Store Kusine Klara!!

Tiden flyver jo afsted. 1. november allerede…
Og Klara bliver bare så stor. Nogen gange kommer det virkelig bag på mig, hvor meget hun forstår og hvor meget man kan kommunikere med hende.

Om morgnen er hun så utålmodig for at komme afsted og i vugger. Hun kommer rendende med sine sko før man knap er stået op og banker dem ind i en, mens hun siger do do, do do (hvilket er klara'sk for sko). Får hun øje på sin cykelhjælm flipper hun helt ud, hvis hun ikke får lov at tage den på.
I går sad jeg og kiggede i nogen pegebøger med forskellige ting, vi har. Og hun kunne udpege overraskende mange ting helt korrekt. Jeg spurgte "hvor er … " og så pegede hun på tingen! Hun fandt; and, banan, bamse, briller, bold, bil, cykel, dukke, gummistøvle, jordbær, kat, ko, kop, løve, mobiltelefon, sko, stol, tiger og tandbørste.
Det er jo også alt sammen ting hun kender fra sin hverdag. Og er der ikke noget med at de skal kende/forstå ca. 300 ord når de bliver 1½ år?

Men hvad der virkelig imponerede mig… Hun har også en lille bog om farver. Og på den side med lyserød er der et lille billede af en jordbær milkshake. Sådan en har hun fået 2-3 gange ovre på salo's cafe før rytmik – eller – JEG købte en til mig selv og hun drak det meste…
Og tror I så ikke, hun står og peger på det der lille billede af milkshaken og nærmest hopper op og ned og siger mmmm, hhmmmm, mam mam mam, mmmm – og til sidst flipper hun fuldstændig ud og står og slår på billedet, fordi hun ikke lige får en milkshake 🙂 Og jeg sidder helt desperat og siger, jamen det er jo bare et billede klara – det er et billede!! Slap af!! Er du tørstig?? Vil du have mælk? slap af slap af slap AF! 🙂
Tænk, at hun kunne huske hvad det var. Tænk at hun kunne genkende den på sådan et lille billede… men den lignede også på en prik. Højt slankt glas med lyserød væske og to sugerør. Tænk, at hun kunne huske, at den var lækker og at sådan en ville hun da egentlig gerne have igen… NU!

Det er også lækkert at hun selv kan sige til og fra omkring mad. Er du sulten, er du mæt, vil du i seng – alle spørgsmål som hun reagerer på med et form for svar man kan bruge til noget. Det er da dejligt. Hvis hun er træt og man spørger om hun vil ind og sove, så går hun ind i soveværelset og hen til sin seng.
Og rigtig ofte oplever jeg, at hun går hen til puslebordet og begynder at smide bleer ud over det hele, når hun har lavet en bonusble.

Hun løber rundt over det hele, kravler op på alt snart, spiser sin morgengrød næsten selv og er bare så stor.
Og ta-daaaa – nu skal hun til at være store kusine Klara :-))) Stoffers storebror og hans kæreste er blevet gravide. De har termin nogenlunde omkring klaras fødselsdag faktisk – til juli næste år, men de ved det ikke helt endnu, hvor langt henne hun er. De har lige opdaget det 🙂
Jeg blev faktisk lidt misundelig – jeg vil også have en lille bitte baby igen… men det får jeg jo også en dag. Skal bare lige have en vaskemaskine først…

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.