I flere DAGE nu, har mit internet derhjemme været mere ustabilt end mænd generelt i start 20´erne. Den ene dag er det der for fulde hammer, den næste dag ved det ikke rigtigt og den tredje kan man slet ikke få forbindelse, og det er som om det aldrig nogen sinde har eksisteret.
Jeg er meget utilfreds. YouSee. Skam jer. Hvad er det for en måde at drive forretning på?
Og apropos mangel på forbindelse, så troede jeg, den anden nat, at jeg skulle dø. Jeg lå i min seng og var ved at falde i søvn – en proces der godt kan tage lidt tid. Og så mærkede jeg et stik i min venstre arm. Og så tænkte jeg, at nu dør jeg. Og jeg blev virkelig ked af det, fordi jeg nu skulle dø uden at få sagt farvel til nogen, helt alene, midt om natten, mens mine uskyldige børn og mit livs lys lå intetanende og snorkede omkring mig. Jeg vendte mig om, og lå og så på Agnes og hendes smukke, rene ansigt. De ligner virkelig engle når de sover. Og jeg snuste til hende, og kyssede hende, og rørte lidt ved hendes hår, mens jeg ventede på at stikket fra armen skulle bevæge sig op til mit hjerte. Og så overvejede jeg, om jeg skulle vække Kristoffer, og sige, at jeg synes min søster skal flytte ud til dem, det første stykke tid efter at jeg er død. Bare for at de ikke skal være alene. Bare så der er nogen, der kan tage lidt hånd om dem, mens de sørger. Måske skulle de gifte sig – det ville være det bedste for mine børn. Min søster er jo mig, bare anderledes.
Nå. Men jeg døde så ikke. Jeg faldt bare i søvn.
Men der er åbenbart en eller anden sårbarhed der lige skal markere sig for tiden. Jeg er helt ude af flippen hvert andet minut, og må virkelig sortere i, hvilke informationer jeg kan tåle. Jeg tænker stadig dagligt på den baby der døde i bilen.
F.eks. læste jeg en bog i ferien, der hedder Vejen og er skrevet af ham der amerikaneren, Cormac McCarthy. Den er virkelig godt skrevet og meget medrivende. Jeg købte den totalt. Troede på det hele. Kunne mærke historien inden i. Og så er det rimelig dumt at sidde i et isoleret sommerhus på Falster, og ende dér hvor man stort set forventer at horder af babyædende voldsforbrydere om et øjeblik kommer snigende rundt om hushjørnet. At apokalypsen indtræffer NU. Og vi har bare slet ikke fået købt nok dåsemad ind, eller batterier eller stearinlys. Vi er ikke FORBEREDTE! Det er bare det værste der kan ske, for en gammel spejder som mig!
Og så har jeg fået læst de to første af de der vampyr-teenage-kærligheds bøger. Ikke så stor kunst, nej, men ok ferie underholdning. Og jeg går i hvert fald ikke udenfor mere. A L D R I G! De er jo derude mand, de venter på mig med deres kolde blikke og hugtænder og smag for blod. Var det så bare en af de mere hotte unge mandlige indianer-varulve, så ok… de virker som nogle snitter!
I’m with you! Jeg har så lige stortudet til “Hotel Rwanda” på DR2. Puha. Jeg får vist ikke sovet meget i nat, fordi det bliver svært at våge over mine to små børn med lukkede øjne. Og militsen er helt sikkert på vej jo. Følelserne og beskyttertrangen flytter ligesom uden for tøjet som led i yngelplejen. Fornuften? Tjah. Min forsvinder når trætheden sætter ind….
Og så tænker jeg lidt: mon ikke verdens stærkeste hær i virkeligheden ville udgøres af mødre? Dum tanke, jeg er pacifist jo…
Hilsen Line.
Mødre er helt klart en undervurderet ressource, rent magtmæssigt set. Var det sidste år jeg skrev et indlæg om, at FN burde have et korps af gravide og mødre, der rejser rundt og sætter ballademagere på plads? Jeg fatter ikke, det endnu ikke er sket. Det virker så åbenlyst genialt.
Tak for reminder om ferie bog!! Må huske Tove d!!! Man kan vel ikke sidde og kigge kæresten i øjnene hele tiden, eller kan man. når man befinder sig i de svenske skove skal man vel også ud og finde en elg eller to! Man skal dog altid huske sin skrig pink hue og at råbe Jag är inte elgan overalt, hvis de nu sku ta fejl!!
Nå ikke mere svensker pjat!
Har os prøvet den der “nærdøds” oplevelse en nat jeg vågnede og mit hovede gjorde så ondt at jeg virkelig seriøst troede det var enden, men ak.. var jo nok egentlig bare forkølet, men altså det pisse ubehageligt. Et øjeblik tror man sgu det er NU!!
Og lorte yousee. du må ha følt dig temmelig lost!
-Jules
Åh.. Nu kom jeg til at tænke på den lille pige igen.. Det skulle lige ha’ været nogens mor, der var gået forbi den bil og så sådan en ensom lille fis sidde der og vente på en far, der var for stresset til at huske hende.
HUN var ikke gået forbi i stille undren..
Sjovt, jeg havde næsten samme tankespind for nogle aftener siden. Jeg følte ikke, at jeg kunne trække vejret – følte en trykken for brystet. Og fik så den tanke, at jeg måske var ved at udånde helt. At jeg ville dø, hvis jeg lagde mig til at sove. Og hvordan skulle min 8-årige og 4 mdr gamle baby så klare sig?!
Jeg nåede ikke at tænke så langt, snuste til babyen, som du til Agnes, og kyssede ham osv, som du. Og græd små tårer over savn på deres vejne, når jeg pludselig var væk. Uudholdeligt at tænke på. Minder mig om Julia Lahmes indlæg om stærke forældre, på hendes blog.
Så spurgte jeg kæresten, om han mon troede jeg var i fare for at dø i nat, hvilket han var ret sikker på, at jeg ikke gjorde. Og så sov jeg nok også lige pludselig. Bare.
Vi mødre er både de mest sårbare, skrøbelige væsener og de stærkeste, sejeste, frygtindgydende, stærke krigere. JEG melder mig i “hæren”. Jeg ville kæmpe til sidste blodsdråbe. Og jeg ville også ønske, som alle I andre sikkert, at jeg var gået forbi den bil og bare havde smadret den rude med mine bare næver…
Du rammer så rent her, at jeg dårligt nok er i stand til at kommentere. Er træt af at være så forbandet tyndhudet, men har samtidig en fornemmelse af, at det på en eller anden måde er det, der redder os allesammen gang på gang.
Men den lille pige i bilen havde garanteret også en mor, der var tyndhudet og årvågen og alt det. Og ALLIGEVEL skete det, og det er måske derfor, den historie er så svær at slippe (ud over, at den jo bare er helt igennem hjerteskærende forfærdelig). Fordi det er den ondeste begmand til illusionen om, at man kan afværge alle ulykker, hvis bare man sover med det ene øje på klem. Hader tanken!
Jeps du skrev et indlæg om FN der burde ansætte gravide til at give div. statsledere nogle ordentlige møgfald:
http://julies.smartlog.dk/svanens-d-d-i-syv-akter–post116497
Jeg kan – efter selv at have været gravid – kun give dig ret. Gravide og mødre er en stærkt undervurderet ressource.
Iøvrigt er det ikke kun mænd i 20’erne der kan være ustabile, det kan mænd i 30’erne (og ældre) også sagtens være.
🙂 Jette
PS. Der næsten – men også kun næsten – er holdt op med at tænke på den stakkels lille pige i en alt for varm bil.
Jeg har også læst “Vejen.” Den er fantastisk, men uhyggelig. Kryber i den grad under huden. Og når man så bliver spurgt: “Hvad handler den om?” Ja, hvad skal man så svare på det?
Jamen kender det. Og lidt skørt så fik min svigerinde den anden aften samme fornemmelse i armen, og hendes gik endda over mod brystet, og de ringede vagtlæge og alt muligt. Men det var så ikke noget alligevel. Hun troede også nu dør jeg fra mine tre børn. Jamen det er ikke til at bære.
Du mindede mig lige om at jeg jo også har læst the road, da vi boede i USA, og det ville jeg ønske jeg ikke havde. Al den der død og babyspisning og elendighed kan jeg ikke bære, og børn der er helt alene, og mødre der dør. Jamen nej nej nej.
Tilgengæld læser jeg også her i ferien twilight, og kan sagtens blive helt teenager igen, selvom det ikke er fantastisk litteratur, så ved jeg jeg ville have elsket de bøger som tween.