Kammas kjoler

Agnes og jeg har læst den her billedbog. Tusind gange, ca., siden vi fik den i sidste uge. Den hedder Kammas Kjoler, er skrevet af Cecilie Wallengren og er meget fint illustreret af Dorte Pontoppidan Thyssen.

20121117-173045.jpg

Lidt ligesom med bogen om Petunia, så handler den her bog om små piger og deres forhold til tøj. Den kunne faktisk stort set lige så godt være skrevet om Agnes. Uden at hun på nogen måde er særlig speciel – for de er næsten alle sammen sådan, i perioder, i den alder. De vil ikke have strømper på, de vil kun gå i kjoler, de vil ikke bruge regnbukser og det er en skæbne værre end døden, hvis man skal tage en varm trøje på. Om den så er strikket ved fuldmåne af jomfruer i nepal, med babyhår fra indersiden af babygeders lår, så er al strik udløser af konflikter der ville skræmme selv folk fra Gazastriben.

Kamma i bogen gider bestemt heller ikke klæde sig efter vejret, og da mor er uopmærksom et øjeblik, skrider Kamma ud i haven iført prinsessekjole og bare ben. Selv om det er koldt og blæser. Hun leger godt og bemærker først sent at benene er blå og kjolen snavset – og så kommer mor!

Til sidst er der en meget fin slutning, hvor mor også tager fin kjole på og danser rundt med Kamma i stuen. Og måske er det i virkeligheden løsningen? Måske skal vi blive bedre til at skabe et rum for fint tøj, sådan at de små piger måske nemmere kan acceptere at de skal have noget andet på, på andre tidspunkter?

Kammas kjoler er en herlig og meget anvendelig billedbog, fyldt med flotte kjoler og fine detaljer. Og så kan du hente Kamma som påklædningsdukke her. Perfekt.

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

En Kommentar til Kammas kjoler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.