Perfekt dag

Hverken mere eller mindre. Har simpelthen haft perfekt dag i dag! Den startede med, at jeg fik lov til at sove til kl. 11. Hvilket også var hårdt tiltrængt, fordi min søster og jeg tog til en fest hos nogen af hendes venner, i går efter koncerten. Hov, det har jeg helt glemt at skrive om!

Det var sjovt. Det involverede en skattejagt omkring strøget kl 01 om natten, tequila shots foran rundetårn og segnedans (dans til du segner) foran universitets biblioteket. Ja, min søsters venner er yngre. Og gøgleragtige. Men vi fandt skatten til sidst, som bestod af whiskey og cerutter til alle, på Det Hvide Lam, inde på Kultorvet. Spørg lige om jeg følte mig fejlcastet sammen med min søsters flippede venner, hvoraf de tre var klædt ud som sørøvere pga den her skattejagt, blandt det modne publikum på Hvide Lam, med forbavsende mange englændere, og et live jazz band… Tror det var deromkring jeg besluttede at cykle hjem. Havde også fået tequila nok til, at jeg var endt i det kærlige hjørne og virkelig savnede min kæreste. Jeg er simpelthen verdens største kliché på det område.

Så jeg drømte om sex hele natten, på sådan en virkelig frustrerende måde. Hvergang jeg nåede til noget der begyndte at være noget ved, så vågnede jeg – nogen gange i virkeligheden, andre gange vågnede jeg fra en drøm I drømmen, så jeg nåede aldrig at få noget virkelig action og følte mig enormt snydt da jeg vågnede. Bortset fra at jeg ikke var rigtig vågen, men bare havde drømt at jeg stod op osv osv osv. Nåede at drømme at jeg stod op omkring 8 gange mellem 07 og 11. Så da jeg endelig VIRKELIG vågnede var jeg meget skeptisk.

Så tog stoffer ud på skolen for at læse til forsvaret af specialet, som finder sted på næste fredag. Og Klara og mig havde den mest hyggelige dag længe. Hun er inde i sådan en god periode, hvor hun er så sød og nem og glad og med på det hele og snakker enormt tydeligt i lange sætninger. Så vi havde næsten ingen konflikter. Hun var faktisk mere rolig end mig, når der så endelig var optræk til noget. F.eks. da hun ikke gad sove til middag. jeg sagde; sov så Klara. Og hun svarede; jaja mor, mig sover også nu. Nej du gør ikke, sagde jeg så. Jojo mor, det gør jeg nemlig, sagde hun så. Men det gjorde hun ikke. Sov altså.

Kl 15.30 kom min søster og vi tog ud til Den Røde Sofa for at se på nogle vintage 60'er og 70'er kjoler, som Karin har fået hjem. Jeg kom til at købe en i går, da jeg var derude med stoffer for at snakke om noget grafisk design til et andet af Karins projekter, og da jeg købte min, så jeg en, som bare skreg; METTE efter mig. Og jeg er skide god til den slags, for den passede min søster som var den syet til hende, og stilen og farverne og det hele er lige hende. Burde have bijob som personal shopper. Klara var eksemplarisk og drak sin søbogaard og hyggede sig, sammen med Maria og Ellen (to af mine kjoleglade veninder) som også kiggede forbi.

Kl. 18 kom stoffer i bilen og tog os med til Nørrebro, hvor vi nød et exelent aftensmåltid på onkel Behrooz'es restaurant. Den Persiske Stue, Nørrebrogade 102 – prøv det, prøv det siger jeg! Lækkert og billigt og iransk. Klara var stadig super god, spiste sin aflange frikadelle (en form for kebab af blandet hakket lamme- og oksekød) og sine hjemmelavede fritter i god ro og orden. Da vi gik hjem, hen mod bilen, kom vi forbi en lille slikbutik som var godt lyst op og ligende porten til himlen, med sit strålende lys og alle sine bøtter med farvestrålende slik. MOOOR råbte Klara, vi skal derind! Nej nej, sagde fornuftige mor, vi skal hen til bilen Klara. Men i døren stod en mand af ukendt arabisk herkomst, som straks bidrog til fredagens Dialog Dag ved at sige; skal du have slik? vil du gerne have slikkepind? vente lidt vente lidt, øjeblik!!! Og så stormede han ind i butikken og kom ud igen med hjerteformet hindbærslikkepind og kæmpestort smil. Og min datter var lykkelig og kun lidt klistret, da hun faldt i søvn i bilen, på vej hjem.

Dejlig dag.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

8 Kommentarer til Perfekt dag

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.