Held i uheld?

Jeg tænker lidt over, om stoffer og jeg nogensinde havde fået et barn sammen, hvis det ikke var kommet væltende som et – i populær tale – uheld? Jeg tror det ikke. Jeg tror ikke, at han nogen sinde var nået til et sted i sit liv, hvor han ville have følt sig klar og hvor han ville have sagt NU, skal det være nu. Egentlig tror jeg, at meget få mænd når til det sted. Jeg tror mange af dem lader sig overtale og naturligvis ender med at elske det. Men det er svært at føle sig helt hundrede procent klar til noget, man ikke ved hvad er. Især hvis man er en mand der ikke har hormoner eller tikkende ur, til at presse sig derhen.

Jeg tror faktisk ikke vi var blevet sammen, for jeg ville være begyndt at tale om børn og han ville være gået i panik. Man har set det ske før.

Men jeg blev gravid, og vi var begge to glade for det og det er det bedste der nogensinde er sket i vores liv.

Og her prøver jeg så at drage en parallel til andre ting man kan gøre i sit liv, som man måske ikke føler sig helt klar til, men som man muligvis ender med at elske hovedkulds alligevel. Hvorfor skal det f.eks. være så farligt at blive gift? Jeg ved godt det er helt uaktuelt pt, sådan som tingene er med ham og hans forvirring. Og alligevel overvejer jeg, om man kan blive gift med nogen ved et uheld? Hvis det er det, der skal til?

Kunne man forestille sig, at invitere sin kæreste ind til Rådhuspandekager, og i det afgørende øjeblik når man "tilfældigvis" står foran den rette embedsmand, spørge sin kæreste "kunne du tænke dig en ny mac?" "JA!" ville han så svare, højt og overbevisende og man kunne så bede ham skrive under på et helt tilfældigt stykke papir man havde lige ved hånden… Og så var han blevet gift ved et uheld… Ville han ikke ende med at elske det ligeså meget som sit uplanlagte kærlighedsbarn? 🙂