Endelig endelig endelig er det blevet min tur til at skrive en fødselsberetning, så den bliver lang!
Vidunderet besluttede sig for endelig at ville ud mandag morgen, d. 7.7., kl. 08.49, da jeg var ti dage over tid ifølge scanningsterminen.
Jeg var til forundersøgelse søndag formiddag, med henblik på igangsættelse fredag. Til undersøgelsen viste det sig, at jeg var to fingre åben og havde en meget blød og næsten udslettet livmoderhals. Så jm løsnede hinder, og jeg er sikker på det er det (og et kg. Jordbær jeg åd…) der satte gang i tingene. Jeg havde også haft lidt tegnblødning lørdag og min slimprop var gået søndag morgen.
Søndag eftermiddag kl. 16.40 fik jeg for første gang en ve, jeg synes føltes som "noget". Det gik så stille og roligt fremad, mens jeg sov en time og fik fodmassage af min søster. Så satte Kristoffer og jeg os til at se Ringenes Herre, De to tårne, på computeren, mens han meget omhyggeligt noterede tidspunktet for hver enkelt ve, så vi kunne finde ud af om de var regelmæssige. Omkring 00.30 var der 4-6 min. mellem hver ve og de varede ca. et min. hver så vi besluttede at tage ud på hvidovre, da jeg bestemt også synes de kunne mærkes.
Vi var forberedte på at skulle hjem igen og vente noget længere, for jeg var kun ca.4 cm åben og jm syntes ikke veerne bed nok. Men først skulle jeg have kørt en CTG fordi jeg jo var over tid, og den viste et svagt dyk i den lilles hjertelyd, hver gang jeg fik en ve. Og mens jeg lå med den blev veerne også pludselig stærkere.
Så fik jeg lavement og et dejligt lindrende brusebad og så kom vi ind på fødestuen, hvor slaget skulle stå
P.g.a. dykkene i hjertelyden var jeg nødt til at ligge ned på briksen med CTG'en på, og det var SÅ ubehageligt at ligge der "fastspændt" når man havde ondt. Senere fik jeg en elektrode op og sat fast i barnets hoved, så jeg kunne få CTG'en af. Først i 3. forsøg fik jm den til at sidde fast og jeg kan huske jeg var pisse irriteret på hende, men jeg ville jo gerne op og stå, så… Omkring kl. 05 ankom min søster, der skulle være hjælper for min hjælper, Kristoffer. De to skiftedes så til at give mig konstant lændemassage, udskifte den kolde klud på min pande og putte isterninger i munden på mig.
Vi prøvede med noget lattergas, men jeg nåede dårligt at få gummimasken op til ansigtet før jeg kastede vildt op… "patienten forpint" – som der står i journalen 🙂 det skal jeg love for…
Desværre syntes jm ikke rigtig veerne arbejdede nok. Det gik meget langsomt med at åbne mig, så hun syntes jeg skulle have noget vestimulerende drop. Jeg var på det tidspunkt så træt og udmattet, at jeg slet ikke kunne overskue tanken om, at det skulle gøre MERE ondt, så jeg spurgte til en epidural. Det var svært at overveje det, mens jeg havde så ondt, for jeg havde virkelig ikke lyst til at få den og var angst for evt. efterfølgende bivirkninger. Men på den anden side kunne jeg slet ikke forestille mig, at jeg skulle kunne fortsætte uden noget smertestillende overhovedet. Andet end non-stop lændemassage…
Der var så ventetid på epiduralen, for "alle ville have den" som jordemoderen sagde. Jeg kan huske, jeg forestillede mig narkoselægen styrte rundt med sin sprøjte og stikke den ind i ryggen på gud og hvermand og morede mig lidt over det billede. Nu fatter jeg jo ikke, at jeg havde overskud til den slags.
Før epiduralen skulle man jo så tisse, og mens jeg sad der fik jeg pressetrang. "Det kan da ikke passe" tænkte jeg og vidste ikke rigtig om jeg skulle sige det til jordemoderen, for hun ville jo nok ikke tro på mig 🙂 – syg tanke… Hun undersøgte mig så indvendig igen og jeg var pludselig 8 cm åben, så jeg slap/kunne ikke nå epiduralen.
Og det næste stykke tid, syntes jeg var det absolut hårdeste ved det hele. Bare at ville presse, men ikke få lov, fordi jeg ikke var åben nok. Og man har jo ikke lyst til at flække hele vejen op… At skulle gispe og holde igen og trække vejret og have veer og pressetrang og alting på en gang, når jeg bare gerne ville gå og lægge mig hjem i min egen seng og være i fred.
På det tidspunkt kunne jeg simpelthen ikke lade være med at skrige. Jeg kan huske jeg tænkte, at det var sært slet ikke at kunne styre de lyde der kom ud af ens mund. Jeg havde aldrig hørt noget lignende før. Jm mente, at barnet måske var stjernekigger, så jeg kom om på knæ og sidde lænet op ad det hævede hovedgærde, for at tyngdekraften måske kunne hjælpe barnet med at dreje sig rigtigt ned. Kl. 08 var der vagtskifte, og min trofaste følgesved Lone blev skiftet ud med Elzbieta.
Hun havde ikke været der længe før hun pludselig sagde, at nu måtte jeg gerne presse. "Hun er jo lige kommet" tænkte jeg "ved hun overhovedet, hvad hun snakker om??" 🙂 Men det gjorde hun jo. Jeg kom om på ryggen og mine to hjælpere hjalp med at holde hver et ben. Havde de ikke gjort det, så havde det barn nok været derinde endnu, for jeg havde ikke flere kræfter i mine lårmuskler overhovedet. Jm var en rigtig god coach og fik mig til at presse i stedet for at skrige. Desværre var hun nødt til at lægge et lille klip – noget jeg virkelig gerne ville have undværet – men det var jo nok nødvendigt.
Hårdt hårdt arbejde, men 08.49 smuttede hun endelig ud og jeg forstår nu den fulde betydning af ordet forløsning. Holdt kæft, hvor føltes det godt efter ca. 8 timers hårdt arbejde uden andet smertestillende end lændemassage og kolde klude! Resultatet er så den smukkeste pige i hele verden, 4030 g., 53 cm., en masse langt mørkt hår og bare så dejlig. Hun suttede lige fra starten og er på alle måder helt perfekt. Tak til dem der læste med til enden. Er man nysgerrig efter mere om fødslen og opholdet på fødeklinikken på hvidovre, kan man læse det i min netdagbog når jeg får det skrevet.
Kh Julie og Klara Marie
