Roadtrip blues

Nå, men sæt lige den her på:

Og så kan du læse videre.

Jeg har roadtrip blues. Jeg vil være i den bil, som den boble den var, et parallelt univers uden budgetter, uden drama, uden forventninger og uden årshjul. Bare mig og et sympatisk menneske og friheden. Og du ved også godt, at jeg ikke mener det på den måde. Jeg elsker mit liv, børn og job, og jeg kan godt lide rammerne. Men for fanden hvor er det livsbekræftende at foretage sig noget andet end man plejer.

Det handler ikke om at lade som om man er nogen, man ikke er. Det handler nærmere om friheden til at være den man også er, endnu et af de mange lag der udgør et sammensat menneske. Når man tuller rundt her i sine faste rammer, bliver det nok bare nemt sådan at både en selv og de mennesker man omgiver sig med, føler sig ret sikre på, hvem man er og hvordan man vil have det. Det er ikke skidt. Det er dejligt. Men jeg vil også godt ses, og se, med friske øjne. Fra man er barn af, bliver der fortalt en historie om, hvem man er. Og til sidst er man sådan, men man ved ikke om man blev det, fordi de sagde man var sådan, eller om man virkelig er sådan. Det er nok meget sundt af se lidt på det, ind i mellem.

Nu er Villads tilfældigvis en ildsjæl. Jeg genkendte dele af mig selv i ham, han har også noget der brænder inden i. Han er også begejstret for livet, han tager også imod de danse der bliver budt op til. Og er nysgerrig, positivt indstillet og opsøgende. Og det gør det naturligvis ekstra interessant at sidde i en bil i to dage og samtale med sådan et menneske. Men helt ærligt, jeg tror de fleste af os ville folde os ud, hvis vi gav lidt slip og bare tænkte, fuck det, jeg er med!

I løbet af samtalerne kom vi frem til, at noget af det Villads har imod skønlitteratur er, at han føler det bliver spild af tid. Man sidder bare der, og man skulle måske i virkeligheden have bygget et hønsehus eller hjulpet en gammel dame over vejen. Jeg synes godt man kan kombinere tingene, og jeg tror det kvalificerer mit hønsehus og min omsorg for den gamle dame, hvis jeg har læst skønlitteratur der har fodret mine følelser, min empati, min indsigt i andre og min fantasi til at forstille mig, hvordan hønsehuset bliver bedst. Men jeg er enig med ham i, at man skal foretage sig ting. Også. Man skal ud og opleve, selv, og deltage i verden. Man kan ikke nøjes med at opleve gennem andre.

Jeg har oplevet så meget på de to dage, undret mig, set mig selv udefra og lært virkelig meget om mig selv og om ham. Hvis Villads tager bare halvdelen af det med sig, så har bro og benzin tjent sig selv hjem.


(Uh!!! Opfølgningsprogram?! Hvad skete der sidenhen? Læste han?? Forårs roadtrip, Sydfyn og øerne!!!)

Dette indlæg blev udgivet i Fagligt, Hverdagsliv og tagget , , . Bogmærk permalinket.

En Kommentar til Roadtrip blues

  1. Katrine skriver:

    Jeg har virkelig nydt at følge med på jeres tur, og det, du skriver her, om at man ikke kan nøjes med at opleve gennem andre, rammer virkelig plet. Jeg er efterhånden ved at indse, at jeg har været alt for god til at opleve gennem andre i alt for lang tid. Og det er da egentlig ret trist, så det må jeg se at lave om på!
    Jeg glæder mig til at høre en evt. podcast fra turen. Hvis den er bare halvt så sjov som din ikke-anmeldelse af Jussis bog, så bliver det i hvert fald underholdende 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *