Var i amagercenteret her til morgen efter 3 grovbirkes, en croissant, 1 luksusnegl, en friskpresset juice og 2 liter mælk og nogen vådservietter, når nu ble-numse-indehaveren skal passes ude i aften, samt 1½ l cola til tømmermanden i morgen.
Vel ude igen, stod jeg ved min cykel og læssede varerne, da en ældre dame spørger om jeg vil have noget læsestof – ja, ja, siger jeg bare, og får en pamflet for dansk folkeparti i hånden. Ikke lige mit parti, så den føles nærmest ætsende, og jeg skynder mig at ligge den i en skraldespand, hvor den hører hjemme! Så kommer damen gud hjælpe mig igen – og spørger; har du et barn?
Jeg tænker; nej slet ikke, jeg kører bare rundt med den her store plast-stol bag på min cykel fordi jeg synes det ser vildt godt ud, og så sender den jo et statement, her i en tid, hvor børn signalerer overskud og livskvalitet… men jeg svarer; øh ja?
Vil du ikke have en ballon så, siger hun, og rækker en blå ballon på en pind hen mod mig.
Mange mange svarmuligheder farer gennem mit hovede… 1) nej tak, min datter får kun røde genstande fordi hun er en pige. 2) ikke fra jeres usle parti i hvert fald! – hvorefter jeg tvinger hende til at indhalere gassen fra ballonen, så hun taler med en, til hendes budskab, passende muse-stemme resten af dagen… 3) ikke fra dig, din onde, lille nærige kone!
Men den gode opdragelse vinder, og jeg svarer; nej tak, men jeg kan ikke have den på min cykel, ellers tak, hvorefter jeg skynder mig væk.
PÅ cyklen tænker jeg så over en af mine mere eller mindre latterlige kæpheste – HVEM rydder op, efter al det her valg-svineri? Kald mig bare hysterisk, pertentlig bibliotekar – det er jeg jo også, selv om jeg i det mindste ikke alfabetiserer mine krydderier – længere… Men jeg kan simpelthen ikke KLARE at de smider alt det her affald overalt, og ingen rydder op. Efter sådan en weekend her, så er hele området omkring mit hjem forvandlet til en stor losseplads, fordi jeg bor lige ved siden af centeret. Roser, brochurer, balloner med og uden gas, nedtrampede bolcher, papir osv – hvad de nu finder på at udlevere i år. Og det ligger der bare og blæser rundt over det hele. Og hvad er det for et signal at sende til vores børn??? Bare svin dit nærområde til? Skidt med naturen – bare lad det flyde?
Jeg tog faktisk engang diskussionen op med en fyr fra scientology. Han passede mig og nogen venner op, inde ved dagmar biografen, hvor deres hovedkvarter også ligger, og tilbød os en brochure. Nej, tak, sagde jeg, men gider du tilgængæld lige se dig omkring?? Der ligger jo mindst 10.000 af jeres lorte-papir-produkter og sviner det offentlige rum til. Hvordan skal jeg på nogen måde kunne fatte interesse for en sag, et parti eller en organisation, som er så skide ligeglad med alle andre og hele vores by – ja, i sidste ende vores planet???
Han endte med at undskylde og give sig til at samle dem op rundt omkring, men jeg blev nu ikke scientolog af den grund.
Det er også utroligt hvor hurtigt valgplakaterne kommer op, men det tager laaaang tid før de er pillet ned igen. Er der virkelig nogen der er så dumme at de stemmer på et parti fordi man får en rose/slikpose/pamflet/ballon? Du er ikke den eneste der er træt af svineriet. Knus Carina
altså Julie!! Du er AL for flink..du lover mig lige, at sige nej tak næste gang DF vil give dig noget…
Tak for alletiders indlæg :-))
Mvh Tine (aktionwoman)
Ser med stor fornøjelse Pia Kjærsgård for min indre øje, mens hun ydmygt samler alle sine brochure og ballonstykker op fra jorden.. Ærgeligt, at det kun er en drøm 🙂