Ting en 2 årig siger og gør.

Mor her synger med på en øm sang i radioen. Klara kigger helt alvorligt på mig og siger fuldstændig tydeligt: lad være mor!

Mor og far pjatter med Klara på badeværelset. Mor siger; du er sådan en stor pige, Klara. Klara siger; ja. Mor og far er store tøser!

🙂

I det hele taget er "nej, lad så være far!" og "nej redde hår, far!" topscorere over sætninger sagt af Klara. Faktisk er hun så vant til at nægte sin far lov til alt muligt, at hun siger far helt automatisk bag sætninger med et nej i. Også når hun siger nej til mig. Så bliver det til "nej hår, far! Mor!"

Hun går utroligt meget op i, at vi alle har det samme, hvem der har hvad og hvorfor. Sidder vi f.eks. ved bordet, så gennemgår hun detaljeret alt på det. "mor mad, far mad – klara mad! Mor vand, far vand – klara vand! Mor gaffel, far gaffel – Klara gaffel!" osv osv osv

Hun er en rigtig lille omsorgsyder. Hun elsker at redde mors hår, massere fars skuldre og putte alle dukkerne. Især hendes lille ven Erik nyder tit godt af omsorgsgenet. Han får både tørret næsen, bliver hjulpet i tøjet, bliver fodret med diverse madvarer og i det hele taget nurset mere, end han nok skal forvente at blive af en kæreste, når han en dag er voksen. Men sødt ser det ud, når han står der og er meget større end hende og finder sig i at få tørret næsen og blive fodret med kiwi på en ske.

Jeg synes, det er helt logisk at der ofte er 2-3 år mellem søskende. 2 årige er simpelthen så skønne, at man helt naturligt kommer til at ønske sig flere børn. Mere af den slags.