Vær velkommen efterår

Kæft, hvor er det koldt i dag. Har tændt samtlige radiatorer og forventer at lukke en million liter (?) luft ud på 4. salen i morgen.

Har haft virkelig hyggelig dag, som helt uvant startede med, at vi sov til kl 8.30 – alle tre, vel at mærke. Nu er den slags jo for godt til at være sandt, og ja – det er det også – grunden var en ret urolig nat med et pjevset og helt ærligt pisse irriterende barn, som vågnede en gang hver 2. time og småbrokkede sig, uden at være rigtig vågen og uden egentlig at ville noget som helst. Jeg kan kun tage det personligt, for det var kun mig der led skade. Det har bare ikke at være det øre uden dræn! Selv hævdede Klara hårdnakket at hun havde ondt i maven, og jeg blev senere tilbøjelig til at tro hende, da vi havde årets største eneulykke involverende afføring midt i Sundby bibliotek…

Gerningsstedet var tilfældigt valgt og vi befandt os der med helt andre motiver end at skide stedet et stykke. Lørdag er jo nu rytmik dag, og i dag tog fædrene de to mini-tøser med, mens mødrene sad på cafe og lille-ida'en sov ude i regnen. Da fædre og døtre var færdige med sang og dans, spiste det samlede selskab en god og meget billig brunch på Luans cafe – kan kun anbefale den. Hvor ellers i Kbh får man pølser, bacon, æg, vafler med syltetøj, skinke, røget laks, frugt, salat, ost, brød, youghurt med müsli og jordbær-halløj og kaffe og juice for 70 kr.???

Nå, men det korte af det lange er, at det der youghurt virkelig satte gang i visse sager for mit yndige barn, og som de dårlige forældre vi er her, så havde vi intet med. Intet! Vi var tomhændede, uforberedte og – om man så med sige – grebet med bukserne nede. Heldigvis er saras forældre bedre end os, og de havde hele to bleer med, som Klara nåede at låne. Jeg ved ikke, hvad der er sket for mig og stoffer, for vi kunne godt engang. Jeg kan tydelig huske, da afkommet var yngre, og man dårligt nok forlod soveværelset uden at have et mindre arsenal af ekstra tøj, ekstra gylpeklude osv med sig. Og når man skulle ud!! Jamen, det var jo det helt store. Man forberedte sig jo, som om det drejede sig om at sætte ind over for en mindre humanitær katastrofe! Bleer, vådservietter, stofbleer, hagesmæk, ekstra bodystocking, ekstra bluse, ekstra bukser, ekstra strømper, ekstra tæppe eller dyne – ja, af og til medbragte man jo nærmest et helt ekstra barn!!! Sådan en renvasket og præsentabel attrap, som man straks kunne montere i vognen, hvis den af ens eget kød og blod gik helt i spåner… Ekstra tøj til en selv havde man da også tit med… sådan en silketop fra Rützou kan kune tage en vis mængde savl, gylp og banan/avokado-mos. Er egentlig også for dårligt! Til de priser.

Nå, men jeg endte med at måtte cykle de 5 min hjem og hente rent tøj og flere bleer, mens Klara sad iført sin fars gigantiske grå hættetrøje og så svagt misfornøjet ud. Men vi har lært lektien. Selv om ens barn ikke er baby mere, kan det stadig godt opføre sig helt uforudsigeligt.

Og skal vi så lige have den seneste om min elskede mor? De kom jo hjem fra ferie – 16 dages cruise på privat skib med autopilot, mellem de græske øer… min mor var sært nok ikke så glad for Kos. For meget disko dasko, som hun sagde. For mange englændere, og så spillede de bare så højt hele aftenen! Nå, men de kom hjem i fredags og kom forbi her på vej fra lufthavnen mod Fyens land. Klara var begejstret, og denne gang tog de heldigvis ikke afsted igen før efter hun sov. Da vi havde spist gik min mor og søster i gang med at vaske op (suk) og det var jo dejligt at de gad. Så kommer jeg ud i køkkenet på et tidspunkt kort efter, og så står min mor og gør mit smeg komfur rent. "Hvad laver du???" siger jeg og hun svarer, at hun da vasker op! "På komfuret??" spørger jeg, hvortil hun svarer, at ja – for det gør man da altid når man har vasket op – så gør man da komfuret rent bagefter! Hvor er du også bare torskedum Julie, at du ikke ved den slags! Hvordan kan du overhovedet leve et fyldestgørende og nogenlunde lykkeligt liv på den sløsede måde???

Altså – jeg kan forstå det hjemme ved hende, fordi hun har sådan et sært moderne komfur som nærmest går ud i et med bordpladen, og der kan jeg da godt se, at det er lige for, sådan at tørre det af, når man tørrer køkkenbordet af efter endt opvask. Men mit, – det står jo et helt andet sted. Og er et gaskomfur med masser af støbejerns dimser og hvad ved jeg, som skal tages af og, ja, altså – jeg synes bare ikke det sådan ligger lige for?? Er det bare mig? Vasker I allesammen jeres komfur af hver aften, når I har vasket op? For så forstår jeg sq bedre, at jeg føler mig så helt helt ved siden af!

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

19 Responses to Vær velkommen efterår

  1. kristina skriver:

    Julie, hvorfor tror du lige at SMEG kommer med låg???, eller er du den ulykkelige ejer af det SMEG uden låg som jeg oprindeligt bestilte fordi jeg troede jeg ikke havde plads til låget. Men altså fik jeg alligevel et med låg. Og låget det lissom dækker over skidtet!!!
    Og hvornår får jeg så lgie det der billede af Luella kopien??
    knus
    Kristina, der savner sit SMEG

  2. kristina skriver:

    ps og HADER at det er så is tisse pisse skide koldt uden for, hader strømper og hader at fryse

  3. Julie skriver:

    Præcis! Mit er med låg!

  4. kristina skriver:

    Ved din mor hvad et låg er?

  5. kristina skriver:

    http://www.smeg.dk/Produkter/Smeg-komfur/index.html
    Bare så vi lige ved hvad vi snakker om;-)

  6. Julie skriver:

    hm, mit må være en udgået model? Det kan ikke ses på listen. Mit har tre af de der knapper på hver side af det digitale ur og så har det jo som sagt låg. En skam man ikke kan se lågene på nogen af dem.

  7. Zenja skriver:

    Et helt andet spørgsmål (fra en der heldigvis har en kæreste, der tørrer komfuret af HVER gang der er lavet mad – noget godt er der ved at barns far er mikrobiolog!)
    Hva’ er det for noget rytmik på Amager om lørdagen – har forsøgt at finde 2 års hold??

  8. kristina skriver:

    Ja, ærgerligt, det er virkelig praktisk. Mit gamle , suk, havde alle fire dreje dimser til venstre for uret – og knappen til uret, som ikke var digetalt – nå nej hvor var så drejeknappen til ovnen? – måske sammen med de fire? – mit var jo købt i 1996 – så det er nok heller ikke med længere.
    Hvis jeg havde en blog ville jeg nok skrive en ode til SMEG.
    knus

  9. maya skriver:

    Er ked af at sige det Julie. Men her vasker vi også komfuret efter hver (aften) opvask….

  10. Rikke. skriver:

    Er de der smedejernsdimser der ikke for at man skal undgå at gryderne kommer i kontakt med skidtet?? 😉

  11. Eva skriver:

    Her bliver komfuret altså også gjort rent hver gang det er blevet brugt og så får det også lige en tur når bordpladen alligevel bliver tørret af.

  12. Bekker skriver:

    Man skal børste sine tænder, hver gang man vasker hænder. !!? Øh, eller hvad ? Når nu jeg bestemt ikke vasker op hver dag, så tørrer jeg heller ikke komfur af hver dag. Jeg er en rigtig svinemikkel. Men, det får en tur, når der bliver vasket op. Det er sådan en dejlig følelse, at vide at der er rent, i hele køkkenet.

  13. kristina skriver:

    Dér fik vi godt nok smæk, hvad julie;-)
    knus
    Kristina

  14. julie skriver:

    Hmm, men vi gør det jo rent ind i mellem… måske er jeg bare typen der ikke sviner så meget i mens jeg laver mad? Hva!? HA, den havde I nok ikke tænkt over? Men man skal jo også huske, at mit komfur står heeeelt ovre i den anden ende af køkkenet, i forhold til bord og vask. Der er mindst… tjahh, en 30-40 cm derover, når man sådan vender sig om…

  15. Carina skriver:

    Vi tørrer nu også altid komfuret af når der ryddes af efter aftensmaden (opvasken kommes i den dertil indrettede opvaskemaskine…) Selv da vi boede i KBH og havde gaskomfur (hvor jeg dog savner det) så pillede vi de der dimser af og tørrede det af. Vores hjem er ellers hverken pænt rent eller ryddeligt. Havde jeg det der SMEG med låg, ja så kan det godt være jeg snød over en gang imellem, og bare lukkede låget.
    Knus

  16. Tina skriver:

    Øhhhh Bøhhhhh…… Nu elsker jeg et rent og ryddeligt køkken – måske fordi at jeg – omvendt af dig – er vokset op i en svinesti af de helt store.
    Så her bliver komfuret tørret og pudset hver dag og køleskabet tørret af udvendigt:-/
    Men jeg er nok ikke en bedre (hus)mor af den grund:-)
    Hilsen Tina.

  17. julie skriver:

    Helt ærligt, Kris – er der NOGEN bedre årsag til at oprette en blog??? Du har en mening om noget – giv den til kende Quinde!

  18. julie skriver:

    Hej Zenja. Rytmik på amager om lørdagen er i Kvarterhuset, ved Sundby bibliotek. Du kan se underviserens hjemmeside her: http://www.linegaardmand.dk/index.html

  19. Marie-Louise Ømark skriver:

    Jep Julie….. jeg gør også altid mine Smeg plader rene, når jeg ordner køkken efter aftensmaden……
    Men du kender mig jo – jeg er hysterisk med rengøring…… og har nu igen rengøringsdame hver fredag…..jubiiiii.
    Skal vi snart ses?
    Malo29

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.