Mærkningsordning til børnebøger? Nej tak.

Fredag aften, i sofaen under en bunke af børn og kat, var jeg lige ved at få Disneysjovslikket galt i halsen da jeg lå og hyggelæste lidt indlæg på facebook. Ifølge denne artikel http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Boeger/2014/10/10/10074129.htm foreslår de to gode organisationer Børnerådet og Børns Vilkår en mærkningsordning til børnebøger, sådan at man får en advarsel inden man ved et uheld kommer til at læse noget der skræmmer en. Jeg kan kun tænke, at de ikke har undersøgt området ordentligt? Ved de ikke, hvordan der er på et bibliotek?

Som børnebibliotekar med 13 års praktisk erfaring og en 4 årig universitetslignende uddannelse i bagagen, kan jeg simpelthen ikke se behovet. Der er ikke brug for et klistermærke, fordi i mellem den potentielt traumatiserende bog og barnet står jeg. Børnebibliotekaren. Og ja, vi er blevet færre, vi er blevet sparet på og sat til at lave andre opgaver end formidling, men langt størstedelen af de danske børnebiblioteker er altså stadig i besiddelse af gode og dygtige fagpersoner, der ved en masse om de bøger vi låner ud og som udmærket er i stand til at finde den helt rigtige bog, til den helt rigtige låner, på det helt rigtige tidspunkt. Det er faktisk lidt af en æressag for os.

Hvorfor er vi ved at udvikle en kultur, hvor vi skal være bange for alt? Vi detailstyrer alting og mærker alting og dobbelttjekker det hele. De stakkels børn, med deres heldagsskole og visse steder med inddragede frikvarterer, lad dem dog beholde et eneste sted, hvor de kan gå hen og være i fred. Børnebiblioteket har traditionelt set altid været et fristed, dit eget rum, hvor du må lave ingenting og fordybe dig i alting. Talrige er de historier jeg har læst og fået fortalt gennem årene, om hvordan nu voksne mennesker fandt sig selv mellem hylderne på det lokale bibliotek. Der kunne de være. Der var der plads, der udviklede de sig og lærte hvem de var. De fandt deres rette hylde, om man så må sige.

For mit eget vedkommende indebar den udvikling læsning af talrige skræmmende bøger. Og selv om jeg kan høre mine sarkastiske venner skoggerle, så vil jeg stadig påstå at jeg ikke har taget skade af det. Tvært imod.

Læsning har dannet mig. Fra jeg som lille fik læst højt og til i dag, hvor jeg som mor til to selv læser højt, har læsning bragt mig tusindvis af forskellige verdner. Og mere end det, mere end drager og hekse og fjerne lande – det har også bragt mig erfaringer jeg aldrig selv ville kunne have gjort mig uden at komme virkelig galt afsted. Martina og Kristiane F lærte mig at stoffer er en dårlig ide. Bastian lærte mig, at man skal tro på fantasien, hvis den skal overleve. Buster lærte mig, at det er dem der mobber, som der er noget galt med. Bilbo lærte mig, at selv det mindste væsen kan udrette store ting. Tine Brylds bøger lærte mig virkelig meget, også om hvad jeg IKKE ville udsætte mig selv for. Stephen King har lært mig aldrig at gå ned i en mørk kælder, for at undersøge hvor den sære lyd kommer fra.

Jeg har lært om kærlighed, om død, om ensomhed, om vilde udskejelser, andre kulturer, om tab og håb og sorg uden overhovedet at få en skramme! Heller ikke på sjælen.

Læsning danner. Også den ubehagelige læsning. Og jeg frygter vi undervurderer værdien af både de positive og de negative følelser, i dannelsen af det hele menneske. Livet er ikke lutter Den Store Bagedyst og 12 taller. Hvis du har en hamster, så dør den. Ligesom din farmor. Og din hund. Og nogen gange bliver forældre skilt, eller endnu værre, de dør! Ville en sådan mærkningsordning i virkeligheden være til for de forældre der frygter den ubehagelige samtale og forsøger at undgå den?

Jeg siger ikke, du skal læse Stephen King for din 5 årige, lad være med det. Men din 5 årige ville heller aldrig falde over noget så upassende nede på mit børnebibliotek. For vi indretter os jo, sådan at I finder det der passer til jer. Der er Forældrehylder, med de ubehageligste bøger om f.eks. incest. Det er ikke den du skal vælge til godnatlæsningen, hvis du er i tvivl. Men den er der, sådan at de der har et reelt behov for at tage så grusom en samtale med et barn, også kan få den fordel en billedbog om et emne giver. Det gør det meget nemmere at tale om de svære ting, når man har læst om nogen der har oplevet noget lignende.

Jeg får ofte, alt for ofte, spørgsmål på om vi har noget om skilsmisse. Om at flytte. Forældrene har brug for de bøger der åbner op for de svære snakke. Og alle de andre svære emner – børn der tisser i bukserne, bedsteforældre der dør, mobning, ensomhed, sygdom og handikap – det hele sker jo altså derude, i virkeligheden. Og hvis man står midt i det, så er det for mange rart at gå ned og få hjælp af en engageret børnebibliotekar til at finde en bog der måske kan hjælpe lidt.

Det er ikke min erfaring at forældre prøver at undgå den slags bøger, tvært imod efterspørger de dem ofte og er glade for at der findes noget der kan hjælpe dem med at nå ind i det svære. Og derfor har mange børnebiblioteker allerede deres egne mærkningsordninger, emnekasser eller delopstillinger, der gør det NEMMERE at finde en bog om en død hamster.

Jeg kan også frygte hvor den slags PAS PÅ-ordning ville ende. Hvor langt er der fra et mærke, til et forbud? Ud med alle de svære ting i livet, så kan vi virkelig få pakket vores unger ind i misforstået vat og fuldstændig undgå at ruste dem til nogen form for modgang eller snakke med dem om noget som helst ubehageligt. I sidste uge havde jeg en låner, der gerne ville have mig til at kassere en eventyrbilledbog, hvor nogle hekse spiser røde fluesvampe som et middel mod hoste. For ”det skal man jo ikke opfordre børnene til”. Nej det skal man da i hvert fald ikke. Men man kan jo benytte lejligheden, når man nu har har læst den fiktive historie, til at tage en snak om hvad man må og ikke må spise ude i naturen? Og hvis dit barn så en dag rent faktisk møder en rød fluesvamp (fordi de er derude!!!!) så husker hun måske den historie og ved at hun ikke må spise den. For hun er ikke et fiktivt eventyrvæsen med hoste. Og det ved hun godt, fordi I har talt sammen om det. Smart.

Og, i sidste ende, vil det alligevel altid være dit og mit ansvar, os som forældre. Hvis vi lader vores 5 årige gå alene på biblioteket og låne bøger om døde kæledyr og skræmmende klovne, så er det vores ansvar. Og hvis vi går med, og vi låner de bøger, så er det stadig os der skal kigge dem igennem inden vi læser dem højt og vurdere om det her er noget for vores børn. Og hvis du er i tvivl, så spørger du din børnebibliotekar. Det er det, vi er der for.

Dette indlæg blev udgivet i Fagligt og tagget , , . Bogmærk permalinket.

31 Kommentarer til Mærkningsordning til børnebøger? Nej tak.

  1. Konen skriver:

    Vi læser endnu kun bøger om dyr og farver og mumier. Og så alligevel – vi læser også om ting der (åbenbart) er frygtelige når man er lige knap to: At få taget sin temperatur, at få tøj på når man ikke vil at Kaj er ked af det.

    Endnu er det ikke relevant, men en dag så kommer vi til at mangle en bog om at have en død storebror. Og det ville være rart at kunne vise vores barn at det er noget helt normalt, ligesom alle andre bøger, og ikke noget farligt og underligt som skulle hentes fra et hemmeligt skab i kælderen.

    Tak for dit indlæg. Det er vigtigt.

    Du skulle være biblioteksminister. Eller biblioteksdiktator! Altså, ikke overfor lånerne, men overfor politikerne. Sådan et dumhedsskjold af en art.

  2. Superheltemor skriver:

    Åh det er vildt godt skrevet! Send det ind til aviskronik!

  3. Henriette skriver:

    Enig med enig på!

    Biblioteket var mit frirum, mit eventyr, mine venner gemt i papir og alle mine fantastiske rejser. Der var mine lærere udi alskens mulige og umulige emner og slutninger jeg selv kunne vælge.

    Jeg håber håber håber sådan at min nu 1,5årige datter vil få mulighed for sådan et helligsted, som barn, tween, teen, voksen og alt der i mellem. Og jeg håber der stadig er Julie’r hele vejen igennem.

  4. Kammamamma skriver:

    Jeg synes også du skal sende det der et eller andet sted hen! Det er så godt skrevet!

  5. Christina Hach skriver:

    Kære Julie
    Jeg er helt enig med de andre ” kommentatører”, og send det til et debatindlæg, eller kronik,
    Vi er mange der har samme mening, men få der er så velformuleret som dig.
    – og jeg tænker der er en “mærkat-mafia” et sted,
    – altså tænk på alle de mærker fødevarer bliver mærket med, man vil snart ikke kunne se hvad man køber for bare mærker!
    lad nu folk selv tage ansvar! Både for dem selv og deres børn.

  6. Rikke skriver:

    Julie for president! Jeg er enig med de andre.
    Det der fortjener en plads i et trykt medie.
    Bøger har også dannet, formet, skræmt, slebet og udfordret mig. Og jeg håber virkelig at jeg formår at give de oplevelser videre til mine børn.
    Og du burde skrive bøger selv, for du kan noget helt særligt med ord!

  7. Tak, Julie! Du skrev lige, hvad jeg selv tænkte. Jeg er enig i de ovenstående kommentarer; dine ord må gerne nå ud til flere. Tak for en inspirerende blog!

  8. Kian skriver:

    Kan ikke sige andet end – hørt!

  9. Roody skriver:

    Åååååhh hvor er det fantastisk dejligt – og VIGTIGT i dette sære sære samfund – at der findes så kloge og velformulerede mennesker, der gider og orker at skriver den slags!!! TAK, jeg er enig… Også i de kommentarer der siger, at det skal sendes diverse steder hen… Bortset fra, at jeg synes det skal sendes alle steder hen!!! Især til biblioteksministeriet (elsker det ministerium), børneministeriet, statsministeriet og samtlige nordiske medier!!

  10. Lone T skriver:

    Julie, som sædvanlig: Spot On! Jeg hørte om det i radioen og var ved at få et bolsje galt i halsen.

  11. Julia skriver:

    Jeg troede ikke på det, da jeg læste det her – tænk at nogen mener det alvorligt?! Det minder lidt om de lister med “Banned Books”, der ind i mellem dukker op. Kunst skal provokere og fængsle os, og jeg tror at børn skal lære at verden er mange ting.

  12. Christine skriver:

    Fantastisk godt skrevet! Måske du kunne overbevise vores altid så børnebiblioteks-orienterede fagblad om at bringe den! Og selvfølgelig den samlede presse bagefter 🙂

  13. Frederikke skriver:

    Knivskarpt. Pisse godt.
    Du fik mig for længe siden i gang med bruge biblioteket frem for at købe bøger. Det var en vidunderlig, hvid og underlig, åbenbaring.
    Julie FTW.

  14. Birgitte S. skriver:

    Hvor skriver du altså bare fantastisk – sjovt, alvorligt, fængende. Du var den første blogger, jeg stiftede bekendtskab med, og du du er stadig min absolutte yndlings. Dejligt, at det nåede videre til Politiken, for det er et vigtigt budskab. Det kan ingen da være i tvivl om, når de har læst dit indlæg!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *