Konfrontations teknik

I Klaras skoleklasse har vi sådan et koncept der minder om running dinner, men for børn. Det er med den bagtanke, at hvis du har leget hjemme på nogens værelse og spist mad sammen med dem og deres familie, så er du mindre tilbøjelig til at mobbe dem senere.

Jeg kan på egne vegne tilføje den dimension der hedder, at hvis du allerede har erfaret at nogens mor er en badass nazibibliotekar, så er du mindre tilbøjelig til at komme denne nogen på tværs senere i livet. Jeg siger det bare.

Men børn er ikke for folk med sarte nerver. Jeg takker i hvert fald min skaber for, at jeg efter gymnasiet gik bort fra min oprindelige plan om at blive skolelærer. Som bibliotekar kan jeg i det mindste fralægge mig ansvaret, hvis det kommer helt derud, og sige “mange tak for i dag, det var mindre hyggeligt at høre på jer og nu trænger I vist til frisk luft – vi ses igen i morgen” og så smide ballademagerne ud. Jeg er heller ikke bleg for at ringe efter politiet.

Men som skolelærer (og forælder) står man der med lorten. Det ER vores ansvar. Og lidt lærerens fordi hun skal lære dem noget og har elevplaner og årsplaner og skole-hjem samtaler og mål der skal nåes. Således ville mit lærer nickname ret hurtigt være blevet SureJulie eller NaziJulie. For jeg har ikke den form for overskud eller nerver. Jeg er mere typen, der gemmer mig på toilettet og overlader børnene til Kristoffer.

Den anden dag skulle Kristoffer således afhente eget barn plus tre ekstra til spisegruppe hos os. De måtte gå hjem, for vi har ikke bilsæder til så mange børn og christianiacyklen er flad og kører alligevel dårligt i snebunkerne.

Der var så kun tre børn. Klara og to drenge. Den anden pige var ude at rejse. Men tre er også rigeligt og de er allesammen rigtig godt oppe at køre. Nok meget godt, med den gåtur hjem alligevel. Den ene dreng er meget flabet og siger hele tiden til Kristoffer “er du dum, eller hvad?” – neeeej, det mener Kristoffer nu ikke han er, og til sidst siger han til drengen, at sådan taler vi ikke til hinanden her, og han vil ikke høre på det osv.

Men det virker ikke rigtig. Når de er oppe i det niveau, så er det svært at trænge igennem med et pædagogisk budskab. Klara står så og ser fra sin far til sin ven, og kan åbenbart godt se, at det ikke går helt godt. Ven bliver frækkere – far bliver vredere. Noget må der gøres!

Resolut bukker hun sig ned, tager en stor pind og kaster den langt pokker i vold, i mens hun råber “du er en hund Mogens, hent pinden!”

Hvorefter drengen, der naturligvis ikke hedder Mogens, men her gerne vil være anonym, halser efter pinden og vender tilbage med den i munden.

Og således var den konflikt afværget og den lille flok kunne drage videre i fredelig sameksistens uden at nogen tabte ansigt. Mors dygtige pige, ikke sandt?

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

19 Kommentarer til Konfrontations teknik

  1. Marie skriver:

    Hahahahah, vil jeg fra nu af bruge HVER gang der er optræk til ballade…”du er en hund Mogens, hent pinden”…FANTASTISK.

  2. Kirsten skriver:

    Når du skriver sådan, får jeg endnu engang lyst til at skifte erhverv. -Altså væk fra skolelivet! Børn er nogle møgunger 🙂 Især andres.
    Tænk sig, når Klara så næste gang skal med en familie hjem, så er det hende, der er andre folks børn og lige skal afprøve, hvor grænserne er i den familie.
    Nånej… det kunne hun jo aldrig finde på. (Siger jeg, imens jeg tænker på alle de ualmindelig søde piger i min klasse, der tegner på væggene på wc’erne, kniber drengene i siderne (og derefter selv tuder), og har så gode overtalelsesevner, at de nemt får sig indtil flere pakker madpakkeslik i løbet af en skoledag.)

  3. Malene skriver:

    Hold da lige op. Ser straks en karrieremulighed for Klara i diverse mellemøstlige konflikter. Hun mangler da bare den blå barette så kan vi hurtigt få løst den palæstinakonflikt ;o)
    Malene

  4. Lou skriver:

    Haha, hvor er hun dog fantastisk! 😀 Fedt! Jeg ville også være stolt! 🙂

  5. Julieumulie skriver:

    Kæææwd hun er sej. måske en pædagog i familien eller ny stats minister (det sidste håber jeg dog ikkkk helt på 😀

  6. Line skriver:

    Mors SÅ dygtige pige 🙂

  7. Katrine skriver:

    Hun er jo genial, pigebarnet !
    Og skide sjov tilmed ;o)
    Det har I sgu da klaret meget godt, dig og Kristoffer!

  8. AB skriver:

    Se, det er intelligens, der vil noget!

  9. ParisParis skriver:

    Drenge kan og skal i nogle tilfælde opdrages som hunde. Ikke engang Pavlovs hunde 🙂

  10. Kristina skriver:

    Saadan Klara!! Kommende vinder af Nobels Fredspris!!! Og vildt sjovt!

  11. Morfar skriver:

    Jeg havde reageret med vold……jeg sværger 🙂

  12. Anne D skriver:

    Skøn historie. Måske en ide til mit eget arbejde som lærer.

  13. Frederikke skriver:

    Hun har sgu da fat i det helt rigtige.
    Og skønt udtryk…. det må bruges fremover 😉

  14. Suzy skriver:

    Det er det mest vidunderlige jeg nogensinde har hørt 🙂

  15. Lena skriver:

    Lena griner stadig 😀

  16. Anette skriver:

    Åh – børn er SÅ loyale mod deres forældre, og vil gøre alt for at beskytte dem mod dumme venner. Adspredelse virker hver gang! 😉
    Hvor er hun kvindelistig hende Klara. Tror jeg tyvstjæler hendes replik. Den skal være min nye respons til sure mennesker! 🙂
    Tusind tak for et skønt skriv Julie. Nu glæder jeg mig endnu mere (!) til Alberte starter i skole til sommer…

  17. Sanne skriver:

    Fantastisk historie! Tak fordi du delte den med os. 🙂

  18. visitsen skriver:

    Kan kun medstemme i koret: fantastisk – og tænk hvis jeg selv havde de evner, når det ind i mellem sker, at tingene brænder på.

  19. Katrine skriver:

    I love it!!! 😀
    Dén vil jeg bruge næste gang, der kommer en sur forælder eller kollega. Klart!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *