Så er det allerede d. 29.6. Jeg skulle jo være mor nu, ikke! I stedet sidder jeg her i varmen og hæver og sukker og har ondt i alt mellem navlen og knæene og er rastløs uden at gide lave noget.
Lørdag tilbragte jeg liggende på min seng, da soveværelset er det køligste rum i lejligheden. Isoleringen i lejl. er fra 1940 så den er ikke skide god, hvilket betyder at om sommeren er her drønhedt og om vinteren ret koldt, da jeg bor på 4. sal med et flat (og dårligt isoleret) tag lige oven over.
Jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke gider have tøj på mere, fordi det er for varmt, det snerrer og strammer og jeg sveder hele tiden. Så jeg ligger bare på min seng, stablet op med puder og dyne i ryg og mellem knæene og så venter jeg.
Heldigvis blev jeg tvunget ud af min elendighed lørdag aften, da S og H kom og spillede settlers og grillede med os. Det var hyggeligt og rart at der endelig var noget der fik tiden til at gå.
Begge bedstemødre ringede i går og spurgte om der skete noget, og der kom 3 sms'er fra veninder på roskilde festival "har du født??" nej for helvede…
Nå, men dagens absolutte højdepunkt var da kæresten kom hjem med en enorm vandmelon. Og den var helt perfekt. Tilpas moden, sød og frisk. Og så stor, at der stadig er meget tilbage, selv om jeg har ædt lige siden. I den anledning vil jeg gerne videreformidle en dejlig opskrift, som er rigtig lækker for os der har det træls med varmen i disse dage:
Melonsplashie:
Frys 500 g. vandmelon ned i tern og uden kerner.
Når de er frosne, så blend dem sammen med 2 dl. sukkerlage (som laves af lige dele sukker og vand) og saften fra ½ citron.
Det er virkelig forfriskende!
Jeg synes ikke rigtig det zoneterapi har haft nogen ve-stimulerende effekt. Jeg tror man skal have det flere gange, måske jævnligt op til terminsdagen, for at få en effekt.
Inde på juni-siden er nogen modige sjæle i gang med forsøg med amerikansk olie, og en af dem har faktisk ikke skrevet en update i et døgns tid nu, så enten virker det eller også er hendes internet gået ned. Eller måske tager hun pis på os og sidder og fniser og venter, for at se, hvor mange der hopper på den og drikker det klamme olie 🙂
Nå, men jeg giver den til på torsdag. Så er jeg en uge over, skal til jm igen, og d. 3. juli lyder som en dag jeg godt kunne føde på. Min morfars fødselsdag. Den dag jeg selv skulle have været født, hvis ikke min mor havde været så heldig at føde 10 dage før tid. – hvorfor er den slags ikke arveligt???
vh julie, 40+3