Så sidder jeg her på arbejde, med et 80 kg. stort hovede og en usynlig osteklokke rundt om det. Min reaktionstid er nedsat betragteligt og sjovt nok vælger samtlige lånere at henvende sig til min kønne kollega Signe. Så det er altså ikke bare fordi jeg føler mig i udu, jeg ser også sådan ud…
Jeg lå syg i går. Eller lå og lå, det er så flot sagt ikke, for Klara er også syg og var også hjemme og vi havde ikke sovet særlig meget om natten heller. Børn er meget lidt tilbøjelige til at ligge ned når de er syge. De vil helst hænge på en, og man skal helst være i bevægelse. Så mit 80 kg's hovede og så hendes 14 kg krop (og muligvis vejer hendes hovede også ekstra med snot i… det kan man jo ikke spørge hende om og forvente at få et klart svar) – det er en dårlig kombination.
Men jeg har weekendvagt og pligten kalder og alt det pjat. Men måske er det på en måde mere afslappende at sidde her og passe sit arbejde i god ro og orden, end det er at være hjemme med snotungen.
Bortset fra, at der er sådan en lidt… sentudviklet mand, som hele tiden kalder på mig og vil have ting: "DAME, DAME, kan du finde bøger om missekatte og hundevovser og futtoge og brandbiler??" Han ligner en hobbit der burde have haft bøjle som teenager. Og så fører han lange indviklede sam(ene)taler om at det snart er jul og og så er efteråret slut og han hader efterår. Man nikker bare og smiler. Det er et godt trick. Man lærer virkelig at smalltalke i det her job. Og der er kage inde i voksenbib'ernes kaffestue…
