Morgenerne

I lang tid er morgenen er en total nulstilling. Alt starter forfra, belastet af tanken om at ingen kan gøre det for mig. Ingen kan være mig, for mig. Følelsen af ingenelskermigdetkanværeligemeget er tung som en kugledyne, men overhovedet ikke beroligende. Tværtimod er min krop rastløs, utålmodig efter at føle mindre, eller samtidig allerhelst at føle noget bedre. Mere. Mindre mere. Det er meget forvirrende. Og selv om det ikke er sådan særlig ofte mere, så rammer det stadig af og til, helt vilkårligt og pisse irriterende.

Desværre rækker rastløsheden ikke til det fysiske. Rent faktisk at skulle bevæge min krop, at rejse mig, finde noget at tage på (Arrggggg hvad skal jeg tage på??? Hvad tager man på når man ikke ved hvem man er?) er en uoverstigelig byrde, en opgave der føles så omfattende at man ikke burde pålægge et menneske den alene. Man burde have en stå op makker. Ligesom på de der ungdomsuddannelser hvor det øger tilstedeværelsen at man ringer hjem til de unge og får dem op. Det vil jeg have. En skilsmisse-service, der ringer, eller skriver SMS, det er også ok, bare budskabet er Vi kan li’ dig! Stå op, verden har stadig brug for dig! Du er ikke overflødig. Ikke for alle, i det mindste.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

5 Kommentarer til Morgenerne

  1. Mikkel skriver:

    Vi kan lide dig, Julie. Rigtig meget endda! Og guderne skal vide, verden har brug for dig 🙂 KH/ Een af dine kolleger

  2. Louise skriver:

    Jeg kan altså også rigtig gode lide dig <3

  3. amarOrama skriver:

    Stå op og blog! Jeg kan godt lide, når du blogger.

  4. Macu skriver:

    Jeg er også vild med dig 🙂 og havde brug for dig.

  5. Marianne skriver:

    Jeg kan også godt lide dig. Har fulgt med på bloggen i 8 år nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *