Så var der gået 20 år. Herre gud, som om det ikke var nok at en hel generation af Malther og Lukas´er er blevet voksne og skal sidde henne i banken og rådgive mig, eller behandle mit barn på skadestuen, så er vi nu nået dertil, hvor jeg er gammel nok til at jeg kan huske noget, der skete for 20 år siden.
Jeg kan huske, at jeg så det i tv og at jeg følte det store og historiske. Men jeg var også allerede en nørd som 13 årig, og elskede alt historisk. Og så var jeg hunderæd for atomkrig. Jeg havde læst den der Støvets Børn, en ungdomsroman som stadig findes på biblo, og jeg frygtede virkelig at dø i en altudslettende atomkrig.
Murens fald og enden på den kolde krig gjorde mit liv nemmere. Jeg blev mindre bange, mærkbart.
Nogle år senere kom min søsters veninde hjem fra en tur til Berlin, med et lille stykke af muren til min søster. Kæft, hvor var jeg misundelig. Jeg forsøger stadig at regne ud, hvordan jeg skal få det hugget fra hende. Det vil kun være en passende hævn for alt det hun har hugget fra mig. F.eks. den der gigantiske bolschestribede slikkepind, som vi begge fik en af i Odense zoo. Og hun åd sin på 2 min. og min gemte jeg væk i mit skab. Men senere har hun afsløret, hvordan hun jævnligt sneg sig ind og tog papiret af den og slikkede på den, puttede papir på igen og sneg sig ud. Mange år efter, da jeg smed den væk, undrede det mig også at den var så klistret. Jeg troede, det var noget der skete med bolschemasse, når det havde hængt 4+ år i et skab…
Åh, disse minder…
Var i DDR i 1974 og i Polen i 1980, og så de grusomme forhold, man levede under.
Jeg kørte forbi Berlin på motorvej 11 i aftes og tænkte nogle af de samme tanker som du.
2½ år efter murens fald startede vi op i Polen. Dengang var der stadig sovjetiske soldater og i det gamle DDR stod vagttårnene stadig. Nu er Hitler-vejene afløst og lat nærmer sig vestlige forhold. Det er gået stærkt -og heldigvis fredeligt.
Jeg husker også murens fald, men kun svagt. Til gengæld husker jeg tydelig bogen”Støvets børn”, dem skræmte mig fra vid og sans…på den lidt gode måde. Det var altså virkelig en bog der gjorde indtryk på mig.
Endnu en alders-mavepuster – Hvad laver alle de børn nede i banken?!
Jeg kan huske at jeg fik nyheden da jeg gik på et håbløst kunstprojekt på teknisk skole. Det eneste der kom ud af dét, var at jeg lærte farvecirklen at kende og jeg fik en ny veninde som jeg stadig ser; hvilket jo må betyde at jeg har temmelig mange år på bagen, når jeg har kendt mine venner gennem 20 år 😐
For os der er født i starten af 70erne er Jan Sonnergaards nye roman altså virkelig “sjov” – på den der usjove 80’er-agtige måde. Men et godt tidsbillede.
Og så er det jeg bliver nødt til at fortælle at den lige nu fås helt gratis som lydbog hos DR – på dr.dk/lydbog – sidste dag søndag d. 18. nov.