine venners fødselsdage, hele min families, stoffers families (altså, dem husker jeg, men jeg lader ham om at reagere på dem. Det er hans ansvar.) og mange andre tilfældige menneskers. Jeg husker årsdagen for gamle og nuværende kæreste(r), for alt hvad der har med graviditeten og Klara at gøre. Og for mange helt irrelevante ting.

Jeg husker også den her dag, for fem år siden. Det gør langt de fleste nok.

Jeg er ikke specielt politisk engageret, selv om jeg da altid stemmer, har en del holdninger og den slags. Jeg gider ikke harcelere over Amerika og Osama og om Danmark er stat nr. 51, eller hvad ved jeg. Jeg beskæftiger mig med livet i al almindelighed, og for alle os almindelige mennesker, var den dag bizar, ond, surrealistisk og den ændrede mange ting. Ikke så meget i det daglige – jeg står stadig op kl 7, jeg kan stadig købe mælk i supermarkedet, jeg bruger stadig for mange penge på tøj og tilbehør og min kæreste kan stadig ikke huske halvdelen af, hvad jeg fortæller ham. Og det endda selv om det er en helt anden kæreste nu, end det var den dag for fem år siden.

Men det har ændret noget i mit syn på verden. Jeg synes, dengang, lige at det gik så godt. Jeg var optimistisk, jeg var holdt op med at bekymre mig om den kolde krig og atombomber og hvorvidt jeg ville kunne overleve, hvis jeg polstrede badeværelset til med madrasser og skabte et lufttæt rum, fyldt op med konserves. Lyder langt ude, men var rent faktisk en af de ting jeg var allermest bange for som teenager og ung.

Jeg ved ikke, om man egentlig kan hævde, at verden nogensinde har været uskyldig, men efter den dag var den det i hvert fald ikke mere for mig. Og jeg har stadig svært ved at forstå det. Især hvorfor-delen. Efter min mening, skulle alle folk bare gå hjem, elske deres kone/mand, passe deres have og opdrage deres børn. Lev dog livet, og lev det dog lykkeligt. Og ja, nu siger alle de kloge så til mig, at nogen mennesker lever under forhold, hvor de ikke kan leve livet i fred og derfor bliver de sure og lader det gå ud over andre. Old news. Men jeg mener, at man altid har et valg og der vil altid være andre måder at ændre tingene på. Måske ikke på en dag eller på en uge, men på længere sigt.

Måske er jeg bare typisk dansker, måske lever jeg i en beskyttet kokon, og måske bliver der aldrig revolution i Danmark, fordi vi allesammen skal hjem og spise kl. 18. Det passer mig fint. Det kunne folk godt lære noget af.

Nå, men hvor var jeg så?

Jeg var nyuddannet, arbejdsløs og hjemme i min stue. Jeg havde visse rutiner. Det var september og solen skinnede og jeg kedede mig. For ligesom at have visse holdepunkter mens jeg søgte en masse stillinger, havde jeg oparbejdet vaner, og en af dem var at se Beverly Hills 90210 kl. 16. (så vidt jeg husker var det det klokkeslet, men hæng mig ikke op på det). Så jeg tændte for tv'et et stykke tid før mit program skulle starte, og straks så jeg et brændende højhus. Og jeg tænkte, som flere andre der oplevede dagen på den måde, at det da var et underligt tidspunkt at sende en katastrofefilm på. Dårlig hollywood film, brændende skyskraber, helt uden for programmet! Jeg satte mig forvirret ned i min falmede gamle ikeasofa og var lidt træt af TV2 og deres upålidelighed, da det så efterhånden gik op for mig, at det ikke var nogen film, for der var en som speakede ind over, og der stod da vist også noget om Nyhederne og Ekstra udsendelse.

Så forstod jeg, at det var virkeligheden. Og jeg ringede til min daværende kæreste, som var på arbejde, og sagde at det var meget mærkeligt, det her, men at der var et stort hul i et af tårnene på WTC og at de snakkede noget om et fly der var fløjet ind i det. Min kæreste, som kendte mig og min levende fantasi godt, spurgte skeptisk hvor stort det hul mon var??? – men jeg sagde, at han skulle finde et tv og tænde for det.

Og mens jeg sad og så det, kom det andet fly. En lille sølvskinnende plet, der dukkede op i det fjerne og kom tættere på og jeg tænkte, nej, det kan da ikke passe, men det gjorde det. Det andet fly fløj ind i det andet tårn, og pludselig vidste vi alle sammen, at det ikke var nogen ulykke, at nogen havde gjort det her med vilje. Jeg forstod slet ikke, at det kunne lade sig gøre at se den slags ske, på tv. Jeg følte mig så tæt forbundet med det, som om jeg var en del af den historie jeg så blive skrevet. Som om jeg oplevede den. Og det var så surrealistisk at dreje hovedet, og se ud af stuevinduet, ud i solen og ned på amagerbrogade, hvor busserne kørte og livet overhovedet ikke havde ændret sig. Mens i min stue, var 3. verdenskrig indledt.

Og så kom nyheden om Pentagon og derefter rygterne om det 4. fly og stadig havde jeg så svært ved at forstå, at det hele skete lige for øjnene af mig. Resten af dagen sad jeg i sofaen og græd. Mest for alle de almindelige mennesker. Dem jeg så springe, dem der gik grædende rundt i NY's gader. Børnene der mistede forældre. Over 3000 børn mistede en forælder den dag. Og jeg ved godt det ikke er mange i forhold til andre katastrofer, aids, sult, tørke, borgerkrig. Der er nok at tage af. Men jeg græd alligevel.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

8 Kommentarer til Hvor var jeg?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.