Ja, men hej hej så. Det er ikke fordi jeg ikke gider blogge, men altså, det er december og vi ser Pagten og juler og der er alle de der løse ender der lige skal på plads inden weekenden. Du kender det nok fra dig selv.
Og så har jeg fået et nyt projekt.
En aften, da vi så Pagten, blev Agnes helt misundelig på den der store læderbog fuld af hemmeligheder, som nisserne har. “Bare jeg havde sådan en bog, fuld af magiske ord. som f.eks. KAPOW eller ´jeg elsker min familie´”, sagde hun. Og hvem kan stå for det? Ikke jeg. Og da slet ikke i denne hjerternes festtid.
Så jeg gik i kælderen og fandt en håndindbunden bog med læderomslag, som jeg købte i Firenze for 15 år siden. Tal om at være forudseende. Man får ALTID brug for de der ting, man falder over! Og så hev jeg hele krea-lageret ud i sofaen.
Inkl. nogle af de sjove ting jeg har købt gennem årene og endnu ikke haft brug for – glow in the dark tusser, officielt Ministry of Magic vokssegl fra Harry Potter Studioes. Stempler, klistermærker, penne, fjer, dimser, alt hvad hjertet kan begære.
Og så startede jeg. Her er forsiden. Og derefter kommer de opslag jeg har nået at lave indtil nu.
Nårh ja, og så sendte verdens sødeste Marie mig en pakke med dims fra hendes kælder! Og så var der til et par sider mere…
DU MÅ IKKE SIGE NOGET TIL AGNES! DET ER EN JULEGAVE!
Jeg planlægger at lave så mange sider jeg kan nå inden jul, og så kan vi fortsætte bogen sammen. Og hun kan måske fortsætte den alene, med hendes store krea-gen.
71 Kommentarer til Magisk mystisk magibog (hemmelighed!)