– eller skulle man sige mangel på samme??
I tirsdags glemte jeg vores 2 års dag, jeg glemte også en aftale jeg havde ved hudlægen og i dag var jeg lige ved at glemme at vi skal til kravletest på uni ved hende der Vanessa. Kom kun i tanke om det fordi jeg læste en tråd om at kravle, inde på juli 2003 siden.
Jeg havde glemt at min far kommer på lørdag og jeg havde næsten glemt at vi skal til mathildes fødselsdag d. 12.
I fredags glemte jeg at min rengøringspige først kom 11.30 og brugte derfor timen fra 10.30 (hvor jeg troede hun skulle komme) og til hun – surprise surprise – ringede på døren 11.30, til at spekulere over, om hun havde glemt det, var kørt galt eller om hun bare ikke kunne lide mig mere.
I lørdags havde jeg glemt hvor længe jeg er om at blive klar til at gå ud af døren og hvor lang tid det tager at sætte en babysitter ind i klaras vaner, så jeg kom 15 min. for sent til mit lift til Ninas bryllup. I det hele tager er jeg ved at blive sådan en man kan karakterisere som "typen der kommer for sent" – det har jeg aldrig været før.
Men det viser sig jo nu, at folk bare skal være glade, hvis jeg overhovedet dukker op, når jeg nu ligefrem begynder at glemme aftaler helt og fuldstændigt.
En ting jeg IKKE må glemme, er at få skrevet de to jobansøgninger inden fristen udløber d. 9.6. Jeg VIL have det ene af de jobs.
Jeg må heller ikke glemme min fødselsdag d. 23. eller Klaras d. 7.
Jeg må ikke glemme fars dag d. 5. ( som HOV forresten også er min ældste og gode veninde marias fødselsdag… den må jeg heller ikke glemme!)
Måske skulle jeg bare glemme at amme så meget? Så ville min gamle skarpe hjerne måske returnere? Eller er hjernecellerne brændt væk for evigt? Jeg synes engang jeg læste noget om, at dem man mister ikke kommer tilbage. Hvis man f.eks. sniffede for meget til en sprit-tusch i folkeskolen, så er det bare ærgerligt – der røg den million hjerneceller.
Nå, nu er kl. 10 og jeg har glemt at spise morgenmad.
Hvis der er nogen derude, som føler sig glemt så sig lige til. I har sikkert ret.
kh julie
shit – jeg har også glemt at skrive, at Klara tog sine første to sikre skridt til rytmik i onsdags. Lige ind i armene på Johannes mor, Kathrine 🙂 Og at hun står meget fint og længe.
