Rejsefeber

Ja, her kommer det så. Hvorfor jeg aldrig rejser nogen steder. Hvorfor det der med at spare op til ferier ikke er noget problem herhjemme.

Jeg er bare ikke særlig god til at rejse. Eller okay, måske er jeg god nok til selve rejsen og også til destinationen… men jeg dur ikke til det her. Dagen før. Pakkeriet. Forberedelserne. Alle de ting, der kan gå galt, komme for sent, blive glemt. 

Og nej, det er ikke logisk, for helt ærligt, så galt kan det jo heller ikke gå. Der er næppe nogen der dør af en uge i de varme lande uden den helt rigtige t-shirt. Og dog…?

Det startede allerede i går, hvor jeg vågnede med kvalme og var svimmel og helt bleg og fik et klaustrofobisk anfald fordi jeg kom til at lukke døren ud til toilettet. Til sidst måtte jeg rulle mig sammen i fosterstillingen på sengen og bede stoffer om at massere mine fødder, inden jeg gik i panik. Jeg kunne slet ikke trække vejret, mand! Hvis det havde været en amerikansk film, så havde jeg siddet med sådan en brun papirspose og trukket vejret i den for ikke at hyperventilere!

Rent fysisk har jeg det lidt bedre i dag, men den var helt gal i nat, hvor jeg vågnede en gang i timen og svedte og spændte så meget i kæberne at jeg fik hovedpine. Og nu står jeg bare inde i soveværelset og kigger på kufferterne. Jeg har lavet en fin fin liste. Men hver gang jeg skal til at putte noget ned i en kuffert får jeg sådan en sammensnøret fornemmelse i luftrøret igen og så fryser jeg helt og står bare og kigger ud af vinduet. På sneen. Som stadig er pæn pæn! 

Det giver bare ingen mening. Pak dog, kvinde! Det er bare lidt tøj og dimser og solcreme. Og i morgen står du bare op og tager metroen direkte til lufthavnen og sætter dig på et fly og det bliver sjovt. Du elsker at lette og lande. Ja. Det gør jeg faktisk. Det er sjovt.

Men jeg har altid haft det sådan, tror jeg. Så længe jeg kan huske i hvert fald. Sidst jeg var i de varme lande, var i 2001, hvor jeg var 14 dage i Indien. Da havde jeg også dårlig mave allerede før vi kom derned og åd den stærke mad. Jeg præsterede også at miste stemmen på vej derned. Jo længere østpå vi kom, jo mindre kunne jeg sige. Og helt galt gik det da vi skulle fra udenrigs til indenrigs i New Delhi – hvis jeg ikke havde haft min søster med, så havde jeg siddet i den busterminal endnu. Og da vi kom frem til Mumbai og min ven Vinay ikke var der for at hente os… jamen altså, jeg sad bare og rokkede og lukkede verden ude, mens min søster var sådan “ai men vi tager da bare en taxi” agtig… freak. Vinay kom selvfølgelig efter en time – det var jo Indien ikke? En time fra eller til – han var der praktisk talt til tiden jo.

Nå. Men det er jo bare Spanien ikke? En kanarie ø. Det er vel i princippet Europa. De tager Visa. De taler engelsk og min søster taler flydende spansk. Det er et civilseret hotel, de har internet. Man kan købe det tøj man har glemt, og man kan måske også købe bleer? De har vel babyer i Spanien?

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

12 Kommentarer til Rejsefeber

  1. Suzy skriver:

    En slags trøst: ALT det du forestiller dig KAN gå galt – det GÅR galt. Lad os bare sige dét. de har ingen bleer og du har den totalt forkerte t-shirt med.
    Og hva så?
    Jeg er også et bundt nerver når jeg skal ud at rejse, men det gik op for mig, at de ting jeg frygtede jo slet ikke var frygtelige. De var bare irriterende. Og det dør man jo ikke af 🙂
    Så deeet… GOD TUR!

  2. Tina Vestergaard Mogensen skriver:

    De HAR bleer i Spanien. Det havde de i hvert fald på Tenerife.
    Don’t worry be happy 🙂
    God rejse, det bliver da for fedt.
    Ciao
    Tina

  3. Anne skriver:

    Det lyder ikke rart, det der. Kan du ikke give Stoffer listerne, og så overlade resten af pakningen til ham?
    Jeg har lidt af galopperende flyskræk, indtil jeg blev træt af at tage mental afsked med verden, hver gang jeg skulle flyve (fløj meget på et tidspunkt). Fik faktisk bekæmpet det selv, ved hjælp af noget selvhypnose. Måske en mulighed? Det er ikke så fedt at indlede alle sine ferier med angst og koldsved.

  4. Annika skriver:

    Jeps – de har bleer. Vi var i Spanien i efteråret og da vi stod ude i lufthavnen slog det os: BLEER!!! Så ikke bare har de bleer i Spanien, de har også minipakker med bleer i lufthavnen. Meget godt med tvillinger på slæb. Så god tur, der er bleer og afslapning forude.

  5. julie skriver:

    Haha, Anne, din humor er uforlignelig!! Afgive ansvar?? Hahahaha, jeg er jo MODEREN Anne! Nej tak, jeg tror nok jeg beholder min liste. En ting er, de dage hvor han STJÆLER mit martyrium, men jeg skal da vel ikke til frivilligt at afstå fra det??
    Men faktisk er alt nu pakket og klart, alle børn og bedsteforældre sover, bleer er pakket (!!!) – der var jo alligevel plads i kufferten. Nu mangler vi bare at stå op til tiden og huske os selv.
    Og så skal vi have givet underboerne, og deres store hund som er hjemme HELE ugen, resten af vores appelsiner.

  6. katja skriver:

    Håber i får en skøn og dejlig tur.

  7. Anne skriver:

    Doh! Hvad tænkte jeg på. Selvfølgelig. Martyriet. For ikke at tale om hvad du ville ende med at måtte gå i hele ugen nede på Futteøen, fordi mænd alligevel ikke kan læse lister (medmindre martyriumstjælende Stoffer er en undtagelse?). Jeg slår mig for panden og skynder mig ud i kulissen. For hunnan da.

  8. Passionpopsicle skriver:

    Åh, Julie, jeg har det på nøjagtig samme måde. Og jeg har ikke engang børn!!
    Panikker allerede over kroferie-bryllupsgave som vi tidligst skal på i maj!
    Nyd det nu, for pokker – det bliver jo godt ligeså snart du er på hotellet og får fødderne i vand!

  9. Hanne Eisenreich skriver:

    …tilslutter mig koret om bleer på de Kanariske Øer!
    Jo – de har bleer dernede. Og efter min personlige mening er det bedre bleer end herhjemme.
    Jeg kan anbefale mærket Dodot – tynde lækre bleer – med nogenlunde samme sugeevne og tørhedsgrad som bleer på disse breddegrader.
    Rejsefeber – jojoda – lider selv af det, selvom vores lille familie pænt tit er på flyvertur.
    Siger lissom Suzy Q – sørg for at få tingene ned i problemperspektiv istedet for at lade dem eskalere op i frygtelighedssfæren – så skal det nok gå.
    Nyd solen…livet…familien…varmen…og rigtig god ferie herfra!

  10. Henriette skriver:

    Altså tricket er jo at glemme en masse med vilje, så er man jo pinedød NØDT til at shoppe lidt he he

  11. Takashimaya skriver:

    Jeg tænker som regel, at jeg SKAL have pas, billet, briller, kontaktlinser og Visakort med. Resten kan man købe sig til.
    (Men i disse tider behøver man faktisk slet ikke billet eller kontaktlinser/væske. I stedet for billet bruger man jo pas og kontaktlinser og væske kan man – i Tyskland – købe i en materialist. De hænger ved siden af graviditetstest og fodgrej i alle mulige forskellig styrker)

  12. Takashimaya skriver:

    PS Nu kiggede jeg ikke lige efter bleer men det er jeg sikker på, at de også havde 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *