Alt, hvad der kan gå galt, vil gå galt.
Det er så sådan en morgen jeg har haft so far. Håber dælendulme ikke det kommer til at gælde for hele dagen?
I går sov den feberhede kindtandsplagede Klara lur fra kl 14.15 ca. og hele vejen hjem fra maya, op ad trappen og ind i sin egen seng. Hvor hun lystigt (og feberhedt) sov videre til kl 17. Vi lod hende gøre det, for hun havde jo feber og var helt færdig, velvidende at den slags er et skråplan. Og ja, hun ville ikke sove igen før kl 22, selv om hun kom i seng 20.30. Dér røg så min aften. Vi skal altså snart have ændret den vane med at vi skal blive inde ved hende. Hun har kunnet sove alene før og hun må kunne komme til det igen!
Nå, men fordi min aften først startede kl 22, kom jeg ikke i seng før omkring 00.30. Hvilket jo også er latterligt, når man skal op kl 7 og på arbejde. Og endnu mere latterligt, når ens feberhede datter så vågner kl 4.30 og vil op. Hun kom over til os, men det var helt uden effekt og hun ville have vand. Så fik hun vand og så fik hun panodil og så fik hun vand igen, og så kom hun over i sin egen seng, og så ville hun op igen – og SÅ vågnede kristoffer og blev sur på mig, fordi jeg var sur på hende. Herligt. Så blev jeg endnu mere sur, fordi det ikke er første gang den slags sker, og fordi hans reaktion får mig til at føle, at det ikke er i orden at jeg bliver sur. At jeg bare altid skal være nem og glad og hvis jeg har nogen former for negative følelser, så er det ikke i orden jeg giver udtryk for dem. Men det gør jeg jo altså. Især kl lort om morgnen.
Vi snakkede egentligt helt fornuftigt om det – i hvert fald endte det med at han sagde undskyld og lød som om han mente det. Og så kunne vi endelig sove igen.
Men nu var Klara jo træt, så hun vækkede mig ikke kl 7 som ellers. Hun trak den da lige til kl. 8.35 – og det er jo så det eksakte tidspunkt hvor jeg skal ud af døren for at kunne være i Hellerup kl. 9.30. Og have min åbne-vagt kl 10. Hm. Lidt hurtig påklædning og tandbørstning og så ellers ud af døren med Luella og to boller i en pose. Var SÅ tæt på at tage cyklen, men havde ikke en skifte t-shirt med og gad ikke være svedig på arbejde. Jeg er jo ikke hip hopper. Ergo tog jeg metroen. Som kørte mistænkelig langsomt. Og som derefter stoppede på Chr.Havns st. og ikke kunne få dørene op. Perfekt. Tusind tak Metro. Hvor er det super dejligt at du altid er der for mig, når jeg i forvejen er sent på den. Hvornår fanden lærer jeg, at hver eneste gang man virkelig skal BRUGE den metro, så sætter den ud?
Nå, men endelig fik en eller anden steward vristet dørene op og jeg stormede op ad rulletrapperne, blot for at se 350s mod nørreport drøne væk fra mig. Og man kan ikke vente 10 min. på den næste, når man er forsinket. Man kan ikke stå stille i så lang tid, og bare vente og være forsinket og have sort sort samvittighed. Her ringede jeg for 2. gang til mit arbejde og kom med dagens 2. forklaring på min forsinkethed. "bare rolig, julie" sagde de, "vi klarer os, vi skal nok holde øje med det hele for dig!"
Var de spydige? Antyder de, at jeg er undværlig?? 🙂
Endelig kom der en 2a til hovedbanen og så snuppede jeg den. Havde helt glemt hvor ufatteligt langsom bytraffikken er om morgnen. Men faktisk var omvejen og forsinkelsen NÆSTEN det hele værd, da jeg kommer skridende ind gennem Hovedbanegården. På afstand spotter jeg en ung dame med en tilsyneladende ægte Mulberry Roxanne taske. Og hun spotter mig! Eller nærmere – hun spotter Luellaen 🙂 Hver især stirrede vi på hinandens tasker, mens vi passerede hinanden og drejede hovederne for at fastholde synet af Noget Ægte så længe som muligt. Tankerne kørte tydeligvis på højtryk hos os begge – kan det være? er det virkelig? er den mon ægte? hvor har hun fået den fra?? Og med et var hun væk, videre i vrimlen, og jeg var alene tilbage med min fryd over at være blevet genkendt. Eller, altså, at min taske var blevet genkendt og fundet værdig, af en kender. Overraskelsen og anerkendelsen i hendes blik var hele morgnen værd.
Men jeg har ikke fået morgenmad. Er det for tidligt til automatcola??